Liam Neeson er færdig med at sparke røv

Liam Neeson er færdig med at sparke røv
Liam Neeson i 'Taken'.

Liam Neeson har haft en speciel karriere. Den irske skuespiller slog igennem som karakterskuespiller med hovedrollen som Oscar Schindler i Steven Spielbergs Oscar-vindende ‘Schindlers liste’ som kronen på værket. Men i starten af det nye årtusinde skiftede skuespilleren retning med bærende biroller i både ‘Star Wars’ og ‘Batman Begins’.

Det var dog som pensioneret og hævntørstig CIA-agent i ‘Taken’, at han for alvor slog igennem som vaskeægte actionhelt. Filmen blev en kæmpesucces ved billetlugerne, hvor den tjente sig selv ind op mod ti gange – et særsyn for en actionfilm med en ældre herre i hovedrollen. Siden er ‘Taken’ blevet en franchise, og han har nærmest skabt sin egen genre med film som ‘Run All Night’, ‘Non Stop’, ‘Unknown Identity’ og den undervurderede ‘The Grey’.

Men nu er Neeson altså færdig med at dele øretæver ud. Til en pressekonference på filmfestivalen i Toronto siger skuespilleren, at hans medvirken i actionthrillere var »et rent uheld«.

»De smider stadig seriøse summer efter mig for at lave den slags, men så siger jeg, ‘folkens, jeg er fem-og-fucking-tres. Publikum kommer på et tidspunkt til at sige, ‘come on’«.

Neeson skal dog ikke dømmes helt ude af de mere actionprægede film endnu. Han medvirker i spionthrilleren ‘Mark Felt: The Man Who Brought Down The White House’, mens han fortsat er forbundet til hævnfilmen ‘Retribution’ og konspirationmysteriet ‘The Commuter’.

Læs også: Dansker skal instruere terrorist-thriller med Liam Neeson

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af