’Gud taler ud’: Søren Malling er blændende som villavejens sidste ligusterpatriark

’Gud taler ud’: Søren Malling er blændende som villavejens sidste ligusterpatriark
4 6
Spillefilm
Instruktion

Henrik Ruben-Genz

Medvirkende

Søren Malling, Lisa Nilsson, Marcus Sebastian Gert, Clint Ruben, Mads Langelund

Spilletid

108 min.

Premiere

Den 28. september

Gud er død.

Eller rettere, den faderrolle, Søren Malling inkarnerer i ’Gud taler ud’, er her ikke mere. Tiden løb fra ham. Hans enevælde er ovre. I stedet har vi fået fædre, der skifter ble og tager på barsel.

Og gudskelov for det. For Gud, som Uffe Blendstrup (Malling) kalder sig selv, er en forstadskejser, der styrer sit knaldfarvede parcelrige strengt og sært. I hans hus drikker man øl (»grøntsager«), når man er fyldt 12, man får en kold skulder, hvis man fremstår jævn, og man spiser hans suppe uden at klage, selvom den er lavet på snaps, uskrællede løg og et bjerg af bouillon.

Nej, Gud, i slåbrok og med øloplukker i selerne, opdrager ikke efter bogen. Og som psykolog pisser han også på forskrifterne. Han inviterer sine patienter hjem til Ceres og snapssuppe hver lørdag og tilskynder dem til at fordrive sygdommen med druk og litteratur, ikke medicin.

Da han får konstateret kræft, tilsidesætter han alle hensyn til kone og sønner for at skrive sine erindringer, det litterære magnum opus, han altid har drømt om at krænge ud.

Men både Jens Blendstrup, der skrev den selvbiografiske roman om faderen, og Henrik Ruben-Genz (’Frygtelig Lykkelig’, ’Tordenskjold & Kold’), der nu filmatiserer den, nægter at forbande Gud. To ting gør hans svigt spiseligt i filmen: Søren Mallings pragtpræstation og Ruben-Genz’ skæve distance til begivenhederne.

Marcus Sebastian Gert spiller forfatteren Jens Blendstrups.

Annonce

Det sidste er både filmens force og brist. For hvor enkeltscenerne boltrer sig i underspillet vanvid, er det svært at investere noget som helst i Jens Blendstrup og brødrenes opgør med deres far, selvom de smadrer deres ungdoms lænker med dyrisk voldsomhed.

Far Uffe har åbenlyst haft stor betydning for Jens Blendstrups litterære karriere, men udover en herlig drømmesekvens, hvor Gud prædiker om sønnens digteriske storhed over for en forskrækket forstadsmor, får mentorforholdet aldrig fat.

Det gør Søren Malling derimod.

Han levendegør patriarken fra Risskov som alt andet end en entydig tyran, men som en mand, hvis princippers stålfasthed skjuler en kerne af eksistentiel fortvivlelse. Hans egne kunstnerdrømme svæver uforløst i en tabt fortid, og intet tyder på, at det vil ændre sig med erindringsbogen, som han straks navngiver ’Mein Kampf’.

Søren Malling over for Lisa Nilsson, der spiller hans kone i ‘Gud taler ud’.

Malling er ofte morsom, tyrannisk og bedrøvet på én gang.

Trods det kyniske udsyn udstråler han ofte en sær, selskabelig lune, både over for kone, patienter og sønner. Men ikke sjældent får han anfald af livs- og menneskelede. Som i filmens bedste scene, hvor Gud kæmper for at tøjle sit had under et frikirkebryllup, men ender med at jorde hele forsamlingen med en vred, tårevædet monolog om religiøst hykleri.

Mallings portræt er en blændende nekrolog over villavejens ligusterpatriark. Ikke et forsvar, ikke en hyldest, men et finurligt og facetteret billede af en mand, der ikke er her mere.


Kort sagt:
Henrik Ruben-Genz overfører forbilledligt Jens Blendstrups skæve skrivestil til billeder i ’Gud taler ud’, der tegner et skævt portræt af den hedengangne villavejspatriark. Søren Malling er et komisk kraftværk i titelrollen, men sønnernes opgør med Gud får aldrig fat i følelserne.

Læs også: Søren Malling taler ud