‘Twin Peaks: The Return’ – hele serien: Det sidste hårrejsende skrig vil sent forstumme

‘Twin Peaks: The Return’ – hele serien: Det sidste hårrejsende skrig vil sent forstumme
Kyle MacLachlan som Dale Cooper i 'Twin Peaks'.
Foto: Suzanne Tenner/SHOWTIME
5 6
Tv-serie
Hovedforfatter

David Lynch, Mark Frost

Medvirkende

Kyle MacLachlan, Sheryl Lee, David Lynch, Laura Dern, Michael Horse, Miguel Ferrer, Robert Forster, Mädchen Amick, Naomi Watts, Kimmy Robertson, Harry Goaz, Dana Ashbrook, David Patrick Kelly, James Belushi, Jennifer Jason Leigh, Tim Roth, Tom Sizemore, Peggy Lipton, Harry Dean Stanton, Sherilyn Fenn, Ashley Judd, Matthew Lillard, Amanda Seyfried, Ray Wise, James Marshall, Grace Zabriskie, Russ Tamblyn, James Belushi m.fl.’

Spilletid

18 afsnit af ca. 50 min.

Premiere

Hele sæsonen kan ses på HBO Nordic

Hvordan i alverden anmelder man en tv-serie, der i en utrættelig syndflod af visuelle og narrative absurditeter over 18 fragmenterede kapitler blandt andet forvandlede hedengangne David Bowie til en gigantisk tekedel?

’Twin Peaks: The Return’ sluttede i går med dobbeltvisningen af afsnit 17 og 18, hvor vi formentlig bød David Lynch og Mark Frosts ikoniserede serieunivers adieu for sidste gang. Og de seere, der havde håbet på at få bundet en elegant forløsende sløjfe på de forudgående 16 timers feberdrømme – der har krævet mere end almindelig stærk damn good coffee for at bevare en brøkdel af overblikket over myriaderne af plottråde – måtte hyle deres frustration fra hustagene som Laura Palmer i nød.

Alt imens hardcore Lynchians, der alle dage har mæsket sig i auteurens tolkningslabre evighedsgåder og særegne billedsprog (ord rækker ikke), lovpriste Lynchs unikke skabergeni i kollektiv Twitter-ekstase.

I afsnit 14, ’We Are Like the Dreamer’, opsummerede ingen ringere end Monica Bellucci alle seeres følelser omkring ’The Return’, da hun som sig selv i Gordon Coles (David Lynch) drøm proklamerede: »We are like the dreamer who dreams, and then lives inside the dream. But who is the dreamer?«.

I afsnit 17, ’The Past Dictates the Future’, blev drømmeren efter al sandsynlighed afsløret som Dale Cooper (Kyle MacLaclan) – og kanske også Audrey, hvis få scener muligvis alle foregik i et mareridtslimbo.

»We live inside a dream«, gentog Cooper kryptisk til forsamlingen af gamle kendinge og nye helte hos Twin Peaks Sherif’s Department, efter Freddie (Jake Wardle) havde knockoutet BOBs onde ånd med sin grønne superheltehandske, og Bad Cooper var blevet forvist til The Black Lodge.

Svimlende montage

Ikke så snart troede man, at enderne endelig samlede sig, før det sidste afsnit 18, ’What Is Your Name’, flåede puslespillet fra hinanden og kylede samtlige brikker op i luften i 11. time. MIKE (Al Strobel) og Cooper stillede desperat spørgsmålstegn ved, om vi befandt os i fortid, nutid eller fremtid, og Cooper rejste på tværs af tid og rum over en time, der næsten fik ’Inland Empire’ til at ligne afslappende formiddags-tv.

Hvem var den ’rigtige’ Cooper, Richard (udover Audrey og Bad Coopers voldspsykopat af en dobbeltgængersøn), Linda og Diane? Var hele ’The Return’ lidet andet end den godhjertede FBI-agents drøm, mens han forsøgte at vende tilbage til et marginalt håndgribeligt virkelighedsplan, sort kaffe og cherry pie efter at have været fanget i The Black Lodge i 25 år?

Kyle MacLachlan som Cooper og Sheryl Lee som Carrie/Laura Palmer i ‘Twin Peaks: The Return’ afsnit 18.

