Paul Thomas Andersons yndlingsfilm – og hvad de siger om ham

Paul Thomas Andersons yndlingsfilm – og hvad de siger om ham
'Meet the Parents' er højst overraskende en af Paul Thomas Andersons yndlingsfilm.
ARTIKELSERIE: Vi dykker ned i 10 af de største amerikanske filminstruktørers egne favoritfilm og kigger nærmere på, hvordan de har ladet sig inspirere, ligesom vi for egen regning kommer med et bud på, hvad top-listerne afslører om dem. I dag kigger vi nærmere på den visionære auteur Paul Thomas Anderson, der siden gennembruddet ’Boogie Nights’ har genopfundet sig selv fra film til film.

Paul Thomas Anderson – PTA blandt kendere – er en af de instruktører, der virkelig behersker alt ved filmmediet. Han er snart aktuel med modedramaet ’Phantom Thread’, som får premiere i det nye år, og her agerer perfektionisten ikke bare instruktør, men også producer og manuskriptforfatter, mens han for første gang også gør sig som fotograf.

Den seks gange Oscar-nominerede filmmager er bredt anerkendt som en af de største nulevende instruktører for film som den suveræne samtidsmosaik ’Magnolia’ og hans uomtvistelige mesterværk – oliedramaet ’There Will be Blood’, som 115 danske filmfolk for nylig kårede til årtusindets bedste.

Daniel Day-Lewis i ‘There Will Be Blood’.

Alle filmene dykker dybt ned i det forjættede lands vrangsider med gennemborende karakterportrætter – fra Tom Cruises sexguru i ’Magnolia’ til Joaquin Phoenix’ stoner-detektiv i ’Inherent Vice’. Men instruktøren er ikke bange for at tage chancer, som han blandt andet viste med den romantiske komedie ’Punch-Drunk Love’, som han kalder en »arthouse Adam Sandler-film«, og gennembruddet ’Boogie Nights’, der handler om Los Angeles’ mest veludrustede pornostjerne Dirk Diggler (Mark Wahlberg).

Med sine foreløbige syv spillefilm har PTA instrueret syv skuespillere til Oscar-nomineringer, hvor Daniel Day-Lewis vandt prisen for sit sjælegranskende portræt af oliemogulen Daniel Plainview i ’There Will Be Blood’. Og som manuskriptforfatter formår Anderson da også at skabe multidimensionale karakterer, enhver skuespiller med respekt for sig selv hungrer efter at sætte tænderne i.

Paul Thomas Anderson er en filmisk mester i udtrykkets reneste forstand, og hans liste over egne yndlingsfilm er en unik mulighed for at plukke hans hjerne for inspiration.

Listen:

