Britisk soapstjerne om Harvey Weinstein-overgreb: »Jeg lukkede øjnene og lod ham fortsætte«

Britisk soapstjerne om Harvey Weinstein-overgreb: »Jeg lukkede øjnene og lod ham fortsætte«
Lysette Anthony sammen med Woody Allen og Sydney Pollack i 'Mænd og koner'

Antallet af kvinder, der anklager den tidligere producer Harvey Weinstein for voldtægt, vokser. Og nu har det vist sig, at episoderne daterer sig helt tilbage til starten af 1980’erne, da Weinstein startede i filmbranchen.

Det afslører den britiske skuespillerinde Lysette Anthony, der er kendt for soapserien ’Hollyoaks’, til Sunday Times.

»Jeg var i min badekåbe, da jeg åbnede døren, og der stod Harvey. Han skubbede mig op imod en knagerække i min gang og begyndte at famle ved min badekåbe. Han forsøgte at kysse mig og presse sig op i mig. Det var afskyeligt«, siger den i dag 54-årige Anthony og fortsætter:

»Til sidst gav jeg op. I det mindste var jeg i stand til at få ham til at stoppe med at kysse mig. Da han fik overtaget og pressede sig ind i mig, holdt jeg mine øjne lukket, holdt vejret og lod ham bare fortsætte. Han kom ud over mit ben som en hund og skred. Det var ynkeligt og væmmeligt. Jeg husker, hvordan jeg senere lå i badet og græd«.

Lysette Anthony havde mødt Weinstein tilbage i 1982, men overgrebet fandt først sted nogle år senere. Anthony fortsatte efterfølgende med at se produceren i arbejdsmæssige sammenhænge.

»Du bliver nødt til at forstå, at ingen sagde nej til at mødes med Harvey Weinstein. Ingen. På det tidspunkt (da overgrebet fandt sted, red.) havde jeg givet op. Jeg vidste, at jeg var forsvarsløs … Jeg var blot en krop, ungt kød«, fortæller Anthony, som blandt andet også har en mindre rolle i Woody Allens ’Mænd og koner’ fra 1992.

Ifølge Sunday Times delte Lysette Anthony allerede sin traumatiske oplevelse for 15 år siden.

»Jeg begravede historien i så lang tid, at det føles som at samle et puslespil af knuste glasskår«.

Lysette Anthony har i kølvandet på de mange lignende Weinstein-sager valgt at anmelde overgrebet til politiet, samtidig med at Scotland Yard ligeledes efterforsker seksuelle overgrebssager på engelsk jord omhandlende produceren.

Læs også: Tre voldtægtsanklager rammer Harvey Weinstein – og nu har hans kone fået nok

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af