Da 27 tegnede dillere gav komedien (genop)rejsning

Da 27 tegnede dillere gav komedien (genop)rejsning
'American Vandal'
Netflix’ komedieserie ’American Vandal’ er genrens vel nok største nybrud siden ’The Office’, skriver manuskriptforfatter Lasse Kyed Rasmussen, der er blevet klogere på, hvem han selv var i skolen, efter at have set den sjove såvel som systemkritiske parodi på true crime-serier a la ’Making a Murderer’.
Da 27 tegnede dillere gav komedien (genop)rejsning
Lasse Kyed Rasmussen

Manuskriptforfatter, uddannet fra Den Danske Filmskole.

KOMMENTAR. Jeg har endelig lært det. At svare helt rigtigt, når jeg bliver spurgt.

I begyndelsen troede jeg ellers, at et »nej, desværre« ville være nok. Så erfarede jeg, at jeg også var nødt til at understrege, at jeg så piloten, da den udkom. Men for nyligt gik det op for mig, at jeg simpelthen er nødt til at stikke en hvid løgn om, at jeg naturligvis påtænker at binge alle syv sæsoner i den førstkommende weekend, hvis ikke jeg vil blive mødt med rullende øjne og social eksklusion, når folk spørger, om jeg har set ’Game of Thrones’.

Det lyder voldsomt, at hvide løgne skulle være nødvendigt. Men i disse år er tv-serien ikke bare udråbt til vor tids romaner (newsflash: Romanen er vor tids roman). Den er også blevet et kulturelt statussymbol for den kreative klasse, der mere end noget andet rummer kimen til social fordømmelse.

Hvor det i gamle dage var pinligt at være en såkaldt sofakartoffel, er det i dag blevet et højtskattet adelsmærke at have tilbragt et astronomisk antal timer foran tv-skærmen. Men hvis ikke man har brugt tiden i sofaen på at se de helt rigtige dramaserier, risikerer man alligevel at blive diskvalificeret fra samtalen til de fleste middagsselskaber.

Misforstå mig ret. Jeg elsker også Tony Soprano, Omar Little og Don Draper. Og det er ikke, fordi jeg ikke gerne vil se, hvordan ’Breaking Bad’ og alle de andre serier ender. De er åbenlyse mesterværker. Men det er ’Krig og Fred’ også. Og den får jeg heller aldrig læst færdig.

Den tårnhøje kvalitet til trods bliver jeg bare altid ramt af en følelse af at få lektier for, når der kommer en ny sæson af ’House of Cards’ eller ét af de mange andre mesterværker, vi beriges med i denne tv-seriens seneste og indeværende guldalder.

Udskamning af komediedyrkere

Anderledes forholder det sig heldigvis med tidens komedieserier. Det er nemlig altid nemt og sjovt at gense ’How I Met Your Mother’, ’Brooklyn Nine-Nine’ eller ’30 Rock’ for Gud ved hvilken gang, mens dramamesterværkerne bare bliver skubbet længere og længere ned i Netflix-køen.

Men komedieserierne bliver kun yderst sjældent drøftet ved den vandautomat, de ellers har været med til at gøre så berømt. For komedien er på mange måder en ugleset guilty pleasure, og at dyrke netop dén genre svarer lidt til at heppe på et nedrykningstruet fodboldhold. Og hvis man uden ironi udnævner en komedieserie til sin favorit, risikerer man at blive forvekslet med den skoledreng, der anså Klassens Time eller idræt som legitime valg, når han skulle udpege sit yndlingsfag i folkeskolen.

Denne skepsis over for komedien er på mange måder ganske forståelig. For der er mange grunde til at hade genren: Larmende dåselatter. Hysterisk overspil. ’Big Bang Theory’. Men når latteren er forstummet, er der også i de allerbedste komedieserier uendeligt meget livsvisdom og stof til eftertanke at hente.

Således tvivler jeg eksempelvis på, at der findes bøger eller universitetsstudier, der kan lære os mere om sociale koder, integritet og almindelig etikette end ’Seinfeld’ og ’Curb Your Enthusiasm’. Og det er måske netop derfor, at jeg foretrækker et gensyn med ’The Soup Nazi’ frem for at finde ud af, hvem der rent faktisk slog Laura Palmer ihjel?

Meget mere end obskøne platheder

I de seneste uger har de efterhånden velkendte overspringshandlinger og komiske distraktioner fra guldalder-lektierne dog heldigvis fået uventet konkurrence fra Netflix’ seneste komedieserie, ’American Vandal’.

I korte træk er der tale om en true crime-mockumentary, hvor de to highschool-elever, Peter Maldonado og Sam Ecklund, springer ud som dokumentarister for at undersøge, hvem af skolens elever der i et anfald af infantilt hærværk har overtegnet 27 af lærernes biler med, ja, pikke.

