De 10 bedste komedieserier på Netflix lige nu – rangeret

De 10 bedste komedieserier på Netflix lige nu – rangeret
'Chewing Gum'.

Vi har kåret de 15 bedste dramaserier på Netflix her, men man kan godt få brug for en pause fra de alvorstunge langtrækkere og nyde en latterfremkaldende komedieserie, som i bedste fald kan være en lige så stor kunstnerisk præstation som selv det mest dybdepsykologiske antiheltportræt.

Så her er vores fuldstændigt subjektive bud på de bedste sjove serier, man kan streame fra Netflix i øjeblikket.

Vi har valgt at slå ned på serier af nyere dato og går dermed uden om klassikere, som næppe har brug for yderligere anbefalinger, først og fremmest ’Friends’, ’How I Met Your Mother’, ’Family Guy’, ’Rap fyr i L.A. og Judd Apatows kultklassiker ’Freaks and Geeks’. Sidstnævnte, med James Franco og Seth Rogen i purunge udgaver, er næppe så velkendt som de øvrige, så anbefalingen hermed givet videre.

Helt i tråd med tidens trends jagter flere af komedieserierne på listen meget andet end hurtige LOLs. Flere af dem flirter faktisk hæmningsløst med den alvorlige dramagenre. Eller tager pis på den! Og så har hele tre animationsserier sneget sig ind i top 5.

10. ‘Chewing Gum’

Bag sexkomedien ‘Chewing Gum’ står 29-årige Michaela Coel, som har skrevet og spiller hovedrollen i fortællingen, der er inspireret af hendes egen opvækst med en streng kristen mor i et socialt boligbyggeri i London.

Tracey bor med sin mor og søster i et socialt boligbyggeri og arbejder i den lokale kiosk. Serien tackler klasse og race, men på en sjov måde, og Tracey er ikke en karakter, man har ondt af. På samme måde er seriens behandling af sex kostelig. 24-årige Tracey beslutter sig for at komme af med sin mødom trods morgens formaninger, men udfordringen er, at alt, hun ved om sex, stammer fra popkultur, porno og én veninde, der tvivlsomt råder hende til at sætte sig på sin udvalgte fyrs ansigt. Det gør hun så – iført pyjamasbukser.

’Chewing Gum’ er en alternativ form for cringe comedy med et hav af absurde situationer, man krummer tæer over som seer, men som Tracey egentlig ikke synes er pinligt. Meget forfriskende med en ung kvinde, der ikke skammer sig.

9. ’Shameless’

USA har en rig tradition for at omplante de bedste britiske serier til en amerikansk kontekst med ’The Office’ som det mest vellykkede eksempel.

Ofte ryger noget af vrangvilligheden, den sorte humor og kynismen til fordel for rundere albuer og mere opbyggelighed i processen, og sådan er det i nogen grad også med overførslen af Channel 4’s ’Shameless’ om en alkoholisk far til seks børn.

Den amerikanske version flyttede omgivelserne fra Manchesters arbejderklasse til Chicagos ditto, og hovedrollen som Frank Gallagher, som David Threlfall indtog forrygende i originalen, gik til altid glimrende William H. Macy, der spiller med den perfekte kombination af ynkelighed og lune. Originalens bagmand, Paul Abbott, involverede sig heldigvis i remaket, hvilket utvivlsomt er én af forklaringerne på, at resultatet står distancen.

Begge udgaver af ’Shameless’ er kærlige og kritiske skildringer af det hårde arbejderklasseliv, og selvom begge er sjove, er der så afgjort også et alvorligt lag. Både ’Shameless’ UK og US kan ses på Netflix.

8. ‘Glow’

»Helt uimodståelig« Det kaldte vores anmelder ’Glow’, da serien om noget så kuriøst som virkelighedens kvindewrestling-fænomen i 1980’erne fik premiere tidligere i år.

Og ’Glow’ (Gorgeous Ladies of Wrestling) er skam også en tåkrummende morsom ener, der især udmærker sig ved sit uniformt stærke og diversificerede kvindeensemble med Alison Brie (’Mad Men’) i front. Måske ikke så overraskende er det ’Orange is the New Black’-skaberen Jenji Kohan, der producerer.

‘Glow’ tegner et farverigt satirisk portræt af underholdningsbranchen anno Reagan-æraen, komplet med højdramatiske sæbeoperaer og kornet kabel-tv. Kvindernes clash med deres respektive wrestling-personaer – med navne som ’Welfare Queen’ og ’Beirut’ – er nærmest alle som én galoperende politisk ukorrekte, men da holdet for alvor mærker girl power-fællesskabets smittende bånd, kommer det til at handle om meget mere end uklædelige spandex, cunt-punches og bodyslams (selvom scenerne i ringen stadig hører til seriens sjoveste). Kvinderelationerne hovedrollerne imellem er både giftige og forsonende sårbare, og ‘Glow’ veksler vellykket mellem slapstick-komik og rørende melodrama.

Som en af få haner i hønsegården spiller komikeren Marc Maron (fra den geniale podcast ’WTF’) en afdanket b-film-instruktør, Sam, med kronisk hvidt støv i næsen og slet skjult foragt for sine aparte ’skuespillerinder’ i en branche, han selv på fallittens rand føler sig kunstnerisk hævet over.

7. ’Brooklyn Nine-Nine’

En af de skarpeste rendyrkede komedieserier fra de seneste år. Tidligere ’SNL’-stjerne Andy Samberg spiller den hyperaktive blærerøvs- og stræberbetjent Jake Peralta på en politistation i New York, og omkring sig har han et glimrende ensemble af arbejdspladsens arketyper. Andre Braugher er i sit es som den hårde og homoseksuelle politiboss Ray Holt, Terry Crews er veloplagt som bøffen Terry, der ikke længere tør være i marken, og Chelsea Peretti er herligt upassende som sekretæren Gina.

