20-årige Asil Al-Asadi har med rollen som Sana i Aveny-T’s teateropsætning af ‘Skam’ en tung arv at løfte fra norske Iman Meskini, der er ikonisk fanfavorit i Julie Andems originale serie og har sat nye standarder for portrætteringen af muslimske karakterer på skandinavisk tv.
»I starten var det bare en rolle. Så kom Sanas sæson, hvor Iman gjorde det så ubeskriveligt godt. Jeg tænkte bare: ‘Tak! Nu er der pres på skuldrene’«, siger Asil Al-Asadi, der blev student i sommer og nu afprøver skuespillet i sit sabbatår.
»Det er et stort ansvar. Men jeg er stolt over at bære den arv videre, og jeg er sikker på, at jeg kan gøre det«.
Som storesøster til fem, formand for Ishøj Ungeråd, skuespiller i blandt andet citywalken ‘Hvad er dansk’ og stykket ‘Hvad der skiller os ad’ og medvirkende i dokumentaren ‘Muslimske pigers dagbog’ er Asil Al-Asadi vant til at påtage sig et ansvar og træde frem som forbillede. Hun betragter både skuespiller Iman Meskini og karakteren Sana som forbilleder, fordi de har skubbet til samfundets forestillingerne om såkaldte ‘tørklædepiger’.
»Sana er sej, og jeg kan godt spejle mig i hende. Hun har en stærk personlighed, men man ser også en udvikling i hende. I sæson 1 er hun meget hård og siger tingene ærligt og direkte, så det nogle gange bliver ondt. Men senere hen ser vi en blødere side af hende. Jeg kender selv det at blive mødt som ‘tørklædepige’ med en masse fordomme. De fordomme har Sana taget til sig, og hun har paraderne oppe.
Jeg mener ikke, at mit tørklæde skal være en begrænsning for mig, ligesom det heller ikke er i virkeligheden for Iman Meskini, der er herresej i sit privatliv og blandt andet nu er i militæret. Jeg håber, at vi når til et punkt, hvor tørklæder er så normaliserede, at man ser det at have tørklæde på som lige så dansk som ikke at have det«, siger hun.
Religion er et tabu
Portrættet af den norske muslimske pige og behandlingen af hendes dilemmaer omkring religion og norsk ungdomsliv er en af grundene til, at Asil Al-Asadi forelskede sig i ‘Skam’. Hun er vild med, at serien tager emner op, der normalt er tabubelagte – for eksempel religion.
»Det er ærgerligt, at religion er blevet et tabuemne i vores samfund, og at vi ikke tør tale om, hvad vi tror på. Religion forbindes med noget ekstremt, og det er ikke længere ok at være religiøs, fordi vi tror på videnskab – man må være dum, hvis man tror på noget, der ikke decideret er der«, siger hun.
»Jeg synes, at ‘Skam’ viser på en smuk måde, at det er ok at tro på noget, der ikke er der. Og som Sana forklarer Youssef, giver islam hende en tryghed, hun ikke kan finde andre steder. Sådan har jeg det også. Jeg har selvfølgelig også spurgt mig selv, om jeg vil tro på Allah og det, der står i koranen. Men lige så snart jeg lægger troen fra mig bare i et minut, kan jeg mærke en tomhed, som jeg ikke kan leve med. Det at jeg kan bede til en deroppe, giver mig en tryghed og en trøst, som er det hele værd.
Islam gør mig ikke til et bedre menneske, for i princippet behøver man ikke en religion til at fortælle, hvordan man skal behandle andre mennesker. Men den tryghed, troen giver mig, gør, at jeg får lyst til at følge islam. Sådan vil jeg vædde med, at det også er inden for andre religioner«.
Selvom det er oplagt for Asil Al-Asadi at spejle sig med Sana, identificerer hun sig lige så meget med de andre fire piger. Hun har selv været udsat for mobning og spejler sig i Evas historie om at føle sig udenfor. I Chris som en, der kommer med sjove kommentarer og ikke tænker, før hun taler. I Vildes ønske om accept. Og i Noora som stærk feminist, der nægter at lade sig sponsorere af en solariekæde, og hendes manglende interesse for at drikke.
»’Skam’ formår at vise fem stærke, seje og virkelig fantastiske piger, der holder hinanden oppe i gruppen. Og at forskelligheder i et venskab kan være en styrke«, siger hun.
Kærlighed er mere end at snave
Asil Al-Asadi sætter pris på, at ‘Skam’ også ser gennem Sanas tørklæde og religion og viser hende »som et menneske», der er lige så teenageforvirret over sine følelser og sin spirende forelskelse som enhver hvid norsk pige.
»Hendes dilemma om Youssef har ikke bare med religion at gøre, men handler om, at hun er en forvirret teenagepige, der ikke ved, hvad hun skal stille op, første gang hun møder kærligheden. Kærlighed er en svær ting. Det er ikke bare lige at skrive til en, man er forelsket i. Det kender vi alle. Man tænker, hvad hvis han ikke svarer, hvad hvis han afviser mig, hvad hvis han ikke kan lide mig…?«
Nogle kritikere klagede over, at Sana ikke gjorde mere op med de sociale normer for muslimske piger og for eksempel kyssede Youssef. Asil Al-Asadi er uenig i kravet om snav på første date.
