Soundvenue præsenterer serie med amerikanske indieperler under CPH PIX

Soundvenue præsenterer serie med amerikanske indieperler under CPH PIX

Det kan godt være, Hollywood er under heftig og jævnlig beskydning, men heldigvis foregår der mange spændende ting uden for Los Angeles’ alfarvej.

I de amerikanske independentfilm sprudler originaliteten og kvaliteten, og på årets største filmfestivaler er der altid nye indiefilm fra Guds eget land, som bliver nogle af de mest ombuzzede titler. Det er dog ikke altid, at de får chancen i de danske biografer, og den årlige CPH PIX-festival kommer derfor som sendt fra himlen.

Vi er stolte af at kunne præsentere en helt ny serie på årets festival med fokus på netop de amerikanske indiefilm. Serien hedder ’Made indie USA’ og består af 11 af de mest opsigtsvækkende uafhængige perler, der har gjort sig bemærket på festivaler som Sundance, Cannes, Tribeca og SXSW.

I serien får man blandt andet den eneste mulighed for at se en af årets mest roste film, ’A Ghost Story’, på et dansk biograflærred. Rooney Mara spiller en kvinde, der hjemsøges af sin afdøde kærestes spøgelse (Oscar-vinder Casey Affleck), og de amerikanske anmeldere har samstemmigt erklæret, at det er en dybt original og hjemsøgende film.

Også crowdpleaseren ’Patti Cake$’ får dansk premiere i serien, et nutidigt og langt mere humoristisk svar på ’8 Mile’ om en overvægtig hvid pige, der drømmer om at slå igennem som gangstarapper i en hårdkogt ghetto.

Man bør også glæde sig til ’Menashe’ om en enlig far, der i et ultraortodokst jødisk samfund i Brooklyn kæmper for retten til sin søn. Debutanten Joshua Weinstein tager os med stor underspillet humor ind i et lukket miljø, og stort set hele filmen er på yiddish. En anmelderscore på 95 procent på Rotten Tomatoes taler vel næsten for sig selv.

Et højdepunkt er også den skæve perle ’Brigsby Bear’ om 25-årige James, hvis verden falder sammen, da han finder ud af, at han blev kidnappet som baby, og at den tv-serie, Brigsby Bear, han har dyrket fanatisk, slet ikke findes i virkeligheden, men er skabt kun til ham. Det lyder syret, og filmen er da også skabt af ’Saturday Night Live’-forfatterne Kyle Mooney og Kevin Costello. I øvrigt har Mark Hamill en af karrierens bedste roller som James’ kidnapper.

Og så må man heller ikke glemme en af årets mest roste homofilm, ’Beach Rats’ om en småkriminel bande i Brooklyn og om den smukke, 19-årige Frankie, der cruiser efter ældre mænd om natten, mens han starter et forhold til pigen Simone om dagen.

CPH PIX løber fra 28. september til 11. oktober, og det fulde program annonceres 12. september.

Her er alle filmene i CPH PIX/Soundvenue-serien Made indie USA herunder.

A Ghost Story (David Lowery)
Beach Rats (Eliza Hittman)
Bitch (Marianna Palka)
Brigsby Bear (Dave McCary)
Cold November (Karl Jacob)
Katie Says Goodbye (Wayne Roberts)
Menashe (Joshua Z Weinstein)
Mobile Homes (Vladimir de Fontenay)
Patti Cake$ (Geremy Jasper)
Sollers Point (Matt Porterfield)
The Dinner (Oren Moverman)

Læs også: Den stærkeste hiphopfilm siden ‘8 Mile’ er årets store crowdpleaser i Cannes

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af