’Team Hurricane’: Fandenivoldsk dansk teenagefilm er uden sidestykke
Fremtiden i dansk film tegner ikke bare lyst, men neonfluorescerende i alle regnbuens skarpeste farver. Det er den glædelige konklusionen efter mødet med ’Team Hurricane’: en sansestorm af en ungdomsfilm, Annika Berg netop har debuteret med i sideprogrammet International Film Critics’ Week på Venedig Filmfestival.
Titlens team består af otte teenagepiger: Zara, Eja, Ira, Maja, Mathilde, Mia, Sara og Ida. Sidstnævnte er nytilflytter til København fra Maribo og skal lige ses an af de andre piger i gruppen, da hun tropper op i ungdomsklubben med kæmpehunden Ida (ja, Idas hund hedder også Ida), en ældre kæreste og en god portion attitude. Men der går ikke længe, inden Ida også indlemmes på holdet. Pigerne hænger ud i klubben, spiller spil, syr fjollede kostumer og saboterer en dødssyg sodavandsfest. Bare fordi.
Hver især filmer de sig selv med mobilen som naturlig afløser for dagbogen. Den generte enspænder Zara fortæller i filmens start om de daglige ture til afdelingen på Bispebjerg. Som fortællingen skrider frem, viser det sig, at hun kæmper med en spiseforstyrrelse, og langsomt begynder hun at åbne sig i de andre pigers inkluderende selskab. Det er også Zaras tilbageskuende og mærkeligt poetiske voiceover, der styrer historien fra start til slut: »De bedste stunder fra mit liv. Jeg længes. (…) Det var den sommer, jeg druknede i sødmælk med kakaopulver i. Den sommer, jeg blev nødt til at gemme mad for at kunne være i mig selv. Den sommer, vi mistede klubben, men fandt hinanden«.
Dialogen er skrevet af Berg i fællesskab med de otte piger og sitrer autentisk med på én gang akavede og teenpoetiske sprogblomster.
Ungdomsklubben skal lukke, og alle, der selv har hængt ud, spist osteklistrede toasts og spillet pool i timevis, ved, at det er det værste, der kan ske i en teenagers liv. Seriøst. Klubben er frirummet fra familien. Dér, hvor man finder sig selv, gør oprør og prøver autoriteter af. Som et sidste farvel til klubben beslutter pigerne derfor at stable en kunstudstilling på benene. Én sminker og piercer et ægte grisehoved, en anden udstiller en vibrerende dildo, og en tredje dekorerer hele gymnastiksalens gulv med en pærevælling af mad. Meloner, mel og ketchup strøet kådt ud i en ung, anarkistisk rus.
Sådan er ’Team Hurricane’ konstant et kreativt frådende værk skabt i præcis øjenhøjde med de unge kvinder, den portrætterer. Formmæssigt og stilistisk er den uden sidestykke i dansk film.
Filmskoleuddannede Annika Berg, der tidligere i år modtog en Robertstatuette for kortfilmen ’Sia’, sampler sig legende igennem fortællingen om otte aparte pigers særlige venskabsbånd, der skabes den sommer. Uafbrudt krydrer Berg og klipper Sofie Marie Kristensen Louise McLauglins nøje opstillede tableauer fra klubbens krearum, vaskekælder og gymnastiksal med pludselige indklip af nuttede Pokémons, stønnende Hentaisexscener, grynede mobiltelefonoptagelser fra træningscenteret og farvestrålende timelapse-optagelser af kaktusblomster, der springer ud.
Det er let at affeje ’Team Hurricane’ som et ufærdigt, lidt naivt og ufokuseret formeksperiment, der ukritisk hylder sine unge teenheltinder som blomstrende kaktusser. Den metafor ligger ligesom lidt for godt til højrebenet. Omvendt er det også næsegrus beundringsværdigt, at Berg så radikalt skaber og giver plads til pigerne. Det er ikke bare en ungdomsfilm, der handler om otte piger, men en ungdomsfilm, der nedsynker os som tilskuere i de her pigers univers. Vi er med, når de græder snot lige op i kameraet, plopper rundt i et badebassin fyldt med farvestrålende plastikkugler, viser deres utallige cutting-ar frem og spiser en rugbrødsmad med smøreost i ekstrem close-up.
Filmen opleves som Bergs ubrudte tankestrøm over teenagepige-tilstanden. Lige dele radikal fuck-verden-attitude, opløftende you-go-girl-heppekor og ægte smertende livtag med psykiske problemer, spiseforstyrrelser, lavt selvværd og kønsidentitet.
’Team Hurricane’ er i følsomhed, intimitet og øjenhøjde nært beslægtet med franske Céline Sciammas nænsomme coming of age-skildringer i film som ’Tomboy’, ’Girlhood’ og debuten ’Water Lilies’. Sidstnævntes synkronsvømmeunivers får endda en hilsen med fra Berg, der må være tilsigtet. Stilistisk snor den sig imidlertid som et febrilsk hybridværk mellem personlige dokumentar-confessions og fiktionens nødvendige rammefortælling om klubben, der skal lukke.
Heldigvis har Berg i Zara, Eja, Ira, Maja, Mathilde, Mia, Sara og Ida fundet otte piger, der sømløst glider ind og ud af deres respektive ’roller’. Replikkerne, der er citerbare i ’Fucking Åmål’-klassen, falder naturligt og leveres med så overbevisende teenagebidskhed, at du ikke kan andet end falde for hver og én i team’et: »Vi havde besøg af sexisterne. Nej, sexualisterne. De snakkede kun om straight sex«, fortæller en af pigerne forfærdet oven på et klubbesøg fra en seksualundervisningsgruppe.
»Aj, hvor klamt!« er det prompte svar fra en af de andre.
Annika Berg trækker skolepigefrækt tæppet væk under den traditionelle ungdomsfilm og alt straight. Med ’Team Hurricane’ rusker hun radikalt ved forestillingen om den pæne og artige teenagepige som idealet at stræbe efter. Pigerne i filmen larmer på alle tænkelige måder – og hvor er det befriende at se deroppe på det store lærred.
Kort sagt:
Fra grænselandet mellem fiktion og dokumentarisme har danske Annika Berg skabt en ungdomsfilm uden lige. ’Team Hurricane’ er en fandenivoldsk, kompromisløs og legende undersøgelse af, hvad det vil sige at være teenagepige: Fortalt i et filmsprog i nøjagtig øjenhøjde med målgruppen og med et mantra, vi alle kan lære noget af: »Don’t be so hard on yourself. Bitch«.
Soundvenue præsenterer: Eneste chance for at se ‘Team Hurricane’ i biografen – visninger i København, Odense og Aarhus