Venedig: ’Mother!’ med Jennifer Lawrence og Javier Bardem er årets mindfuck

Venedig: ’Mother!’ med Jennifer Lawrence og Javier Bardem er årets mindfuck
Jennifer Lawrence og Javier Bardem i 'Mother!'.

VENEDIG. Darren Aronofskys store comeback efter blockbusterfloppet ’Noah’ er et af de mest mystikomgærdede projekter i nyere tid. Den amerikanske auteur bag film som ’Requiem for a Dream’ og ’Black Swan’ har ladet sig inspirere af Hitchcock og ’Psycho’ ved blankt at afvise en normal marketingkampagne forud for filmen, så dens rygte ikke kommer den i forvejen og ødelægger de mange hårnålesving.

Indtil for et par uger siden var der ikke blevet udgivet andet pressemateriale for ’Mother! end en rolleliste og to karakterportrætter af filmens to hovedroller Jennifer Lawrence og Javier Bardem. Usædvanligt for en stjernespækket film af højeste karat.

’Mother!’ er en festivalfilm i den reneste forstand: En love/hate-film, hvis kontroversielle mindfucks deler vandene både blandt publikum og de internationale kritikere.

Ved verdenspremieren i Venedig blev filmen buhet ud ad salen efter flere højlydte protestudvandringer. Og de internationale anmeldere kalder den alt fra »en syg joke« (The Telegraph) til et rendyrket mesterværk.

’Mother!’ fremkalder en fysisk reaktion, hvis lighed jeg sjældent har oplevet fra en film, og jeg var tydeligvis ikke den eneste, der blev dybt chokeret. Efter premierevisningen holdt en ambulance klar foran den imponerende paladsbiograf i festivalens centrum, hvor en rystende kvinde blev kørt væk, mens et lamslået publikum forlod salen – enten i dyb stilhed eller under vredesudbrud.

Aronofsky selv er meget imod at sætte ord på filmen. Den skal opleves med et åbent sind. Modvilligt har han dog kaldt den »et krydsermissil, der affyres ind i en væg«, og det er måske den bedste beskrivelse af instruktørens nye hovedværk.

Fraværet af et barn

’Mother!’ starter som et kammerspil, der udvikler sig til en home-invasiongyser og efterhånden bliver til en feberdrøm sendt fra helvede.

Jennifer Lawrence og Javier Bardem spiller hovedrollerne som et barnløst par, der forsøger at holde sammen på deres ensomme sameksistens. Karaktererne har ingen navne, men benævnes »mother« og »him« og er i virkeligheden mest af alt Aronofskys arketypiske redskaber i skabelsen af årets ultimative mindfuck.

‘Mother!’-holdet i Venedig: Fra venstre producer Ari Handel, instruktør Darren Aronofsky, skuespillerne Michelle Pfeiffer, Jennifer Lawrence og Javier Bardem og producer Scott Franklin under Venedig-festivalen. (Foto: Vittorio Zunino Celotto/Getty Images)

Parret bor alene i en stor rustik herregård isoleret fra omverdenen i midten af ingenting. Her forsøger kunstneren, spillet af Bardem, at skrive sin næste store roman, mens han byder enhver distraktion velkommen, så han kan slippe for at stirre tomt ned i sin blanke notesblok. Jennifer Lawrence spiller hans unge kone, der har dedikeret sit liv til den betagende kunstner. Hver dag arbejder hun på at genskabe hans barndomshjem, der brændte ned i en ulykke mange år forinden.

Hun vil skabe det ultimative paradis formet efter husbondens minder – et kæmpearbejde, der også lindrer parrets hårdtprøvede forhold, som mangler hovedingrediensen: Et barn.

Annonce

Skal indtages som et shot

Mareridtet begynder ved ankomsten af en fremmed mand (Ed Harris), der hævder, at han har forvekslet parrets hjem med en nærtliggende Bed and Breakfast. I virkeligheden er han en stor beundrer af kunstneren, og Bardems karakter får et gevaldigt selvtillidsboost, da han erfarer, at der stadig er folk, som sætter pris på hans værker.

Men for den barnløse moder indvarsler mandens ankomst paradisets hovedkuldse forfald, når husets råddenskab gradvist kommer frem til overfladen.

Jennifer Lawrence stråler i ’Mother!’, der byder på en af supertalentets toppræstationer. Kameraet er hele tiden tæt på i nervepirrende close-ups, der indfanger karakterens stigende panik, i takt med at hendes liv løber fuldkommen løbsk.

Slægtsbåndet til Aronofskys ’Black Swan’ er til at tage at føle på, men ’Mother!’ går til yderligheder for at bryde de cinematiske grænser. Gyserelementerne er bare en lille del af årets mindfuck, der går fra at være en film til noget udefinerbart andet, som anmelderne i mangel på bedre ord beskriver som årets »what the fuck moment«.

Man kan læse meget ind i ’Mother!’, hvis historie kom til Aronofsky i et mareridt. Selv anbefaler han, at man tager filmen i en enkelt dosis i et shotglas. »Knock it back. Salute!«.

Læs også: Venedig – Guillermo Del Toro er tilbage for fuld udblæsning