Tyler Alvarez som Peter Maldonado i ‘American Vandal’.

Indrømmet, jeg fniste, allerede da jeg hørte præmissen. Men jeg frygtede også, at selve serien ville afsløre sig selv som en fem timer lang dick joke. Ironisk nok viser ’American Vandal’ sig – på trods af tv-historiens vel nok mest pubertære præmis – at være en yderst moden serie, der på en hidtil uset måde formår at kaste nyt lys over og nuancere de highschool-stereotyper, vi ellers alle går rundt og bilder os selv ind, at vi kender så godt, at vi betragter dem som klichéer.

Faktisk er jeg slet ikke i tvivl om, at hvis en så udfordrende, veleksekveret og nuanceret serie som ’American Vandal’ havde været en dramaserie, ville vi alle være i færd med at arrangere temafester og afholde podcast-diskussioner i vores iver efter at udnævne den til et mesterværk.

Selvom det tog halvandet afsnit, før mine egne hænder begyndte at klappe begejstret i stedet for at agere parader, viser det sig ved et nærmere gennemsyn, at serien allerede i sin første replik insisterer på at være meget mere end blot et afsæt for obskøne platheder.

Det første, vi hører, er dokumentaristen Maldonado, der fra en uset position bag sit kamera henvender sig til en firskåren fyr, som senere viser sig at være ham, skolebestyrelsen lynhurtigt har udpeget til at være den oplagte skurk bag hærværket. Maldonado giver ham en tilsyneladende simpel instruktion: »Please state your name and who you are«.

Jimmy Tatro spiller den hovedmistænkte Dylan Maxwell.

Den bøvede fyr tøver lidt, før han uengageret svarer: »My name is Dylan Maxwell and I am … I am just Dylan«. Men så stopper han sig selv. Kigger mod Maldonado og spørger så tilbage: »What do you mean by, who am I? It is a stupid question«.

På dette tidspunkt har vi endnu intet hørt om spraymalede dillere, og det understreger blot, hvordan de faktiske skabere bag ’American Vandal’, Dan Perrault og Tony Yacenda, fra første frame gør sig umage for at cementere, at ’American Vandal’ ikke handler om dillerne, men om identitet og ikke mindst diskrepansen mellem, hvordan vi mennesker ser os selv, og hvordan andre betragter os.

Annonce

Netflix gør grin med sig selv

Umiddelbart burde en serie som ’American Vandal’ slet ikke kunne fungere. For hvor de true crime-serier der parodieres, som ’Serial’, ’Making a Murderer’ og ’The Jinx’, alle har bestialske mord i centrum, har man i ’American Vandal’ udskiftet den mest alvorlige forbrydelse af alle med den mest barnlige overhovedet.

Men genistregen er, at skaberne bag serien tager både forbrydelsen og dokumentargrebet mindst lige så alvorligt som seriens to unge dokumentarister. For Maldonado, Ecklund og mange andre highschool-elever er tegnede dillere, påståede handjobs og rebound guys jo lige netop også spørgsmål om liv eller død. Derfor ender ’American Vandal’ med at være mindst lige så spændende og medrivende som de forbilleder, den gør grin med.

Og netop fordi serien formår at ramme den true crime-etos, som især Sarah Koenig gjorde berømt med ’Serial’, til perfektion, forstærker det blot komedien og gør det hele endnu sjovere. Set i det lys markerer ’American Vandal’ også en vigtig milepæl for både Netflix og selve komediegenren.

Gerningssted i ‘American Vandal’.

For Netflix er serien et bevis på, at streaminggiganten nu har en størrelse, hvor de uden videre kan skabe indhold af høj kvalitet ved at parodiere deres egne tidligere produktioner som ’Making a Murderer’.

Og som komedieserie udgør ’American Vandal’ vel nok genrens største nybrud, siden ’The Office’ for alvor satte mockumentary-grebet på landkortet. For måden hvorpå ’American Vandal’ lydefrit inkorporerer, skifter mellem og fortæller med de optageformater, unge selv udtrykker sig med på forskellige sociale medier, i en parodi på samtidens mest populære og hypede fænomener, true crime-genren, er ikke bare hidtil uset, den ville simpelthen være utænkelig i en verden før smartphones, streamingtjenester og podcast-revolutioner.

Udstiller vores billede af arketyperne

Disse strukturelle nybrud til trods er første sæson af ’American Vandal’ dog mest af alt Dylan Maxwells historie. Men det er heldigvis ikke kun billedet af ham som stereotyp og bøvet prankster, der får tilføjet nye nuancer og dimensioner i løbet af seriens otte afsnit. I kraft af de to unge dokumentaristers fremragende arbejde bliver alle fra nørder og babes til dudes og jocks også tilføjet nye facetter, og dermed står det hurtigt klart, hvor reduktivt et billede af disse mennesker vi er vant til at blive præsenteret for i andre highschool-film og -serier.

