Kom i praktik på Soundvenues filmredaktion

Kom i praktik på Soundvenues filmredaktion

Kan du næsten ikke vente, når Wes Anderson og Lena Dunham annoncerer deres nye projekter? Binger du Netflix’ nyeste produktioner, men holder du også af at finde nye serier, som de færreste har hørt om? Og sidst, men ikke mindst: Har du talent for at videreformidle din begejstring skarpt, kritisk og med overblik?

Så kan du meget vel være forårssemesterets nye praktikant på Soundvenues filmredaktion.

Soundvenue Film dækker nysgerrigt og holdningsspækket alt fra de nyeste europæiske artfilm til årets store Oscar-film og de mest banebrydende serier. Vi skal være på forkant med de danske og internationale tendenser og glæder os lige så meget til en ny sæson af ‘Stranger Things’ som til Cannes-festivalen.

Som praktikant får du lov til at skrive både nyheder og features til Soundvenue.com. Afhængigt af evner og ønsker kommer du også til at prøve kræfter med andre journalistiske genrer og opgaver, såsom anmeldelser og interview med instruktører og skuespillere. Du får også indblik i produktionen af magasinet.

I løbet af praktikopholdet får du konkret sparring, der udvikler dit skrivetalent, og målet er, at du ved slutningen af praktikperioden er en dygtig og effektiv kulturformidler. Flere af vores praktikanter er efter opholdet fortsat som freelancejournalister.

Vi søger disse kompetencer i en praktikant:
* Du skriver skarpt og (næsten) fejlfrit.
* Du har solid indsigt i film- og serieområdet.
* Du er sulten efter at lære mere og går ydmygt til nye opgaver.
* Du sætter pris på et uformelt og tempofyldt arbejdsmiljø.

Det formelle:
* Praktikken finder sted på Soundvenue-kontoret i Studiestræde i København K.
* Praktikken er ulønnet og som udgangspunkt fuld tid.
* Praktikperioden løber min. tre måneder fra januar 2017 – gerne frem til sommerferien.

Din ansøgning skal indeholde:
* Lidt om dig selv og din baggrund.
* Et par af dine tidligere (eller nye) tekster – helst om film eller tv-serier.
* En liste over de tre film eller serier, du glæder dig mest til i den kommende tid – med begrundelser.

Send ansøgningen til praktik@soundvenue.com senest 18. oktober. Eventuelle spørgsmål kan rettes til samme mailadresse eller til filmredaktør Jacob Ludvigsen på tlf. 70200012.