Seriøse ‘True Detective’-vibes i første trailer til miniserien ‘Waco’ med Michael Shannon og Taylor Kitsch

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

I januar 2014 dukkede ’True Detective’ op som en alligator fra en sydstatssump og begravede tandsættet i den kulturelle bevidsthed. Og den første trailer for miniserien ’Waco’ – der kalder sig »en tv-event i seks dele« – synes at have lignende aspirationer.

For hold nu kæft for en stemningsfuld affære skaberne Drew og John Erick Dowdle (’Devil’, ’As Above, So Below’) har kreeret ud fra den voldsomme virkelige historie, der i 1993 satte lillebyen Waco i Texas på verdenskortet.

Her blev den religiøse sekt Branch Davidians med lederen David Koresh i front mistænkt for våbenbesiddelse af forbundspolitiet, men da ordensmagten ikke kunne trænge ind i sektens barrikaderede hovedkvarter, overtog FBI sagen. FBI ventede i 51 dage før de til slut valgte at storme stedet med tåregas og en eksplosion til følge, der kostede 76 sektmedlemmer livet.

I rollen den religiøse hillbilly David Koresh ses Taylor Kitsch fra ‘True Detective’s anden sæson, nu med mulet og hornbriller. Kitsch får kamp til stregen med en som altid intens Michael Shannon i rollen som FBI-forhandleren Gary Noesner.

Derudover har Dowdle-brødrene samlet et solidt birollecast med Andrea Riseborough (‘Birdman’), Julia Garner (‘Ozark), John Leguizamo (‘Moulin Rouge!’), Rory Culkin (‘Signs’) og Melissa Benoist (‘Supergirl’).

At der er prestigeprojekt i luften understreges ydermere af, at ‘Waco’ er første serie fra det genopståede Paramount Network, der tidligere gik under navnet Spike TV. Selskabet vil fremadrettet stå for en længere række egenproduceret indhold i lighed med Hulu og Netflix.

Det skal blive yderst spændende at se til januar, om ‘Waco’s visuelle ligheder med det mørke sydstatsunivers i ’True Detective’ og ikke mindst den prominente instruktør Jeff Nichols (’Take Shelter’, ’Mud’) indfrier de høje forventninger.

Læs også: Holdet er sat til ’True Detective’ sæson 3

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af