»Jeg elsker Sanas samtale med sin mor, hvor moren siger, ‘du er forelsket nu, men du ved ikke, hvor det fører hen, så du må bare prøve det af’. Og det gør hun. Hun ender med at gå ud med ham og mærke sine følelser. Jeg kan ikke svare på, hvorfor de ikke snaver, men kærlighed bliver udtrykt på forskellige måder. Jeg synes, det er en smuk ting, de har«.
»Jeg er i hvert fald ikke undertrykt«
Al-Asadi er også uenig i den kritik – blandt andet fremført her på sitet af debattør Geeti Amiri – om, at fjerde sæson af ‘Skam’ er for tandløs og rosenrød og for eksempel ikke går i kødet på social kontrol.
»Ja, det er et issue, men ikke for mange. For nogle. Det er dem, vi hører om i medierne. Vi hører ikke om Sana eller Iman eller Asil. Vi hører ikke om mine fantastiske kloge veninder, der går på universitetet og har arbejde. Der er så mange stærke kvinder, der siger deres mening og når deres drømme og ambitioner. Men ifølge medierne er det mere interessant at høre historier om piger, der bliver undertrykt af deres far og bror. Jeg kan genkende Sanas figur mere, end jeg kan genkende den undertrykte kvinde. Der er nogle, der er undertrykt, men det er i hvert fald ikke mig«.
Selvom Sana er en stærk karakter, skildrer ‘Skam’ langt fra livet som norsk muslimsk teenager som fuldstændig uproblematisk. Illustreret af den konstante afbrydelse med mobilappen, der kalder til bøn, er Sana splittet mellem sin religion og den norske ungdomskultur med fester, druk og tanker om det modsatte køn. Selvom Asil Al-Asadi, der flygtede til Danmark fra Irak med sine forældre, da hun var tre år, »ikke kan blive mere dansk«, kender hun alt til følelsen af at være splittet.
»Jeg har også altid haft den splittelse, og det gør ondt at have den. Især for fem år siden havde jeg virkelig svært ved at finde ud af, hvor jeg hørte til. Alle kender til det at føle sig splittet for eksempel mellem to vennekredse, og det er svært. Jeg har lært at leve med splittelsen og har indset, at jeg er dansk, men jeg er også irakisk. Det er især andre mennesker, der har svært ved at acceptere mig som dansk, når jeg har tørklæde på. Men hvorfor har vi konkluderet, at tørklæde ikke er dansk? Er der en bog om danskhed? For så vil jeg gerne læse den«.
Stil de dumme spørgsmål
I første sæson af ‘Skam’, som Aveny-T opsætter nu, spørger Vilde Sana direkte, om hun kan være med på bussen, når hun er muslim. Sana afviser spørgsmålet med sarkasme, men som Isak pointerer i fjerde sæson, mener Asil Al-Asadi, at direkte dialog er vejen frem for forståelse.
»Jeg ville sige, ‘fedt du spørger’. Hvis Vilde ikke stillede de ‘dumme spørgsmål’, ville hun bare bygge fordomme op for sig selv. Jeg hader spørgsmålet om, om jeg bliver tvunget til at tage tørklæde på, men nogle gange er man nødt til at forklare, at nej, det er jeg ikke. Det vigtigste er at nedbryde fordommene. Og den første fordom er, at en muslimsk pige ikke har noget at sige«.
Personligt ville Asil Al-Asadi tage Vildes spørgsmål med mere humor, end Sana gør i serien. Det er et af de elementer, hun har tilført rollen for at give den sit »personlige touch».
»Jeg prøver at tilsætte en lille Asil-drys og reagerer, som jeg ville gøre. Vi blev blandt andet castet på baggrund af, at vi lige har gået i gymnasiet, så jeg har prøvet at tage de følelser med mig fra nogle af de oplevelser, jeg har stået i der. I scenen med Vilde ville jeg grine og sige ’hvad er problemet, laver du sjov med mig?’ Hvor Sana bliver mere sur over det«.
‘Skam’ er så fantastisk en serie, at det næsten virker som blasfemi at røre ved den. Asil Al-Asadi mener dog, at teateropsætningen giver en anden oplevelse.
»Du kommer helt tæt på. Du sidder ikke alene foran en skærm, men i fælleskab med 400 andre mennesker i en sal, hvor det foregår live. Du får et andet perspektiv på historien og oplever en dynamik og en energi, du ikke ville kunne opleve på tv«.
‘Skam 1’, der er instrueret af Martin Lyngbo, spiller på Aveny-T frem til 28. oktober.
Læs også: ‘Skam 1: Eva’: Teaterversion på dansk skaber en ny og anderledes oplevelse uden et eneste serr