Netflix-advokater med humor: Sender fantastisk brev til uofficiel ‘Stranger Things’-bar

Netflix-advokater med humor: Sender fantastisk brev til uofficiel ‘Stranger Things’-bar

‘Stranger Things’ er på kort tid blevet et ultraværdifuldt brand for Netflix. Derfor vil de forståeligt nok gerne sikre sig indtægterne fra t-shirts, 8-bitspil og tema-barer. Men de er faktisk ganske fair og tilmed humoristiske i forsvaret af rettighederne af deres intellektuelle ejendom.

Det måtte to barejere i Chicago sande, da de blev kontaktet af Netflixs advokater efter de havde åbnet en pop up-bar med ‘Stranger Things’-tema, som efter planen skulle have åbent frem til oktober. Baren hedder naturligvis The Upside Down og kopierer alt det, vi kender fra serien: Der er drinks med smag af Eggo-vafler, de har kopieret indgangen til Hawkins Laboratory Energy Department og har tegnet bogstaver på væggen under blinkende julelys. Det er gennemført – se bare:

Nu har de fået en venlig, men bestemt ordre på at overholde pop up-delen af konceptet i hævd. Netflix-advokaterne skrev:

»Danny og Doug.

Min walkie talkie er i stykker, så jeg blev nødt til at skrive den her seddel i stedet. Jeg har hørt, I har startet en ‘Stranger Things pop up-bar på jeres Logan Square-adresse. Nu må I ikke tro, jeg er en total åndsbolle, og jeg elsker hvor meget, I to elsker serien (bare vent til I ser Sæson 2!). Men medmindre jeg bor i Upside Down, så tror jeg ikke, vi har lavet en aftale med jer, om den her pop up. I er tydeligvis kreative typer, så jeg er sikker på, I vil kunne forstå, at det er vigtigt for os at have indflydelse på vores fans’ møde med de verdener, vi bygger. 

Vi har ikke tænkt os, at gå totalt Dr. Brenner på jer, men vi beder jer venligst om (1) ikke at forlænge pop up-barens levetid udover den planlagte på seks uger med afslutning i september, og (2) at tage fat i os, hvis I har planer om at lave noget lignende igen. Giv lyd snarest muligt, hvis I godkender disse anmodninger.
Vi elsker vores fans mere end noget andet, men I skal vide, at Demogorgonen ikke altid tilgiver. Så please, lad være med at tvinge os til at ringe til jeres mor.«

Det er reelt set meget fair – men samtidig er man ikke i tvivl om, at de mener det.

Læs også: Netflix opsummerer ‘Stranger Things’ med en montage af scener omdannet til videospil