’Voyage of Time’: Malicks IMAX-film er en i sandhed storslået oplevelse

Drivkraften bag enhver filmelsker er den evige jagt på den i sandhed unikke filmoplevelse. Den pirrende oplevelse, der sætter et så stort aftryk på én, at det stadig fordøjes mange dage senere og forbliver hos én resten af livet. Oplevelsen, der rykker ved ens opfattelse af, hvad mediet kan som udtryksmiddel.

I 1989 fik København en ny attraktion, der i den grad skubbede til folks ide om, hvad filmmediet kunne. Tycho Brahe Planetariet åbnede dørene til den første IMAX-forestilling ’Rejsen i Rummet’ i deres gigantiske kuppelsal. Jeg husker stadig, hvor enestående og sanselig en oplevelse det var som niårig ikke længere at betragte et rektangulært lærred, men sidde midt i oplevelsen med mælkevejen susende forbi mig, uanset hvor jeg vendte blikket hen.

Med mesterinstruktøren Terrence Malicks ’Voyage of Time: The IMAX Experience’ blev jeg mindet om, hvor mageløs en oplevelse Planetariet kan tilbyde. IMAX-formatet og Malicks helt exceptionelle sans for visuel skønhed synes som et himmelsk match. Billederne betager ens øje og suger én helt ind i fortællingen, uanset om det er en ultranær beskæring af et menneskeøje, storladne panoramabilleder af vulkansk aktivitet eller selve gengivelsen af kosmos’ skabelse. Vi bliver vidne til universets mindste og største dele.

Men hvor de fleste af Planetariets dokumentarfilm hele tiden søger at give svar og oplysning, insisterer Malick – manden bag æteriske film som ’The Thin Red Line’ og Guldpalmevinderen ’The Tree of Life’ – i stedet for på at konfrontere os med en masse eksistentielle ytringer og spørgsmål af den slags, man enten må affeje som prætentiøst filosofisk pladder, fordi abstraktionsniveauet ligger noget over det, man normalt udsættes for, eller får koldsved på panden af overhovedet at tænkte til ende.

»Light… Dark…. Things opposite. Bound together«. »When did dust become life?« Det er bestemt ikke småting, man bliver bedt om at tage stilling til.

’Voyage of Time’ er mest af alt en lyrisk rejse, hvor øjet kan gå på vandring rundt i alle afkroge af billedet akkompagneret af en lydside, der veksler mellem intense klassiske kompositioner og Brad Pitts dybe, rolige, nærmest hypnotiserende voiceover. Filmen bringer således mindelser om andet akt af ’The Tree of Life’, hvor vi også var vidne til selve universets og jordens tilblivelse, og flere millioner år blev komprimeret til at kunne tælles i minutter.

Men hvor man i ’The Tree of Life’ kunne argumentere for, at den del af filmen virkede en smule malplaceret i forhold til resten af fortællingen om barndom og menneskelig eksistens, klæder det ’Voyage of Time’ at være langt mere ren i sit udtryk.

For med filmen, der også findes i en (for lang) biografversion på 90 minutter med Cate Blanchett som fortæller, bliver man mindet om, hvor lille og ubetydeligt et komma menneskeheden spiller i universets tidsmæssige uendelighed. Det vækker eftertænksomhed. Det smukkeste er dog, at selve den sanselige oplevelse er så kraftfuld og altomsluttende, at alle ens tanker blæses helt væk i de 45 minutter, filmen varer.

Først når sansebombardementet har lagt sig, og man forlader biografmørket efter en storslået biografoplevelse, bliver der plads til de tanker, Malick så gerne vil inspirere til.

I en tid, hvor langt størstedelen af de store blockbuster-film forsøger at bombardere ens sanser i et støjinferno af både billede og lyd holdt i et manisk højt tempo og med 3D-effekter, hvis primære mål er at lægge 30 kroner på billetprisen, tilbyder Planetariet med Malicks film et forfriskende og tiltrængt alternativ.

Væk fra virkelighedsflugten, hen mod inspiration og mening.