Venedig: Guillermo del Toro er tilbage for fuld udblæsning – mens Oscar-billedet tegner sig

Venedig: Guillermo del Toro er tilbage for fuld udblæsning – mens Oscar-billedet tegner sig
Den slående lighed mellem havmanden i 'The Shape of Water' og Ape Sapien i del Toros 'Hellboy' er bemærkelsesværdig.
Guillermo del Toros lovpriste ’The Shape of Water’ nupper førertrøjen med længder ned til nærmeste konkurrent i det blussende Oscar-ræs i Venedig. Vi tager et kig på favoritfilmene efter første uge på den prestigefulde filmfestival.

VENEDIG. Efter en veloverstået første uge begynder et tydeligt billede at tegne sig over festivalfavoritterne med Oscar-pondus. Vi har allerede rundet Alexander Paynes’ åbningsfilm ’Downsizing’, men yderligere tre stærke kandidater har meldt sig i løbet af den første uge på filmfestivalen i Venedig.

Der var høje forventninger til Guillermo del Toros hemmelighedsfulde ’The Shape of Water’, og de må siges at blive indfriet. De internationale anmeldere kalder enstemmigt filmen instruktørens bedste siden ’Pans labyrint’, og den omtales allerede nu som en af festivalens mest oplagte Oscar-film.

’The Shape of Water’ er mindst lige så eventyrlig som instruktørens fabel fra 2006. Handlingen er denne gang sat under den kolde krig i USA, hvor den stumme rengøringsdame Eliza (Sally Hawkins) mopper gulvene i en tophemmelig militærbase.

Hver dag står hun op, tager et langt karbad, mens hun tilfredsstiller sig selv seksuelt, og koger æg til morgenmad. Livet er rutinepræget, men det bliver der hurtigt sat en stopper for, da militærofficeren Strickland (Michael Shannon) ankommer til militæranlægget med en tilfangetagen magisk havmand, der skal sikre USA et forspring i kapløbet med Sovjetunionen.

Mod alle ordrer begynder Eliza at tage kontakt til den lænkede skabning, hun begynder at knytte et nært bånd til det skællede væsen, der, ligesom Eliza, er fattig på ord, men rig på personlighed.

Filmen er en cinematisk tour de force, der for alvor cementerer den mexicanske instruktør som en stilistisk mester. Men det er ikke bare på overfladen, at ’The Shape of Water’ imponerer – den genopfinder på mange måder koldkrigs-monsterfilmen i den romantiske udforskning af genren.

Sally Hawkins er helt igennem fantastisk i rollen som Eliza, der meget vel kunne indbringe hende Oscar-nominering nummer to (den første var for ’Blue Jasmine’). Uden en eneste replik udtrykker hun både de store og små følelser med sine opvakte øjne og indfølte mimik.

Der er ingen tvivl om, at det enormt detaljerige manuskript har været en sand festdag for de veletablerede birolle-skuespillere, der, foruden Shannon og Hawkins, også tæller Oscar-vinder Octavia Spencer og altid fremragende Richard Jenkins. De skaber hver især mindeværdige karakterer, der leger med genrens klicheer, men samtidig er dybt originale med hver deres unikke quirkyheder.

Med premieren i Venedig har ’The Shape of Water’ søsat sin Oscar-kampagne med stor succes, og det ville komme som en overraskelse, hvis ikke del Toro bliver hædret på én eller anden måde under den kommende prissæson.

Nådesløst monument over flygtningekrisen

Den kinesiske superkunstner Ai Weiwei er ikke bange for at udfordre publikum, og hans nye mastodont af en dokumentarfilms vedvarende udforskning af den største humanitære krise siden Anden Verdenskrig fortsætter i samme spor.

Den 140 minutter lange film, ’Human Flow’, om flygtningekrisen fremkaldte suk i den propfyldte biografsal, mens enkelte tog sig til hovedet. Hver gang filmen føles afrundet, klipper ’Human Flow’ til et nyt sted i verden, hvor flygtninge lever under usle kår på kanten af samfundet.

Og det er denne omfattende og nådesløse gennemgang af konflikten, der vil få fremtidige generationer til at kigge tilbage på filmen som et hovedværk om en af det 21. århundredes største udfordringer.

Ai Weiweis ‘Human Flow’

’Human Flow’ er den mest dybdegående analyse af de mange aspekter i den verdensomspændende krise, som ikke bare er en udfordring for Europa og Mellemøsten, men samtlige kontinenter på Jorden. Med et filmhold på over 2000 mand og et makroperspektiv, der tager os rundt i 23 lande i skildringen af de 65 millioner mennesker, der lige nu er på flugt fra deres hjemland, skærer Wei Wei ingen hjørner.

Filmen er en skildring i øjenhøjde, som ikke skal fremkalde medlidenhed med de kriseramte – for det er flygtningene, der er vor tids helte, og ikke aktører udenom dem. Skildringen er repetitiv med brug af Iphone-optagelser fra Wei Wei selv, men også storslåede droneskud af de kolonorme hav- og landmasser, flygtningene skal krydse på deres færd mod en menneskelig eksistens. Og det er netop gentagelserne, der gør størst indtryk, når man indser, hvor mange mennesker der er blevet frarøvet al menneskelighed.

Det er et skud af noget så simpelt som en madkø, hvor 13.000 flygtninge venter i timevis på at få en flaske vand og en mikroskopisk skål suppe, der slår fast, at vi alle er nødt til at stå sammen, hvis vi skal overvinde katastrofen.

Den bliver svær at komme uden om, når Oscar-akademiet skal udpege årets bedste dokumentarer i starten af det nye år.

Annonce

Britisk auteur til hest

Den britiske auteur Andrew Haighs opfølger til ’45 år’, som vi kårede til en af de bedste film fra 2015, er et velspillet socialrealistisk drama om en dreng og hans hest, der kigger nærmere på white trash-underklassen i USA.

Det relativt ubeskrevne blad Charlie Plummer spiller hovedrollen som Charley, der finder arbejde hos en udkørt ranchejer (Steve Buscemi), mens hans far Ray (Travis Fimmel) drukner tilværelsen i sprut og damer. Charley knytter med det samme bånd til væddeløbshesten Lean on Pete, hvis gode dage for længst er ovre, og forholdet bliver snart filmens front and center.

Og selvom fundet Plummer spiller glimrende over for hesten, så er det hans samspil med Buscemi og Fimmel, der står som filmens højdepunkter.

Filmen er den hidtil mest konventionelle (og Hollywood’ske) fra Haigh, der også har lavet den sublime homoforelskelsesfilm ’Weekend’. Men britens spidsfindigheder fornægter sig ikke, og hans arthouse-take på mainstreamgenren er forfriskende. Særligt et af filmens indledende long takes, hvor Fimmel og Plummer virkelig er far og søn, danner fundamentet for et komplekst familieforhold. Det er derfor en skam, at ’Lean on Pete’ undervejs forlader far-søn-relationen til fordel for den lettere klichefyldte fortælling om en dreng og hans hest.

Med sin klassiske fortælling og sine stærke præstationer kunne ’Lean on Pete’ dog sagtens gå hen og blive en spiller, når det kommer til prisstatuetter. Anmeldelserne har mestendels været positive, men der skal mere til, hvis Haighs drama skal opbygge et Oscar-værdigt momentum. Her vil de kommende visninger på de essentielle Oscar-platforme ved filmfestivalerne i Toronto og Telluride muligvis komme filmen til gode.

Læs også: Trine Dyrholm triumferer, og Søren Pilmark overrasker i Venedig-festivalens to store åbningsfilm