Efter en mumlende bølgedal hersker originalerne igen i amerikanske indie-film

Efter en mumlende bølgedal hersker originalerne igen i amerikanske indie-film
SNL-stjernen Kyle Mooney på jagt efter sin barndoms TV-helt i 'Brigsby Bear'
At amerikansk indie-film nedbryder skælmske filmnørders værste fordomme, kan man forsikre sig om med de 12 film i serien Made Indie USA på CPH PIX, som Soundvenue præsenterer. Efter genrens gennembrud med folk som Soderbergh og Tarantino i 90’erne blev indie-genren ellers kortvarigt en parodi på sig selv. Men nu har en række fremadstormende filmfolk taget affære med metafysiske mindfucks, uimodståelige rimsmede og svedige unge mandekroppe.

To venner i 20’erne – hun kunstskolestuderende, han ejer af et mikrobryggeri – sidder på en cafe og sludrer akavet om deres rodløshed, nye yndlingsband og dårlige one night-stands til tonerne af Belle & Sebastian. Han sukker lidt, hun smiler sødt. Det hele er nuttet og sjovt, men også følsomt melankolsk på den let distancerede måde.

Nogle filmfans har nok et indre billede af amerikansk indie-film, der nogenlunde matcher ovenstående. Nogle mener måske endda, at klicheen har en håndfast forankring i virkeligheden.

Men hvad kommer denne forestilling egentlig af?

Starter den med John Cassavettes DIY-klassiker ’Shadows’ fra 1959, arthouse-biografernes føddsel eller Roger Cormans b-films-pølsebånd? Eller skal vi endnu længere tilbage?

Bedst giver det nok mening at skele til journalisten Peter Biskind og dennes bog ’Down and Dirty Pictures’, der går bag om Sundance Film Festival, Weinstein-brødrene og Steven Soderbergh og Quentin Tarantino, som i slutningen af 80’erne og op igennem 90’erne var med til at forme den forståelse af indie-film, vi kender i dag.

En ung James Spader delte sin impotens med kvinder og fik en række intime optagelser retur i Steven Soderberghs guldpalmevinder ‘Sex, Lies, and Videotapes’.

Man skal huske på, at 80’erne var tiden for højt belagte high concept-film som ’Top Gun’, mens man som fattig opkomling skulle være af the right stuff eller nok snarere af the right weird stuff som Jim Jarmusch med ’Stranger Than Paradise’ for at opnå tilstrækkelig hype. Der manglede et marked, en platform, hvor krøllede hoveder med krøllede ideer kunne søge hen. Det kom først for alvor, da det selvtillidsfyldte multitalent Steven Soderbergh i en alder af 26 vandt Den Gyldne Palme i Cannes for sin debutfilm ’Sex, Lies and Videotapes’.

En historisk bedrift, men nok så vigtigt var kimen blevet lagt med publikumsprisen ved den unge filmfestival i en lille skisportsby i Utah, der senere skulle blive opkaldt efter en karakter spillet af dens celebre bidragsyder og initiativtager Robert Redford: Sundance.

Guderne Smith, Tarantino og Rodriguez

Distributionsselskabet Miramax – styret af de to uregerlige filmfetichister Bob og Harvey Weinstein – spandt guld på Soderberghs billigt producerede debutfilm, og sammen med andre mere uprøvede filmentreprenører opdagede de, at publikum var vilde efter at se unge i 20’erne tale om sex i halvanden time og vise et identitets- og karriereforvirret modbillede til 80’ernes kandiserede kropsdyrkelse og skarpskårne yuppie-livstil.

Der var lige pludselig et samlet forum for modkultur og minimale budgetter, som Miramax og New Line Cinema m.fl. gik på rov i og udløste stadigt vildere budkrige efter.

Der blev slacket til den store guldmedalje i Kevin Smiths Generation X-klassiker ‘Clerks’ fra 1994.

Hvis New Queer Cinema-bølgen med Todd Haynes, Gregg Araki og producenten Christine Vachone som bannerfører måske ikke var lig med salgsbaskere, så var vold og sex indpakket i cool filmreferencer og slackede attituder en finansiel succesformel, og instruktører som Kevin Smith, Quentin Tarantino og Robert Rodriguez opnåede gudelignende status. Weinstein-brødrene så stort på artfilmens kunstneriske forrang og gik med støtte fra Disney hårdhændet ind i Oscar-ræset med aggressive kampagner, men også med mere fortænkte, midtsøgende produktioner, hvilket i sidste ende gav pote med ’Shakespeare in Love’.

