’Kærligheden flytter ind’: Reese Witherspoon spilder sit talent

’Kærligheden flytter ind’: Reese Witherspoon spilder sit talent
Reese Witherspoon og Michael Sheen i 'Home Again'.
2 6
Spillefilm
Instruktion

Hallie Meyers-Shyer

Medvirkende

Reese Witherspoon, Nat Wolff, Lake Bell, Pico Alexander, Michael Sheen

Spilletid

97 min.

Premiere

Den 21. september

Når man lige har set Reese Witherspoon stå med en Emmy for sin saftige miniserie ‘Big Little Lies’ i hånden og plædere for bedre roller til kvinder, er det svært ikke at undre sig over, hvad der har fået den intelligente og kønspolitiske skuespiller og producer til at spille hovedrollen i den tamme romantiske komedie ‘Kærligheden flytter ind’.

Witherspoon har ganske vist flere gange udtrykt sin kærlighed til romcomgenren – og der har hun min fulde opbakning – men ‘Kærligheden flytter ind’ er så tandløs, formularisk og privilegieblind en film, at der ikke er nogen undskyldning for at spilde sit talent på den.

Det skulle dog lige være, at man på forhånd kunne have højere forventninger til filmens debuterende instruktør og forfatter Hallie Meyers-Shyer, som er datter af romcom-dronningen Nancy Meyers (‘What Women Want’, ‘Something’s Gotta Give’, ‘It’s Complicated’, ‘The Holiday’, ‘The Intern’), som er producer på filmen, og Charles Shyer (‘Baby Boom’, ‘I Love Trouble’). Og at filmen i kernen handler om en 40-årig kvinde, der forsøger at tage kontrol over sit eget liv efter en skilsmisse.

Witherspoon spiller Alice, der er havnet i en lettere midtvejskrise, efter hun har forladt sin musikproducermand Austen (Michael Sheen) i New York og flyttet ind i sit barndomshjem i L.A. med sine to døtre. Da hun er ude med veninderne og drukne sine sorger over at fylde 40, møder de tre filmskabere i 20’erne, der er flyttet til byen for at få deres første spillefilm op at stå på baggrund af en kortfilm. De ender alle sammen hjemme hos Alice, og næste dag lader hun dem flytte ind i sit anneks. Hun har jo alligevel så meget plads i det kæmpemæssige hus, hun har arvet fra faren, som var en succesfuld artfilminstruktør i 1970’erne. Det flipper de tre filmnørder selvfølgelig helt over.

 

Snart er de blevet den rene sitcom-storfamilie. Fyrene hjælper med babysitning, madlavning og hjemmesider, og Alice indleder et forhold til den lækre af dem, instruktøren Harry (en fersk Pico Alexander).

Det hele er super hyggeligt, også at se på. Men det er svært at tage filmens forkælede Hollywood-boble-konflikter alvorligt. Alice forsøger at starte en ny karriere som indretningsarkitekt – hvide privilegerede kvinders yndlingsbeskæftigelse – og døjer med en rædsom snobbet klient (Lake Bell), som Alice er fornærmet over ikke med det samme giver hende ansvaret for hele sit hus, selvom Alice ikke har nogen som helst professionel erfaring.

De tre ukendte filmdebutanter skændes om, at to af dem – selvfølgelig! – takker ja til jobs ved siden af fællesprojektet. De synes ikke, deres succesfulde producer er dem værdige, fordi han normalt laver horrorfilm, insisterer på at lave deres film i sort-hvid og forlader et møde med en stor investor, der drister sig til at komme med ændringsforslag, for »der kommer altid en ny fyr«. Alice bliver rasende, da Harry er ude til drinks med en anden investor og brænder hende af til parmiddag, fordi han – selvfølgelig! – vælger at blive med den snakkelystne investor.

Reese Witherspoon er som altid en fornøjelse at være i selskab med, men rollen giver hende ikke mulighed for at vise sine ellers skarpe kanter og komiske bid. Af en komedie at være er filmen meget lidt sjov –  det sjoveste er faktisk de overdrevne følelsesfulde reaktionsskud, der er som taget ud af en sæbeopera. Forholdet mellem især manuskriptforfatter George (Jon Rudnitsky) og ældstedatter Isabel (Lola Flanery), som han hjælper med at skrive et drama, er sødt, og man skal være hård for ikke at blive grebet af fyrenes spurt for at nå hendes optræden. Men det er også det ældste trick i sentimentalitetsbogen.

Jeg er ikke specielt fan af Nancy Meyers’ eskapistiske og lidt fjollede feelgood-komedier, som datteren er åbenlyst inspireret af. Men unge Meyers-Shyer har stadig en del at lære af sin mor i forhold til at skabe universer, man som publikum kan drømme sig ind i. Lækkert design, sexede romancer og familieidyl er ikke nok, når simpel psykologi, karaktermotivation og identifikationen halter.


Kort sagt:
Reese Witherspoon spilder sit talent i tandløs romantisk komedie om storfamiliehygge à la ‘Tre mand og en baby’ og konflikter, som kun Hollywoods ene procent (eller promille?) kan tage alvorligt.

Læs også: Nicole Kidman og Reese Witherspoon i Emmy-brandtale: »Flere stærke roller til kvinder, tak!«