’Almost Famous’, Cameron Crowe, 2000
’Bad Day at Black Rock’, John Sturges, 1955
‘Bad Santa’, Terry Zwigoff, 2003
‘The Ballad of Jack and Rose’, Rebecca Miller, 2005
‘Baraka’, Ron Fricke, 1992
‘Beasts of the Southern Wild’, Benh Zeitlin, 2012
‘The Best Years of Our Lives’, William Wylver, 1946
‘The Big Lebowski’, Joel Coen, 1998
‘The Black Stallion’, Carroll Ballard, 1979
‘Bob Le Flambeur’, Jean-Pierre Melville, 1956
‘Breaking Away’, Peter Yates, 1979
‘Cabin Fever’, Eli Roth, 2002
‘Carefree’, Mark Sandrich, 1938
‘Dancer in the Dark’, Lars von Trier, 2000
‘The Dark Corner’, Henry Hathaway, 1946
‘Dark Star’, John Carpenter, 1974
‘Destination Tokyo’, Delmer Daves, 1943
‘Dr. Strangelove Or: How I Learned to Stop Worrying and Love the Bomb’, Stanley Kubrick, 1964
‘The Earrings of Madame De…’, Max Ophüls, 1953
‘East of Eden’, Elia Kazan, 1955
‘Eyes Wide Shut’, Stanley Kubrick, 1999
‘The Gay Divorcee’, Mark Sandrich, 1934
‘Giant’, George Stevens, 1956
‘Goodfellas’, Martin Scorsese, 1990
‘Grindhouse’, Robert Rodriquez, Quentin Tarantino, 2007
‘Help!’, Richard Lester, 1965
‘Hugo’, Martin Scorsese, 2011
‘I’m Still Here’, Casey Affleck, 2010
‘The Lady from Shanghai’, Orson Welles, 1947
‘Lost in Translation’, Sofia Coppola, 2003
‘McCabe and Mrs. Miller’, Robert Altman, 1971
‘Meet the Parents’, Jay Roach, 2000
‘Melvin and Howard’, Jonathan Demme, 1980
‘Mystic River’, Clint Eastwood, 2003
‘Nashville’, Robert Altman, 1975
‘Network’, Sidney Lumet, 1976
‘Nightmare Alley’, Edmund Goulding, 1947
‘North by Northwest’, Alfred Hitchcock, 1959
‘Ordinary People’, Robert Redford, 1980
‘Out of the Past’, Jacques Tourneur, 1947
‘Popeye’, Robert Altman, 1980
‘A Prarie Home Companion’, Robert Altman, 2006
‘Pulp Fiction’, Quentin Tarantino, 1994
‘Raging Bull’, Martin Scorsese, 1980
‘Singin’ in the Rain’, Stanley Donen, Gene Kelly, 1952
‘Speed’, Jan de Bont, 1994
‘Sweet and Lowdown’, Woody Allen, 1999
‘Sweet Smell of Success’, Alexander Mackendrick, 1957
‘Syndromes and a Century’, Apichatpong Weerasethakul, 2006
‘Ted’, Seth MacFarlane, 2012
‘Treasures of the Sierra Madre’, John Huston, 1948
‘Tropical Malady’, Apichatpong Weerasethakul, 2004
‘Uncle Boonmee Who Can Recall His Past Lives’, Apichatpong Weerasethakul, 2010
‘White Heat’, Raoul Walsh, 1949
‘You Can Count on Me’, Kenneth Lonergan, 2000

Hvordan de har præget hans film:

Paul Thomas Andersons yndlingsfilm er en ordentlig mundfuld. Med 55 titler fra 1934 til 2012 er der ingen tvivl om, at mesteren er en filmelsker af kaliber. Listen indeholder naturligvis de – mere eller mindre –obligatoriske hovedværker som Scorseses ’Raging Bull’, Hitchcocks ’North by Northwest’ og Kubricks ’Dr. Strangelove’, men instruktørens personlige smag skinner også ud af den spraglede listes brede vidder.

En af Andersons største indflydelser er nyligt afdøde Jonathan Demme (’Silence of the Lambs’, ’Stop Making Sense’), som han har kaldt sin »favorit top-of-the-line-filmskaber«. Valget af Demmes ’Melvin and Howard’ virker ganske vist en anelse ud-af-boksen, men er ikke desto mindre et udtryk for Andersons hang til at gå uden om de erklærede mesterværker.

»Bogstavelig talt alting, hver en person i billedet, virker til at have en rolle i den igangværende historie«, bemærkede PTA ved en Demme-retrospektiv i Brooklyn tidligere på året. Og på samme måde er Anderson selv anerkendt som en præcisionens mester med komplicerede og nøje tilrettelagte kameraindstillinger. Hans fascination af close-ups, hvor karaktererne nærmest kigger direkte ind i linsen, er særligt ansporet af Demme, som var den første til at bruge teknikken, der nu er gået hen og blevet et varemærke for PTA.

Anthony Hopkins i Jonathan Demmes ‘Silence of the Lambs’.

Robert Altman topper listen med hele fire film, og det er da også oplagt at drage paralleller mellem de to instruktører, der havde et nært forhold uden for kulisserne. Den garvede movie-brat, som Anderson dedikerede ’There Will Be Blood’ til, pionerede multiprotagonistfilmen tilbage i 1970’erne med storværker som ’Nashville’ og ’Short Cuts’. Og det er tydeligt, at både ’Boogie Nights’ og ’Magnolia’ har hentet en god portion inspiration fra Altman med deres dystre ensemble-bårne fortællinger, der dykker ned i Los Angeles-indbyggeres mørke sjælekvaler. Paul Thomas Anderson var da også backup-instruktør for Altman på den aldrende mesters svanesang ’A Prairie Home Companion’ fra 2006.

