LOCATION: Plysset værelse på fashionabelt højhatshotel i London med udsigt over Big Ben og Themsen.
TIL STEDE: To djærve ’Game of Thrones’-skuespillere, Liam Cunningham/Ser Davos Seaworth og Rory McCann/The Hound, begge i jeans og T-shirt. En halv snes journalister med vidt forskellige vinkler og dagsordener, heriblandt en meget mæt dansk journalist, der lige har konsumeret en full English breakfast på HBO’s regning. Og en PR-kvinde fra HBO, som på et tidspunkt vil erklære tiden for gået.
REKVISITTER: Et rundt bord iklædt en hvid dug, der flyder med diktafoner, papirer og vandflasker.
LC/Davos [trommer hårdt i bordet]: »Hvordan har vi det alle sammen? Hvem vil være det første offer?«
Journalist #1: Jeres karakterer er meget forskellige. Davos er loyal og adlyder andres befalinger, mens The Hound kun lytter til sig selv. Hvad kommer man længst med i ’Game of Thrones’-universet – at være loyal eller at være sin egen lykkes smed?
LC/Davos: »The Hound er vel nærmest en gunslinger, er han ikke?«
RM/Hound: »Jo, men han var jo loyal engang. Dengang han passede på Joffrey, plejede han at gøre, hvad han fik besked på, selv når han var uenig. Men nu passer han kun på sig selv. Sådan som Westeros’ verden fungerer, tror jeg, det fungerer bedre at stå sammen imod den store ondskab, der nærmer sig nordfra«.
LC/Davos [rækker ud efter en flaske vand fra midten af bordet]: »Den store ondskab, det er et godt udtryk!«
Journalist #2: Ser du, Rory, lige så meget frem til Cleganebowl som resten af os, og hvordan skal The Hound bære sig ad med at besejre sin bror The Mountain?
RM/Hound: »Jeg har godt hørt om den her Cleganebowl. Bring it on!«
LC/Davos: »Hah, Rory er i karakter allerede!«
RM/Hound [brøler]: »Yearhhh, haven’t had breakfast today! Nej, jeg har mødt ham nogle gange, Hafþér (Júlíus Björnsson, skuespilleren bag The Mountain, red.), og han er en stor dreng. Så jeg ville nok være nødt til at være sådan en lille, hidsig Jack Russel-terrier, du ved [han giver uppercuts til luften med et vildt ansigtsudtryk]. Det ville være fantastisk, hvis det skete. Det er det, der stadig driver The Hound og har formet ham. Han har en masse vrede inde i sig og bliver mindet om det dagligt med sit vansirede ansigt«.
Journalist #3: Rory, du er en af de mest veltrænede skuespillere i serien – har du et særligt træningsprogram, du følger?
RM/Hound: »Jeg sejler meget og har en ret aktiv livsstil, så jeg forsøger at holde mig fit. Men jeg er faktisk blevet skadet her under optagelserne til den sidste sæson, så jeg er lidt bekymret og går til nogle tests for tiden«.
Journalist #2: Hvad skete der?
RM/Hound: »Primært kommer det af, at jeg har kastet for meget med snebolde imellem takes. Jeg får ingen medfølelse fra de andre!«.
LC/Davos: »Han har sneboldsskulder!«
Journalist #4: Hvordan vil I beskrive atmosfæren på settet?
RM/Hound: »Der er et rigtig godt kammeratskab, og alle skuespillerne kommer fremragende ud af det med hinanden. Men sammenlignet med andre jobs er det faktisk et ret stille set«.
LC/Davos: »Utroligt stille, nok det mest stille jeg har oplevet. Og det lyder måske ikke så spændende, men når man har en masse støj og råben på et set, er det i reglen, fordi settet ikke er drevet særlig godt«.
RM/Hound: »Men der er også mange udfordringer på settet. I mange af mine scener har de skullet skabe en snestorm, og det gør man ved hjælp af nogle enorme ventilatorer, som er på størrelse med bordet her, som folk så kaster sne og papir ind foran, så man både får det i øjne, ører og mund. Det er frustrerende i dialogscener, hvor skuespillerne bogstaveligt talt ikke kan høre hinanden for lyden af ventilatorerne«.
Journalist #5: Davos er en af de mest universelt vellidte figurer i serien. Hvor meget af hans personlighed deler han med dig?
LC/Davos: »Jeg ville ønske, jeg var lige så tapper som Davos. Jeg synes, vi alle burde være mere som Davos, fordi han altid tør sige de rigtige ting, selv når det er sværest. Han gemmer sig aldrig for at gøre sit liv lidt lettere. Det, jeg bedst, kan lide ved ham, er, at han kommer fra enormt ydmyge kår i det værste slumkvarter i King’s Landing, Flea Bottom – alene navnet er forfærdeligt – og alligevel er han noblere end Lannisterne, Martellerne og alle de andre, som har haft penge, status og privilegier hele livet«.
Journalist #5: Hvordan ser I serien – kan I nyde den, som om I var fans?
LC/Davos: »Jeg ser den på sofaen sammen med min familie, som altid brokker sig over, at jeg er så længe om at få slæbt min røv hjem, så de skal kæmpe for at afværge spoilers på sociale medier. Så jeg ser det ligesom alle andre. Carice (van Houten/Melisandre, red.) havde en sjov pointe: Hun bliver altid vildt irriteret, når Melisandre dukker op, fordi hun sidder og nyder serien som fan, og så ødelægger det hendes indlevelse at se sig selv. Sådan tror jeg, vi alle sammen har det lidt, for vi filmer jo bare hver vores egen lille del, og ellers er vi på den samme rejse som fansene. Der er ingen på settet, som ikke er fans af serien, hvilket er virkelig cool«.
