Endnu et navn melder sig ind i kampen om ‘Game of Thrones’-spinoff

Endnu et navn melder sig ind i kampen om ‘Game of Thrones’-spinoff
Jamie Lannister i syvende sæson af 'Game of Thrones'. (Foto: Macall B. Polay/HBO)

Siden foråret har vi vidst, at George R.R. Martin var åben over for at lave en ‘Game of Thrones’-spinoff efter den kommende sæsonfinale. HBO har dog vist sig ganske uvillig til at sætte alle pengene på en hest – og can you blame them?

Først havde de sat udviklingen af fire spinoffs i værk, men for nogle måneder siden kom det frem, at Martin havde udviklet et femte manuskript med en anden endnu ikke offentliggjort manuskriptforfatter.

Og nu viser det sig, at det er ‘Game of Thrones’-veteranen Bryan Cogman, som Martin har arbejdet sammen med. Cogman har tidligere produceret og skrevet flere episoder for HBO-flagskibet fra sæson et og helt frem til den seneste sæson syv.

Cogman tilslutter sig Max Borenstein (‘Godzilla’, ‘Kong: Skull Island’), Jane Goldman (‘Kick-Ass’, ‘Kingsman: The Secret Service’), Brian Helgeland (‘L.A. Confidential’) og Carly Wray (‘Mad Men’, ‘The Leftovers’, ‘Westworld’), der alle arbejder på hver deres spinoff-ide med George R.R. Martin.

‘Game of Thrones’-skaberen selv ser dog ikke de nye projekter som spinoffs.

»Jeg kan ikke særlig godt lide termen ‘spinoffs’, og jeg tror heller ikke, den rigtig gør sig gældende om de her nye projekter. Det, vi taler, om er nye historier sat i et ‘sekundært univers’, som udgøres af Westeros og verdenen udover«, har Martin tidligere skrevet på sin blog.

»Hvert koncept til diskussion er en prequel snarere end en sequel. Nogle kommer måske slet ikke til at foregå i Westeros. I stedet for prequel eller sequel foretrækker jeg termen ‘afløser-show’«.

Efter alt at dømme kommer den nye ‘Game of Thrones’-serie altså ikke til at puste nyt liv til karakterer fra den allerede igangværende serie.

Læs også: Disse fem ’Game of Thrones’-karakterer har fortjent deres egen spinoff

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af