Ikonisk ‘Twin Peaks’-sangerinde: »Jeg vil aldrig tilgive Lynch«

Ikonisk ‘Twin Peaks’-sangerinde: »Jeg vil aldrig tilgive Lynch«
Julee Cruise i 'Twin Peaks: The Return'

Sammen med komponist Angelo Badalamentis udødelige score er sangerinden Julee Cruises sælsomt drømmende ’Falling’ uløseligt forbundet med de atmosfæriske konturer af ’Twin Peaks’ første to sæsoner.

Julee Cruise var Lynchs græske kor, men modsat mange af seriens originale skuespillere, der vendte tilbage i ‘Twin Peaks: The Return’, måtte den nu 60-årige sangerinde se sig erstattet som husorkester af Chromatics og deres 25 år yngre forsanger Ruth Radelet.

Julee Cruise gav sin frustration frit løb efter seriens sidste afsnit, der blev vist i USA i søndags.

I'm done. 😊and I could care Less about TP My subconscious never lies……I have my answer now of what I will do with the rest of my life!

Opslået af Julee Cruise på 3. september 2017

»Jeg hørte nogle sige ‘ah, det er den nye Julee Cruise’. Det var var alt, der skulle til. Jeg ved ikke, hvem sangerinden var. Jeg bliver meget besidderisk. David er min. Hvordan kunne de?«, havde Julee Cruise udtalt til Los Angeles Times nogle dage forinden.

Julee Cruise dukkede dog rent faktisk op i sæsonens næstsidste afsnit som en af The Roadhouses mange artister, men det korte gensyn ville hun helst have været foruden.

»Jeg prøvede at gemme mig. Jeg ændrede mit nummer og min mailadresse. Det var en kæmpe nedtur, da jeg hørte, at serien vendte tilbage«, siger Cruise, som dog af ukendte årsager alligevel takkede ja til at medvirke, til Los Angeles Times.

Julee Cruise arbejdede første gang med David Lynch og Angelo Badalamenti i forbindelse med ’Blue Velvet’ fra 1986. Det sfæriske Cocteau Twins-inspirerede musik er soundtracket for en særlig epoke i Lynch karriere, men den gensidige kærlighed mellem filmskaberen og sangerinden hører altså fortiden til.

»Han fornærmede mig højlydt på settet (af ‘Twin Peaks: Return’, red.). Jeg vil aldrig tilgive ham. Jeg bryder mig ikke om David Lynch og Sabrina Sutherlands attitude, og jeg skal aldrig arbejde for kejseren igen, gudskelov«, skriver Julee Cruise på sin Facebook med en stikpille til seriens instruktør og producer.

Læs også: Anmeldelse: ‘Twin Peaks: The Return’ – hele serien: Det sidste hårrejsende skrig vil sent forstumme

Læs også: Hvad der skete gennem 18 timers ’Twin Peaks: The Return’ – den korte version