‘Mother!’: Den mest rystende film siden ’Irréversible’ – en malstrøm af sindssyge

‘Mother!’: Den mest rystende film siden ’Irréversible’ – en malstrøm af sindssyge
Jennifer Lawrence i 'Mother!'
5 6
Spillefilm
Instruktion

Darren Aronofsky

Medvirkende

Jennifer Lawrence, Javier Bardem, Ed Harris, Michelle Pfeiffer

Spilletid

121 min.

Premiere

Den 14. september

Du ved, at noget er helt galt. ’Mother!’ ligner resultatet af tusind timers intens psykoterapi. Første halvdel er et kvælende kammerspil gennemsyret af Ingmar Bergman’sk uro. Så begynder filmen at dirre og gnave dybere, og anden halvdel udvikler sig til et filmisk vulkanudbrud. Fødselsforberedelsen fra helvede.

Jennifer Lawrence og Javier Bardem er den unavngivne kvinde og mand i et hus langt væk fra alting. Han er den fejrede, men nu frustrerede poet, der ikke kan finde sin muse. Hun har givet sig hen til ham og hans kreative proces, og hun pusler med at restaurere huset efter en næsten altødelæggende brand. Han skriver anakronistisk med fyldepen på gulnet papir, og der er ingen laptops og mobiltelefoner i huset.

De er afskåret fra verden. En umiddelbar idyllisk tosomhed. Men der mangler noget. Varme og liv. Samtale om andet end praktiske ting. Lige nu bliver kun den enes behov opfyldt. Der mangler sex. Måske mangler der et barn?

En del af fornøjelsen er at vide så lidt som muligt, inden du ser ’Mother!’, men det er nok ikke for meget at sige, at Jennifer Lawrence spiller titelrollen, med udråbstegn og det hele. Moderdramaet lurer lige om hjørnet. Man kan genkende temaer fra ’The Shining’, ’Rødt chok’, ’Antichrist’ og naturligvis ’Rosemary’s Baby’.

Jennifer Lawrence i ‘Mother!’

Så langt, så Polanski. Hvad der end måtte være af parforholdsproblemer mellem poeten og kvinden, bliver det ikke bedre, da en ubuden gæst ankommer. Ed Harris spiller en hostende, hakkende doktor, som alligevel griber efter smøgerne. Han kom lige forbi ved et tilfælde. Måske.

Da poeten opdager, at doktoren er stor fan af hans værker, bliver gæsten budt velkommen med en varme, som han ikke formår at give sin kone. Og han soler sig i beundringen.

Hun bliver urolig. Hun ved, at noget er forkert, men hendes skepsis affejes. Pludselig må hun også finde sig i, at doktorens kone ankommer. Hun spilles hvæsende aggressivt af Michelle Pfeiffer, som har genfundet lidt af sin catwoman til lejligheden. Alt bliver kritiseret med et smil, og hun stiller det ene nærgående, upassende spørgsmål efter det andet.

Darren Aronofsky leder os ind i mareridtet med samme udsøgte kontrol, som vi har set i ’Requiem for a Dream’ og ’Black Swan’, hvor han klemmer nyt blod ud af klassiske greb som dobbeltgængere, sindets opløsning og det indre uhyre.

Annonce

Teknisk er ’Mother!’ et forfærdelig dejligt angreb på vores sanser. Hver lille knirken og hvert lille knald er et støn og et pistolskud. En vask, der skrubbes ren, lyder som skrig fra sjæle i evig pinsel. Matthew Libatiques kamera vandrer aldrig langt fra Jennifer Lawrences ansigt. Som en sympatisk engel, der dog ikke kan beskytte hende. Hun formår på forbløffende vis at udstråle en følelsesmæssig ærlighed igennem vanviddet, og det retfærdiggør det vedholdende blik.

Jeg kan ikke sige præcist, hvornår det er, at filmen slipper sit tag i virkeligheden og lader sig drive ind i en malstrøm af sindssyge.

Er det da huset begynder at udvikle kræftlignende, blødende huller i trægulvet, eller da konen får sortsvedne hallucinationer, eller da antallet af invasive gæster i huset stiger markant, og tiden begynder at skride, hoppe og ræse frem mod et hjertehamrende crescendo af vold og vanvid, med vores højgravide heltinde i midten?

Jennifer Lawrence og Javier Bardem i ‘Mother!’.

Tredje akt er heftig. Der er blod og åbne sår, der er bibelsymbolik, svedende graviditetspanik, kroppe i opbrud og en miniature-dommedag inden for hjemmets fire vægge. Aronofsky angriber, måske selvkritisk, kunstnerens kreative proces, karriere versus familie, mandlig dominans, musens rolle, religion, terrorisme, moderrollen, og nogle vil sikkert pille i Aronofskys eget kuldsejlede ægteskab med skuespillerinden Rachel Weisz.

Andre vil affeje filmen som prætentiøst navlepilleri og udelukkende se Jennifer Lawrences pinsler som kynisk misogyni.

’Mother!’ er måske Darren Aronofskys mest ekstreme film – hvilket ikke siger så lidt – og der er meget, som er for meget. Jeg har ikke set så rystende en film siden Gaspar Noés ’Irréversible’.

Men er det ikke også derfor, vi elsker film? Fordi vi engang imellem kan opleve noget vildt og overraskende? Det er ikke en film for alle, men det er svært at være ligeglad. Og ’Mother!’ er naturligvis obligatorisk pensum for ægtepar. Hvis I tør.


Kort sagt:
Som at prikke hul på en byld fyldt med desperation og foragt for vores verdens grådighed, en hårrejsende udstilling af mennesker, når de opfører sig værst, og et (selv)hadsk portræt af den åh-så-vigtige kunstner som en emotionel igle. ’Mother!’ er fuld af kunst og splat. Man spærrer øjnene op, om man kan lide det eller ej, fra de første, rolige scener og til det sidste stik i det blødende hjerte (Bare en metafor… måske). En apokalyptisk lækkerbisken, som til fulde fortjener udråbstegnet i titlen.

Læs også: Gyserfilm får folk til at besvime i biografen – eller gør de?

Læs også: Et tidligt kig i krystalkuglen: Her er sæsonens Oscar-favoritter lige nu