I en svimlende montage af nyt og gammelt ’Twin Peaks’-materiale – mesterligt vævet sammen, da den ældre Cooper tog den unge Laura i hånden – vendte vi kortvarigt tilbage, til hvor det hele startede: Den skæbnesvangre nat i 1989, hvor Laura gik sit endeligt i møde efter sexkapader med Leo, Jacques Renault og Ronette Pulaski, og morgenen efter, hvor Pete fandt highschool-prinsessens plastikomsvøbte lig ved søbredden.

’Nutidige’ Cooper forsøgte at redde Laura fra BOB’s klamme kløer, men hans anstrengelser ledte kun til flere forskudte handlingsforløb, der cementerede ’Twin Peaks’ måske eneste endegyldige sandhed: At Laura Palmer aldrig vil undslippe sin triste skæbne som ondskabens yndlingsfetichobjekt. Sheryl Lees hårrejsende skrig vil sent forstumme.

Annonce

Sprængte alle rammer

En af ’The Return’s største kvaliteter viste sig paradoksalt at være måden, hvorpå Lynch og Mark Frost sked højt og flot på de mere nostalgiskdrømmende ’Twin Peaks’-fans’ forhåbninger om en tonalt beslægtet opfølger til 90’ernes originale genrebrydende krimihit.

Jeg var selv en af dem, der indledningsvis for rasende i flint over ’The Return’s yderliggående ’udformning’ (igen bedrager ordene realiteternes uhåndgribelige kompleksitet) og gjorde mig dermed som en anden forsmået prinsgemal skyldig i at afkræve skæbnen en skræddersyet utopi. Og så endda af Lynch, manden der igennem hele sin karriere har sat en skælmsk ære i aldrig at tilbyde seerne noget, der lignede en nøgle til sine værkers labyrinter.

Det var naturligvis naivt af mig og diverse ligesindede seere at forvente kontant afregning ved kasse 1, men uagtet hvor irriteret jeg blev på serien undervejs – og hvor meget ’The Return’ ofte synede af en genreironiserende Café Noir-reklame – var sæsonen en signifikant stilistisk øjenåbner, der gav anledning til et tiltrængt opgør med den gængse tv-seers lettere seriezombificerede forventninger til mediet og dets på mange måder uudnyttede potentiale som regulær kompromisløs kunstart i den moderne verden.

Robert Broski som The Woodsman i ‘Twin Peaks: The Return’ afsnit 8.

Al lineær dramaturgi gik fløjten i ’The Return’, der – skønt den ikke er alene om at lege med alternative virkeligheder og tidsforskydninger i det 21. århundredes serieland (’Lost’, ’The Leftovers’, ’Fringe’ etc.) – gik planken ud, da seriens slutning nulstillede hele miseren og lod mysterierne flakse uløst ud i intetheden som en ugles vingeslag i natten. Hverken ’The Sopranos’ eller ’Lost’s legendarisk tvetydige finaler kommer i nærheden af ’The Return’s overrumplende sidste minutter.

’The Return’ sprængte alle rammer for, hvad vi førhen har set i nogen kommercielt markedsført serie – eller nogen serie, punktum – idet Lynch overlegent og provokerende tøjleløst skolede seriekolleger og millioner af seere i kunst på kunstens og ikke beskuerens præmisser. Økonomiske interesser og kommercielle hensyn be damned. Særligt afsnit 8, ’Gotta light?’, skrev sig øjeblikkeligt ind i tv-historien med sine fabulerende atmosfæriske sort-hvid-sekvenser, ominøst messende Woodsman og ’atomprøvesprængningskoncert’, der vækkede minder om både Terrence Malicks ’The Tree of Life’ og Stanley Kubricks ’2001: A Space Odyssey’.

Forceret comic relief

Med ’The Return’ har Lynch og Frost hældt en bøtte ayahuasca i serielandskabets kilevæld, og under en tiltagende fornuftstridig verdensorden kunne ’Twin Peaks’ kalejdoskopiske genfødsel dårligt have været bedre timet. Sæsonen har over sommeren fungeret som matrixens blå pille, der har tilbudt seeren en mindblowing eskapistisk rutsjetur ned i kaninhullet – for ultimativt ikke at vise nogen nåde, da drømmen sluttede. Livet som kunsten er ofte en lang sej kamp for minimalt højere indsigt, hvis ikke komplet meningsløst. Deal with it.

