’How to Talk to Girls at Parties’: Stjernebesat alien-film er alt for gakkelak

’How to Talk to Girls at Parties’: Stjernebesat alien-film er alt for gakkelak
Nicole Kidman i 'How to Talk to Girls at Parties'
2 6
Spillefilm
Instruktion

John Cameron Mitchell

Medvirkende

Elle Fanning, Nicole Kidman, Ruth Wilson, Alex Sharp

Spilletid 102 min.
Premiere

Vises 30. september og 8. oktober under CPH PIX

CPH PIX: John Cameron Mitchell (’Rabbit Hole’, ’Shortbus’) tager overgearet til et helt nyt, astronomisk højt niveau i ‘How to Talk to Girls at Parties’. Fra kameraføringen til klipningen, skuespillet, scenografien, kostumerne og ’strukturen’ – alt i den her bizarre Crazy Frog-ringetone af en film bærer præg af et uhensigtsmæssigt speedindtag, og enten synes du, det er mega fedt eller virkelig belastende. Jeg hører til den sidste lejr.

Filmen, der er løst baseret på Neil Gaimans novelle af samme navn, skildrer en gruppe unge, britiske punkere i 70’ernes Croydon og følger Enn (Alex Sharp), der er lidt af en poser, der virker, som om han mest har lavet pigge i håret for pigernes skyld. Sammen med to venner tager han fra en koncert videre til afterparty, men på vejen bliver de væk, og ender med at crashe en mildt sagt alternativ fest, hostet af latexindsvøbte sexsirener, som virker søde nok på overfladen, men i virkeligheden bare bruger deres glatte ydre til at afvæbne folk, inden de popper deres »ass cherry«. Hvorfor? Ja, det er ærlig talt lidt uklart. Og her fra bliver festen – og handlingen i øvrigt – kun underligere.

På sin vens foranledning forsøger Enn at finde festens mest ensomt-udseende pige at lægge an på, men i stedet falder han pladask for Zan (Elle Fanning): En ung pige fra USA, der er super smuk og punk helt uden at prøve på det, men som desværre også er medlem af en slags kult bestående af bodysnatchere klædt i sorbetfarvet strik.

På overfladen ligner Zan et rigtigt dydsmønster med sin snorlige sideskilning og tilknappede mormoroutfit, men manerer har hun ikke skyggen af, og hendes komplette ligegyldighed over for sociale konventioner bliver på mange måder brugt af Mitchell til at punktere punkmiljøet – til at udstille, hvordan de her mennesker, som det var meningen skulle være antietablissement, egentlig er ret tamme når det kommer til stykket.

I det hele taget tager filmen fra start af ret meget pis på punk, der bliver beskrevet af en smart talent scout, som »det bedste, der nogensinde er sket for grimme mennesker«, og vi bliver præsenteret for et utal af selvsmagende typer, der forsøger at gøre sig interessante med lange rants om forskellige bandformationer. Og der er virkelig nogle gode grin iblandt, for dialogen er knivskarp, lynhurtig og virkelig godt leveret.

Men Mitchell fortaber sig i gøglede sci-fi-indslag, og Nicole Kidman som Queen Boadicea er det grelleste tilfælde af overacting, jeg har set, siden Keira Knightley grimasserede sig gennem ’A Dangerous Method’.

‘How to Talk to Girls at Parties’ byder på folk, der massetwister deres brystvorter til lyden af »1000 hvaler, der bliver kvalt«, imens røvmødomme bliver taget i krogene, og møder om alien-invasioner afholdes på McDonald’s. Det er ikke uoriginalt, men det er simpelthen for gakkelak til min smag, og jeg er dybt overrasket over den stjerneparade af skuespillere, Mitchell har fået lokket med om bord. Spørger du mig er det spild af krudt. Og speed.


Kort sagt:
Der gemmer sig egentlig en ok sød kærlighedshistorie i Mitchells stjernespækkede sci-fi-fabel. Men der er simpelthen skruet så højt op for fortælletempoet, vanviddet og hvalmusikken, at den drukner fuldstændig.

Læs også: Alle vores CPH PIX-anmeldelser samlet på ét sted

Læs også: De 15 mest essentielle film på årets CPH PIX