PTA inkluderer også nogle af nyere tids største arthouse-navne på sin liste. Den thailandske instruktør Apichatpong Weerasethakul er repræsenteret med hele tre film, mens også Lars von Triers ’Dancer in the Dark’ indlemmes i det fornemme selskab. Det understreger, at Anderson er en mand, som finder inspiration i hele verdens filmkroge (i hvert fald, når de har vundet Guldpalmer på Cannes-festivalen først).

Andersons kommende modedrama ser godt nok ud til at blive et mere stringent periodeværk, men måske vi efterfølgende kan se frem til en arthouse-musical? Instruktøren har i hvert fald en god sjat musicalfilm på sin liste, hvor ’Dancer in the Dark’ blandt andet gøres selskab af klassikeren ’Singin’ in the Rain’.

Björk i Lars von Triers Guldpalme-vinder ‘Dancer in the Dark’.

Musikken har altid været en vægtig komponent i Andersons film. Hans samarbejde med Radiohead-guitaristen Jonny Greenwood er blevet en legendarisk symbiose, der på papiret lyder forskruet, men som i sidste ende har vist sig at være prikken over i’et for den amerikanske auteur. Hvem havde troet, at et polyrytmisk score, der er som taget ud af en horrorfilm, var, hvad der skulle til for at fuldende ’There Will Be Blood’?

I det helt modsatte hjørne står den populære 90’er-actionthriller ’Speed’ og komedier som ’Bad Santa’, ’Meet the Parents’ og ’Ted’, der viser, at Anderson ikke er for fin til genrer, som normalt ikke tilegnes en større kunstnerisk merit. Og med ’Punch-Drunk Love’ beviste han netop, at enhver genre kan have kunstneriske kvaliteter, så længe der ligger en stærk vision bag.

Hvad listen afslører om ham:

Der er noget spøjst ved Paul Thomas Andersons svulstige liste. Det kan da være ganske svært at begrænse sig, for der er immervæk mange gode film i omløb, men vil det kunstfærdige geni virkelig overbevise os om, at han elsker ’Meet the Parents’ lige så meget som Cameron Crowes genistreg ’Almost Famous’ fra samme år?

Det er, som om PTA er gået omvendt til værks for at adskille sig fra andre listemagere. Han bruger ikke formatet til at puste sit eget cinefile ego op – hvorfor skulle han? I stedet bekender talentet sin kærlighed til filmene, som ikke er blevet kanoniseret tusinde gange forinden. Mens han samtidig sikrer sin integritet med en tung ballast af anerkendte hovedværker.

Paul Thomas Anderson gengangeren Phillip Seymour Hoffman i ‘Almost Famous’.

Anderson står med et ben i hver lejr, hvilket viser mangfoldigheden i Andersons filmsmag, men også i høj grad er med til at pleje auteurens image som en af tidens mest visionære filmskabere. PTA er en mester, som har brug for at genopfinde sig selv fra film til film, og det stråler ud af hans liste, der er rodfæstet i filmhistorien, men også udfordrer kanonen på forfriskende vis.

Modsat så mange andre filnskabere er instruktørens filmsmag ikke gået i stå ved barndomsfavoritterne, men i konstant udvikling. Det nyeste indslag ’Beasts of the Southern Wild’ har kun nogle år på bagen og svarer i listesammenhæng praktisk talt til at satse på et spædbarn i en skakduel mod tidens mest velrenommerede mestrer.

Men PTA ved, hvad der rører sig, og er ikke bange for at lægge hovedet på blokken i en hyldest til samtidens film. Så længe han har Kubrick og Scorsese som rygdækning.

Læs også: Lena Dunhams yndlingsfilm – og hvad de siger om hende