VENEDIG. Pilou Asbæks pomade-glitrende hår sidder perfekt ved verdenspremieren på modedesignerne Kate og Laura Mulleavys debutfilm ’Woodshock’.
Det har været et glimrende år for den danske stjerneskuespiller, og det mærkes tydeligt på hans funklende udstråling. Han er blevet fløjet til Venedig i forbindelse med premieren, og i sit velsiddende jakkesæt tager han opmærksomheden i stiv arm, mens han crasher publikums selfier på den røde løber.
Han har fået ros for sin præstation som Euron Greyjoy i ’Game of Thrones’, han spillede en bærende rolle i (det lidet succesfulde) ’Ben-Hur’-remake, og så var han, som han selv siger, så heldig at blive klippet ud af makværket ’The Great Wall’.
Holdepunkt i tåget fortælling
I ’Woodshock’ spiller han over for Kirsten Dunst, og rollen som Keith er danskerens første i en eksperimenterende kunstfilm.
Sammen med Dunsts karakter, Theresa, sælger han – ganske legalt – marihuana i en mindre by på den amerikanske vestkyst. Det euforiserende stof er den poetiske films udgangspunkt, når Theresa får hallucinationer og paranoia, efter hun skaber en dødbringende joint. Filmen er visuelt overdådig, og instruktørduoens fortid i modebranchen stråler ud af lærredet. Fortællingen er langt sværere at finde hoved og hale i, men filmen handler åbenbart om menneskets forhold til naturen og søskendeparrets særlige interesse for tømmerindustrien i USA.
Det siger de to Mulleavy-søskende i hvert fald til den efterfølgende Q&A, men for at være ærlig var jeg tabt bag en vogn det meste af filmen.
Pilou Asbæk er anderledes nærværende og nede på jorden. I den akavede stilhed under filmens rulletekster, hvor en massiv lyskegle rettes mod Asbæk og Dunst, og to forvirrede italienere prøver at få skuespillerne til at rejse sig og modtage en klapsalve, udbryder Pilou:
»Jeg har lige set filmen for første gang. Nu skal jeg ud og ryge en joint«.
Ligeledes er han i filmen et mere jordnært holdepunkt i den komplicerede fortælling, som nægter at give publikum så meget som en hjælpende lillefinger. Han spiller glimrende over for Dunst, hvor han med et skinsygt glimt i øjet får én til at tro på hans karakter, der ellers lider under manglende uddybning.
’Woodshock’ er en interessant retning for Asbæk, der bekræfter, at han ikke kun er interesseret i den bredtfavnende Hollywood-vej.
McDormands bedste siden ’Fargo’
Martin McDonagh har gjort det igen. Han vendte gangstergenren på hovedet i sin fremragende debut ’In Bruges’, der fik skammeligt lunkne anmeldelser, da den udkom, men senere har opnået bred international anerkendelse.
Hans nyeste film ’Three Billboards Outside Ebbing, Missouri’, hvis titel skider højt og helligt på normal Hollywood-marketings uskrevne regler, kommer dog næppe til at dele vandene. Den er ikke bare en af de bedste film på årets festival, men også et bombesikkert Oscar-kort.
Frances McDormand ses i sin bedste rolle siden ’Fargo’ som den sørgende mor Mildred. Det er syv måneder siden, at hendes datter, Angela, blev brutalt voldtaget og myrdet på en øde landevej uden for den lille flække Ebbing i Missouri. Politichefen Bill (Woody Harrelson) har ikke formået at opklare mordsagen, og McDormand beslutter sig for at tage sagen i egen hånd.
Hun lejer tre tomme billboards, der ikke har været i brug i årevis, på den landevej, hvor hendes datter blev myrdet, og smækker tre store, røde skilte op, der kalder politichefen og byen til ansvar: Hvorfor har de ikke opklaret mordsagen?
Ikke overraskende vækker de tre skilte stor furore i den lille by, hvor filmens anden hovedperson, den afdankede politimand Dixon (Sam Rockwell), leder korstoget mod Mildred, efter hans højtelskede chef og idol Bill bliver hængt ud.
Tragedie og komik
McDonagh fornyer mordmysteriegenren med dette powerhouse-drama, der er lige så sjovt, som det er rørende. Det er ikke så meget opklaringen af sagen, der er i centrum, men byens forskellige indbyggeres reaktioner på det ømtålelige emne. Og med en stjerneparade, der også tæller Lucas Hedges (’Manchester by the Sea’) og John Hawkes (’Winter’s Bone’), er der absolut ingen slinger i valsen.
McDormand og Rockwell fører an, og deres slagkraftige replikker affødte hujende bifald under premierevisningen. Samspillet er intet mindre end sublimt, og den elegante vekslen mellem tragedie og komik vækker mindelser om en af sidste årgangs Oscar-film, ’Manchester by the Sea’.
I Danmark må vi vente helt til januar, før McDonaghs mesterstykke ruller over biograflærrederne, men der er god grund til at glæde sig.
Læs også: Venedig: Guillermo del Toro er tilbage for fuld udblæsning – mens Oscar-billedet tegner sig