KOMMENTAR: I foråret nåede Hans Zimmers status nye højder, da han var hovednavn på den store musikfestival Coachella i Californien. Den 60-årige komponist med vigende hårgrænse var indbegrebet af coolness, da han som en anden rockstjerne spændte el-spaden om skulderen og fik publikum til at bevise, at menneskekroppen vitterligt kan rokke i takt til hvad som helst.
Og selvom bookingen umiddelbart svarer til at lade Bent Fabricius-Bjerre lukke Orangescene med en maratonkoncert af evergreens fra ’Huset på Christianshavn’ til ’Matador’, var den garvede tyskers bagkatalog af filmmusik, der blandt andet tæller ’The Lion King’, ’The Dark Knight’ og ’Interstellar’, über-hot sing-along-guf for folkemasserne.
Men højt at flyve, dybt at falde.
Efter det kom frem, at det islandske geni Jóhann Jóhannsson (’Arrival’, ’Teorien om alting’) er blevet fyret som komponist på ’Blade Runner 2049’, og at hr. Zimmer har overtaget komponisttjansen (sammen med Benjamin Wallfisch), er der nemlig blevet opstået en modbølge under hashtagget #stopHansZimmer.
’Blade Runner’-overtagelsen var nemlig dråben, der fik bægeret til at flyde over for mange filmfans, som råber stop, inden tyskeren overtager musikverdensherredømmet for bestandig.
Anklagepunkterne lyder, at Zimmers kompositioner er alt for dominerende og bombastiske, mens han også beskyldes for at masseproducere på automatpilot, når han nonchalant slynger om sig med kompositioner til mellem fem og ti film om året.
Zimmers deterministiske maskemusik
Denne sommer stod Zimmer blandt andet bag tonerne til ’Boss Baby’ og ’Dunkirk’, der begge er to af årets mest indbringende film. Særligt superkomponistens arbejde på Nolans nyeste delte vandene: Nogle langede ud efter soundtracket, der til tider går hen og bliver en altoverdøvende følelsesfanfare og i øvrigt genbruger tidligere Zimmer-signaturer som lange stryger-droner, der langsomt går fra hvisken til brøl, og sparker intensitet ind i alt, hvad der rører sig.
Andre priser til gengæld Zimmers musik for at være hamrende effektiv. Og for at gøre supertalentet retfærdighed har han da også fuldkommen revolutioneret blockbustermusik med sine repetitive og fremdrivende temaer, som i løbet af de seneste år er blevet allestedsnærværende med copycats lurende om hvert et hjørne.
Instruktørers forkærlighed for blockbustertoner a la Zimmer bunder i noget så teknisk som et ’temp track’. Et midlertidigt musikstykke, maskemusik, som ofte bliver smækket på en film, mens den formes i klipperummet, så instruktøren og klipperen har en ide om, hvordan billederne vil hænge sammen, når de akkompagneres af musik.
Et af de mest brugte temp tracks er ifølge The Guardian, der har kastet lys over Zimmer-modkampagnen, Zimmers ’Journey to the Line’ fra Terrence Malicks Anden Verdenskrigs-film ’The Thin Red Line’. Det besidder Zimmers intensitet, der altid bygger op mod noget større. Og det gør stykket så effektivt, at det er blevet døbt ’The Forbidden Cue’, for når det først er der, så vil filmproducerne have det genskabt. Det er et problem, mener mange, for det har fået al blockbustermusik til at lyde mere eller mindre ens.
Hvad så med ’Blade Runner’-ånden?
Den store frygt forud for ’Blade Runner 2049’ er, at Zimmer vil lade sit varemærke overskylle filmen og dermed kappe slægtsbåndet til originalens ikoniske synthjazz, som instruktør Denis Villeneuve selv har udtalt er en del af ’Blade Runner’-dna’en.
Og faren er ganske reel, for det er umiddelbart svært at se, hvordan Zimmer på rekordtid skal kunne opfinde den dybe tallerken og forene forløberens historiske soundtrack med sin egen stil.
Det lugter lidt af producerrutine at hive et sikkert kort ind i form af Hollywoods hotter-than-hot-komponist for at lave mere af det samme. Med fare for at dømme Zimmer ude for hurtigt er det ærgerligt, hvis Hollywood ikke tør søge nye veje på lydsiden af de allerstørste film. Man kan i hvert fald kun begræde, at vi aldrig kommer til at høre ’Blade Runner’, som den progressive kapacitet Johann Johansson havde forestillet sig.
Læs også: Interview med Jóhann Jóhannson: Aftenens halvdanske Oscar-håb: »Jeg er dårlig til at holde taler«