RM/Hound: »Jeg har så faktisk ikke set det hele. Jeg er langt bagud. Jeg har mødt skuespillere fra ’Game of Thrones’ uden at have nogen anelse om, hvem de var, og så viser det sig, at de har været med i årevis. Men jeg skal nok få det set en dag. Om et par år sætter jeg mig ned med et bokssæt, en dvd-afspiller og en stor kasse med vin og siger: ’Gudskelov det er overstået – hvad handlede det så egentlig om?’«
LC/Davos: »Så kan du også få din kone til at massere din sneboldsskulder«.
Journalist #6: Jeres karakterer har tilhørt forskellige grupperinger i løbet af serien og været meget på farten – gør det, at det hele tiden føles friskt og anderledes?
LC/Davos: »Det var meget, meget mærkeligt, da jeg blev sendt til Castle Black af Stannis efter at have tilbragt flere år og sæsoner i Dragonstone. Jeg havde det, som om jeg invaderede en helt anden serie, da jeg ankom til det her set, som jeg aldrig havde set før«.
RM/Hound: »Sådan havde jeg det også, da The Hound forlod King’s Landing. Men næsten alt, jeg filmede dér, var i studierne, og med alle kostumerne og oppakningen var det bare så varmt. Pludselig var jeg på roadtrip sammen med Arya ude på landet, og næsten det hele var udendørs. Happy days! [han klapper]«.
Journalist #2: Jeres karakterer har begge været døden nær adskillige gange. Er der efterhånden gået sport i at ’gennemføre’ serien, når man nu er nået så langt?
LC/Davos: »Det handler ikke så meget om et konkurrencegen, som det handler om, at jeg bare elsker serien så meget. Vi ved alle, at hvis George R.R. Martin, D.B. Weiss eller David Benioff får det forkerte ben ud af sengen en dag og tænker: ’Åh, lad os slå ham ihjel’, så er vi væk. Men der er ikke én skuespiller i serien, som ikke håber at være med i den sidste episode«.
Journalist #7: Vidste du, Rory, hele tiden, at The Hound ville vende tilbage, da han antoges at være død?
RM/Hound: »Ja, der blev blinket lidt med øjet og sagt tys-tys og den slags. Jeg nåede at være til et par Comic-Con-konferencer, mens jeg officielt var død, hvor jeg bare løj, løj, løj. Og folk begyndte at spekulere i, at jeg næsten benægtede for hårdnakket. Hvordan er det dér Shakespeare-citat?«.
LC/Davos: »The lady doth protest too much«.
RM/Hound: »Ja, netop. Så det var svært, men jo, jeg vidste det godt. Det var bare: Benægt, benægt, benægt«.
LC/Davos: »Det var værre for Kit (Harington/Jon Snow, red.), da han døde«.
RM/Hound: »Døde han? Gud ja, det gjorde han også«.
LC/Davos [griner]: »Jeg måtte også lyve lidt på hans vegne. Man får spørgsmålet hele tiden: ’Hvad sker der i næste sæson?’ Og til sidst, når jeg føler mig særligt fræk, siger jeg: ’Okay, så fortæller jeg dig det…’ Og så holder de armene frem foran hovedet og siger: ’NEJ, LA’ VÆRE!’ De vil gerne vide det, men de vil også ikke vide det. Men jeg ved, at det flåede Kits sjæl i stykker at skulle holde tæt.
Han fortalte, at det værste var, da Sophie (Turner/Sansa Stark, red.), som han jo havde kendt, siden hun var 13, skrev det her smukke, håndskrevne farvelbrev: ’Jeg har lært så meget af dig. Du har været så god for mig og er som en bror for mig’. Og Kit tænkte: ‘I’m fucking coming back next year!’ Men han måtte ikke fortælle hende det! Da jeg spurgte, om han ville vende tilbage, og han svarede nej, sagde jeg: ‘Fuck off!’. Selvfølgelig kom han tilbage!«
Journalist #8: Hvilke scener har I særlige minder om?
RM/Hound: »Jeg har været glad for mine kampscener. Den første store var med Beric Dondarrion i grotten, som var en meget teknisk svær scene, hvor selv statisterne sagde, at de ikke kunne forstå, hvordan jeg klarede den. Jeg kunne nærmest ikke trække vejret. Den var så fysisk krævende, at det næsten var ubehageligt. Og så var min kamp mod Brienne skøn. Jeg elsker Gwendoline (Christie, red.), og det var vildt sjovt at lave den scene, som vi filmede et fantastisk sted højt oppe i de islandske bjerge. Der var jeg virkelig en happy bunny«.
LC/Davos: »Den, der lige falder mig ind, er ’Battle of the Bastards’, som var en utrolig ting at være involveret i. Jeg kan huske, vi sad i et telt og snakkede på førstedagen. Vi vidste, at vi havde 24 dage foran os, hvor vi skulle karte rundt sammen med 700 statister og 70 heste. Og jeg kiggede på Kit og sagde: ’Der er én ting, vi får brug for de næste 24 dage’. Han spurgte, hvad det var. ’A fucking sense of humour’. Vi vidste, at det ville blive et maraton af slid og slæb«.
RM/Hound: »Men det var vel det værd, hva’?«
LC/Davos: »Absolut!«
PR-kvinde fra HBO: »Time’s up!«
Læs også: Eunukken og den magiske penis fra ’Game of Thrones’: »Hey du, jeg har altså kugler!«