’The Returns’ kvaliteter som eksperimenterede kunstprojekt og metafinger til film og serieetablissementets mange ’Twin Peaks’-inspirerede produktioner over de seneste 27 år til trods, blev sæsonen dog også hæmmet af Lynchs egen insisterende selviscenesættelse som en af ’The Returns’ hovedkarakterer såvel som af et misogynt bedaget kvindesyn, der kom fælt til udtryk igennem både korporlig afstraffelse af diverse sagesløse kvindelige karakterer og portrættet af den kaffeserverende, koket dådyrøjede FBI-geisha Tammy (Chrysta Bell).

Laura Dern som Diane og Kyle MacLachlan som Dale Cooper i ‘Twin Peaks: The Return’ afsnit 18.

Overfor Tammy-dukken gjorde Laura Derns kæderygende Diane-tulpa indledningsvis en spændende, flertydig personificering af Coopers hidtil ’usynlige’ sekretær, men hendes romance med chefen lugtede uigenkaldeligt af fanservice (ellers et fremmedord i Lynch-regi), hvor urovækkende det sidste afsnits transformerende sexscene ellers var. Hvad med Annie, Coop?

Det ærgrede ligeledes at se flere af de ’gamle’ ’Twin Peaks’-ansigter kogt ned til søgt forceret comic relief (Dr. Jacobi, Jerry, Nadine, Andy og Lucy på enerverende slap line), og man savnede i den grad Michael Ontkeans sherif Harry, der brillerede ved sit fraværd i hver en scene på politistationen (Ontkean takkede i sin tid nej til at medvirkede).

Smukke sidste ord

Heldigvis ramte scenerne med Catherine E. Coulsons kræftsyge The Loglady til gengæld en klokkeklar nerve. Hawks (Michael Horse) fine, telefoniske afsked med det gamle orakel og hendes kævle i det suveræne 15. afsnit, ’There’s Some Fear in Letting Go’, var et hjerteskærende farvel til en af seriens mest elskede karakterer og Coulson (en af Lynchs mangeårige samarbejdspartnere), som selv døde af kræft kort efter indspilningerne.

»Hawk, my log is turning gold. The wind is moaning. I’m dying«, må være nogle af de smukkeste sidste ord ytret på skærmen.

’The Return’s jordnære menneskelige momenter agerede små redningsbøjer af genkendelig følelsesmæssig resonans i handlingsstormens sansebombardement, mens de sort-hvide sekvenser på tværs af de 18 afsnit udgjorde et skelsættende mesterstykke af splintrede narrativer og surrealistisk dyster symbolik, der tilsammen står tilbage som noget af Lynchs fornemmeste arbejde til dato og en kulmination på filmmagerens imponerende 50-årige karriere.

Catherine E. Coulson som The Loglady i ‘Twin Peaks: The Return’ afsnit 15.

Lynch er sin metiers Salvador Dalí og en af de få store visuelle kunstnere med total kreativ frihed og kæmpebudgetter på lommen i den kommercielle sfære af medielandskabet. Om man elsker eller hader ham, ville verden uomtvisteligt være fattigere uden hans visionære galskab til at chokere status quo.

Et gammelt W.C. Fields citat går: »If you can’t dazzle them with brilliance, baffle them with bull«. Mange vil nok mene, at sidstnævnte var præcis, hvad Lynch og Frost opnåede med ’The Return’. Andre vil bruge resten af deres dage på ivrigt at analysere hver en detalje, reference og flygtig ledetråd i det samlede serieværk, de tre sæsoner, filmen ’Fire Walk With Me’ og diverse bogmateriale nu udgør.

’Twin Peaks’ blodrøde tæppefald er i givet fald kun begyndelsen på sagaens udødelige liv som et af popkulturens hovedværker.


Kort sagt:
David Lynch feberdrøm af en længe ventet ’Twin Peaks’-revival var en lige så frustrerende fragmenteret, endeløst gådefuld og sanseligt overvældende serieoplevelse, som hardcore Lynchians havde håbet, og fans af de første to sæsoner havde frygtet. Som seer blev man kun marginalt klogere, mens tv-historien til gengæld blev en historisk genrebrydende event rigere.