Jim Carrey går i eksistentiel opløsning på den røde løber – se klippet

Jim Carrey går i eksistentiel opløsning på den røde løber – se klippet
Jim Carrey til modeugen i New York.

I weekenden bekræftede Jim Carrey, at han aldrig giver et kedeligt interview. Under den røde løber til modeugen i New York tager skuespilleren pis på en stakkels interviewer fra E!, som forsøger at få nogle tilnærmelsesvis normale svar ud af komikertalentet.

Der var nok ikke mange, som havde forventet at se Jim Carrey til modeugen, og sladdermagasinets udsendte Catt Sadler bliver øjensynlig ganske overrasket. Hun prøver febrilsk at stoppe skuespilleren, hvorefter Carrey begynder at cirkle rundt om hende.

Sadler får åbnet munden på Carrey, men ser hurtigt ud til at fortryde det. Adspurgt om, hvad Carrey laver til modeugen, svarer han:

»Jeg ville finde den mest meningsløse ting, jeg kunne komme og være med til, så her er jeg«.

Skuespilleren spidder det traditionelle røde løber-interview, da han pludselig tager en eksistentiel og morsom drejning.

»Jeg tror ikke på personligheder. Jeg tror ikke, du eksisterer. Men der er en vidunderlig duft i luften«, siger Carrey, mens Sadler bliver endnu mere utilpas.

Carreys filosofiske rant tager til i fart og ender med en opsang til nationen og konklusionen: »Vi betyder ingenting«.

Se klippet her:

Læs også: Mini-dokumentar undersøger den anden side af Jim Carrey og hans passion for at male