Sundance blev et glitterfyldt udstillingsvindue for kendisser, og filmene blev mere og mere modelleret efter de smagstendenser, der kom fra nogle af de store konglomeraters nystiftede underselskaber såsom Focus Features (Universal) og Warner Independent Pictures.

Mumblecore blev en parodi på sig selv

Indie var i midten af 00’erne noget ofte ufarligt á la ’Little Miss Sunshine’, mens festivalen South By Southwest og den såkaldte mumblecore-bølgen dukkede op som alternativ med videokameraæstetik og newyorker-venner i midt-20’erne, som brugte hinandens lejligheder til at optage små, løst strukturerede hverdagshistorier om sex og parforhold med og om dem selv.

Joe Swanberg, Duplass-brødrene og resten af rosset besad gør-det-selv ånden fra den franske nybølge, men den navlepillende mumlestil blev efterhånden en parodi på sig selv, selvom flere af aktørerne og stiltrækkene gik igen i serier som ’Togetherness’ og ’Girls’.

Helt galt gik det for indie-scenen omkring 2009. En stribe såkaldte ’mid-range films’ – produktioner af for Hollywood beskedne 20-30 millioner dollars henvendt til et voksent publikum – floppede, og i ren og skær frygt begyndte de store studier at spille sikkert på forudsigelige blockbuster-franchises. Publikum blev splittet mellem mus og muskelmænd, hvor sidstnævnte var det nemme valg.

Mumblecore-bølgen var ekstremt billige venneprojekter på kryds og tværs. Her Mark Duplass og Greta Gerwig i Joe Swanbergs ‘Hannah Takes the Stairs’.

Muskelmændene fylder stadigvæk meget i de store biografer, men heldigvis er der i løbet af de seneste år kommet mere kød på de små spillere. Tjenester som Netflix og Amazon er blevet distributører for mindre, skæve historier og fungerer samtidig som ny platform for den ellers glemte mellembudgetsfilm. Sundance har også fået relevans igen som stedet, hvor en uforudset Oscar-spiller som ’Manchester By the Sea’ kan dukke op.

Det minder om ånden fra de tidlige 90’ere, og det primære symptom på en ny frodig tid for indie-filmen er de mange uafhængige selskaber, som er poppet op med blod på tanden og en tro på, at historier kan komme i mange forskellige størrelser og udtryk.

Sponsoreret indhold
Portræt af forfatter Julie Badura
Hun fortæller om at samle sig selv op, starte forfra og følge sine drømme. Mød hende og flere kreative kvinder i 'Portraits by Spotify | Sonos'.
EKSTERNT LINK
Spotify | Sonos

A24’s to meget forskellige CPH PIX-film

A24 er navnet på den distributør og nu også producent, der har skabt de største overskrifter og fået analytikere til at drage sammenligninger med hedengangne Miramax. Weinstein-brødrene skabte omtale med kontroversielle film som ’Priest’ og ’Kids’ og var med til at definere tidsånden med ’Reservoir Dogs’ og ’Clerks’.

På samme vis har A24 hentet point på at række ud til de omskiftelige millennials gennem alternativ promovering på de sociale medier, men endnu vigtigere har de været formidlere af et eklektisk udvalg af spændende nye stemmer i amerikansk film, der blev cementeret med Barry Jenkins’ Oscar-vinder ’Moonlight’. Hverken A24 eller de andre nytilkomne selskaber ser ud til at falde i samme konventionelle sødsuppedas som den gyldne 90’er-generation.

Der er ganske enkelt ikke til at få øje på en fællesnævner i overfloden af diversitet og outrerede fortællinger, der pludselig dukker op til overfladen. Og kigger man på de tolv film i den af Soundvenue præsenterede ’Made Indie USA’-kategorien ved CPH PIX kan man roligt slå fast, at der ikke findes en entydig opskrift på ’indie-cocktail 2017’.

‘Menashe’ taler direkte til ens hjerte – også selvom det meste foregår på jiddisch.