Her stopper Perrault og Yacenda dog ikke. De vender også blikket mod de arketypiske lærere, vi alle kender fra vores egen skoletid, så også vores opfattelse af dem bliver vendt godt og grundigt på hovedet. Ja, end ikke de to dokumentarister får lov at undslippe deres eget undersøgende kamera, og i en fuldstændig mesterlig sekvens ser vi, hvordan Maldonado og Ecklund må granske hinandens alibier og eventuelle motiver for at stå bag hærværket, hvilket er lige ved at koste dem venskabet.

Så præcist som det er tilfældet med en hormonfyldt teenagerdrengs penalhus, der på overfladen nok er prydet med sjofle tegninger og andre obskøniteter, men som på indersiden af ruskindet ofte rummer hemmeligheder og sågar kærlighedserklæringer, afdækker ’American Vandal’ altså, hvordan vi alle hver især gemmer meget mere end den smule, man kan se på den umiddelbare overflade.

Som om denne bedrift ikke skulle være nok, formår ’American Vandal’ ydermere at give historien om de 27 dillere en ekstra samfundsrelevant dimension. Det er nemlig ikke kun vores udefrakommende blik på Dylan, hans skolekammerater og deres lærere, der nuanceres. Også Dylans eget selvbillede bliver revideret i mødet med Maldonado og Ecklunds dokumentar. Og det er her, at ’American Vandal’ for alvor løfter sig fra at være smukt orkestreret og perfekt eksekveret portræt af en high school til at være et regulært systemkritisk mesterværk.

True crime-spoofen om de 27 penistegninger har en samfundsrelevant dimension.

For med en elegant og hjerteskærende slutning på seriens første sæson lykkes det Perrault og Yacenda at rejse spørgsmålet om, hvor vidt eleverne og skolen som institution i virkeligheden ikke selv er medvirkende til at fastholde de unge mennesker i de stereotype roller, som de ellers alle ville have bedst ved at bryde ud af.

For hvad enten du på første skoledag ligner en nørd eller bølle, skal skolen som institution – repræsenteret ved både lærere og elever – nok sørge for at fastholde dig i præcis den rolle, indtil du selv overgiver dig til den og lever op til de stereotypiske konventioner, der følger med.

Dermed afdækker ’American Vandal’ med stor elegance, hvorfor det så tit ender som selvopfyldende profetier, når vi på overfladisk vis typecaster vores medmennesker i stereotype roller baseret på fordomme og udseende.

Som David Simons oversete mesterværker?

’American Vandal’ formår altså – præcis som kun de allerbedste serier på tværs af alle genrer – at gøre os seere klogere på os selv og de mennesker, vi omgiver os med. Således står det efter mit møde med serien også alarmerende klart, at jeg mere end til fulde udfylder ungdomsseriernes stereotyp som den selvudnævnte nørd, der med nævenyttig stolthed skriver for skolebladet.

Den rolle er åbenlyst ikke den mest populære dreng i highschool-klassen. Men præcis som Peter Maldonado, der har Sam Ecklund som tro væbner i sin jagt på sandheden, har jeg heldigvis også én ven, der skatter ’American Vandal’ lige så højt som mig. Forleden delte han sågar sin begejstring i en sms, hvor han indsigtsfuldt sammenlignede serien med David Simons ’Generation Kill’. Jeg gav ham prompte ret. Selvfølgelig uden at afsløre at ’Generation Kill’ ikke overraskende er én af de mange dramaserier, der stadig er strandet i min streamingkø.

Hvor vidt ’American Vandal’ rent faktisk har ligheder med ét af David Simons oversete mesterværker, kan jeg altså ikke afgøre. Men én ting står klart, og det er, at hvis du giver serien en chance, bliver du ikke bare klogere på, hvem der tegnede de 27 dillere. Du bliver med stor sandsynlighed også klogere på, hvem du selv er, og hvilken rolle du spillede i din egen gymnasieklasse.

Så når du næste gang sidder ved fjernsynet, kan du fint udskyde det nyeste afsnit af ’The Deuce’ for i stedet at fordybe dig i mysteriet om Dylan Maxwell. Og når du har brugt weekenden på at binge hele ’American Vandal’, kan vi mødes mandag morgen ved watercooleren og hylde serien som et perfekt eksempel på et af de genuine, indsigtsfulde og rørende mesterværker, komediegenren også gemmer på.

Og bare rolig. Du kan nemt kende mig. Jeg er ham, der står forvirret tilbage og ikke aner, hvad der foregår, når alle de andre skåler med deres plastikkopper og i kor råber: »Hodor!«.

Læs også: Netflix tager tykt pis på true crime-genren (og sig selv) med ny serie – se traileren