Førnævnte A24 er repræsenteret med ’Menashe’ og ’A Ghost Story’. Førstnævnte er en bittersød historie kombineret med et antropoligisk studie af det jødisk-ortodokse miljø i New York, hvor en velmenende, men klumpet enkemand ikke må beholde sin søn på grund af religionens strenge dogmer. Sidstnævnte anden er et dvælende metafysisk mindfuck af indieprinsen David Lowery med Oscar-vinderen Casey Affleck som lagenklædt spøgelse, der prøver at få kontakt med sin sørgende kone på tværs af tid og sted.

Nye stjerner

Neon er et andet fremadstormende distributionsselskab, som efter hård kamp landede den barske homoskildring ’Beach Rats’ ved Sundance, nogenlunde samtidig som Oscar-vinden så småt blæste ’Moonlight’s vej. Barry Jenkins og ’Beach Rats’-instruktøren Eliza Hittman talte for nylig sammen om filmenes tematiske lighed, mens de to film nærmest står i æstetisk kontrast: ’Beach Rats’ grynede 16 mm-billeder af unge nøgne mandekroppe i stegende sol har mere tilfælles med det svedige uredigerede teenageportræt i Larry Clarks ’Kids’.

70’ernes New Hollywood-tematik med socialt barske skildringer og eksistentielle grundspørgsmål er kendetegnende for ’Mobile Homes’, ’Sollers Point’ og ’Cold November’. De er dog ikke sådan lige til at skære over én kam. De første to er visuelt og kulturelt beslægtede med Andrea Arnolds ’American Honey’ i kameraets hypnotiske kredsen om skæbner i et upoleret og mistrøsteligt Amerika, men instruktørerne Matt Porterfield og Vladimir De Fontenay tager deres fortællinger i vidt forskellige retninger.

’Cold November’ er derimod ærkeeksemplet på en indie: Et kickstarter-projekt, hvor drivkraften bag, Karl Jacob, bare gerne ville ud med sin naturalistiske kærlighedserklæring til sin hjemstavn og historien om en lille pige, som tager på en dannelsesrejse i Minnesotas vilde natur med et jagtgevær over skulderen.

De glinsende unghanebryster i det poetiske homoungdomsdrama ‘Beach Rats’.

Et andet sundt træk for indie-scenen er evnen til at fostre nye stjerner. ’Katie Says Goodbye’ har to af slagsen i Olivia Cooke (’Me and Earl and the Dying Girl’) og Christopher Abbott (‘Girls’, ’James White’ og ‘It Comes t Night’), der får lov til at spille sig helt ud i et hjerteskærende drama, som sætter spørgsmålstegn ved amerikanernes selvforståelse og moral.

Djævelsk kammerspil

McCaul Lombardi, der debuterede i ’American Honey’, har hovedrollen i ’Sollers Point’ og optræder minsandten også i festivaldarlingen ’Patti Cake$’, hvor han dog må træde lidt tilbage for australske Danielle McDonald i den altoverskyggende titelrolle som den mælkehvide og kraftige pige, som med en uimodståelig energi buster rim og flyver over omverdenens barrierer i New Jerseys rapmiljø.

Drømmeelementerne i ’Patti Cake$’ er ingenting i forhold til genrehybriderne ’Brigsby Bear’ og ’Bitch’, som også er fra årets vilde Sundance-kuld. Faktisk udviskes skellet mellem drøm og virkelighed, når Jill i ’Bitch’ bliver til en køter, og voksenbarnet James tager ud for at finde den bamsefigur, nogle kidnappere opfandt i et hjemmelavet børneprogram for at underholde ham.

Der er tale om to ekspressive og fantasifulde originaler.

Oren Moverman skiller sig allermest ud blandt feltets instruktører, da han holdt fanen højt for de små, men vigtige fortællinger helt tilbage i 2009 med ’The Messenger’ om soldaters traumebearbejdning af Irak-krigen. I hans stjernespækkede ’The Dinner’ mødes to par i et intenst og djævelsk kammerspil, hvilket får en til at konkludere…

… at man stadig kan støde på karakterer, der diskuterer hen over bordet i amerikansk indie-film anno 2017. Men det hører trods alt mere til undtagelsen end reglen.

Se ’Beach Rats’ fredag 21.15 under CPH PIX i samarbejde med Soundvenue

Se ‘A Ghost Story’ lørdag 21.30 under CPH PIX i samarbejde med Soundvenue