Jokesene falder som perler på en snor, og hovedforfatterne Dan Goor og Michael Schur (’Parks and Recreation’) kan politigenrens koder på fingerspidserne. Det er en klassisk komedieserie uden meget gods i, men glimrende underholdning og en af de bedste ’arbejdspladsserier’ sammen med ’The Office’ og netop ’Parks and Rec’.

Der ligger tre sæsoner og venter på Netflix.

Annonce

6. ‘American Vandal’

Oven på ’Serial’ og Netflix’ ’Making a Murderer’ er det godt set at lave en mockumentary over de koder, der kendetegner genopblomstringen af indfølte, gådeopklarende true crime-fortællinger.

I Netflix’ egen ’American Vandal’ undersøger to highschool-elever dokumentaristisk et dramatisk stykke hærværk, hvor 27 af lærernes biler er blevet overtegnet med… tissemænd.

Pilen peger på skolens berygtede piktegner og highschool-bølle Dylan Maxwell, men måske er sandheden slet ikke så simpel? I hvert fald er det påfaldende, at der mangler de testikelhår på biltegningerne, som eller er et af Dylans signaturtræk…

’American Vandal’ nailer true crime-genren fuldstændigt perfekt, og det er ikke alene utroligt morsomt. Serien trænger også ind bag de highschool-stereotyper, som både inficerer virkeligheden og populærkulturen. Som manusforfatter Lasse Kyed Rasmussen har skrevet i en essayhyldest til serien:

American Vandal’ afdækker med stor elegance, hvorfor det så tit ender som selvopfyldende profetier, når vi på overfladisk vis typecaster vores medmennesker i stereotype roller baseret på fordomme og udseende.

5. ’BoJack Horseman’

Det er svært at rangere de tre animationsserier på denne liste, for ’BoJack Horseman’ er måske nok en bedre fortælling end de to andre, men til gengæld vinder disse på morskabsbarometeret, og lad os da bare lade sjovhedsfaktoren trumfe, nu hvor vi har med en komedieliste at gøre.

Det betyder langt fra, at ’BoJack Horseman’ ikke er sjov. Med sine utallige popkulturreferencer og et absurd antromorfisk univers er der masser af næring til smilebåndene. Men det er især den del, der er mere mørk og alvorlig, som løfter ’BoJack Horseman’ til noget helt særligt.

Langt henad vejen er det nemlig en serie om depression og lav selvfølelse, som Raphael Bob-Waksberg & co. får flettet ind i det spraglede Hollywood-miljø, fortællingen om den tidligere tv-stjerne udspiller sig i. Selvom hovedpersonen er en på mange måder dybt usympatisk hest, bliver det mærkeligt rørende at følge hans kamp for at vende tilbage fra derouten – en kamp mod omverdenens forventninger og fordomme, men især mod sig selv.

‘BoJack Horseman’ er på imponerende vis holdt kvaliteten og viderudviklet formlen – alt overvejende med stort held også i den nyeste sæson 4.

4. ’Archer’

Hvis James Bond var middelmådigt begavet, arbejdede for sin mor og havde komplekser i Ødipus-klassen, så ville han være Sterling Archer. Han udfører missioner for agentbureauet ISIS, men arbejdet interesserer ham ikke meget. I stedet prøver han at komme i bukserne på alt, hvad der kan krybe og gå, og dét har han til fælles med flertallet af sine kolleger, der favner hele spektret af seksuelle præferencer.

‘Archer’ er en agentparodi, hvor dysfunktionelle forhold på agentbureauet ofte fuldstændigt stjæler fokus fra de hemmelige missioner. Serien er designet, så den ligner noget fra 60’erne, hvor skæg og blå briller var højeste mode, men humoren hører ubetinget til i det 21. århundrede: Sarkasmen og fornærmelserne fyger gennem luften, volden er en kilde til komik, og ingen perversion er for eksotisk til at blive namedroppet.

Der ligger nu otte sæsoner på Netflix, og den er stadig virkelig morsom, ikke mindst fordi holdet bag tør rode med formularen: I sæson fem bliver ISIS for eksempel lukket, og agenterne må skaffe til dagen og vejen ved at sælge kokain!

3. ’Master of None’

Aziz Ansaris serie falder på overfladen ind i en kategori, der ellers har nået mæthedspunktet: Den semiselvbiografiske skildring af den kreative klasses navlepilleproblemer i New York.

Men mod alle odds formåede den amerikanske komiker med indiske rødder at skabe en serie, der føltes forfriskende, ikke mindst ved at forholde sig selvrefleksivt til sine egne privilegier, som i afsnittet ’Parents’ i første sæson, der handler om, hvad hovedkarakteren Devs (Ansari selv) forældre gik igennem for at komme til det forjættede land i USA.

Serien er tematisk bygget op, og afsnittene tager med kløgt og humor fat på et nyt emne hver gang, der spænder vidt over Tinder-eskapader til tabuiseret homoseksualitet i minoritetskulturer. Særligt første sæsons ’Indians on TV’ og ’Old People’, og den noget nær mesterlige anden sæsons ’New York, I Love You’, ’Religion’ og ’Thanksgiving’ ramte en perfekt balance mellem urkomisk dialog og spidende socialpolitik – sidstnævnte afsnit blev endog belønnet med en Emmy for bedste manuskript.

Det føles aldrig belærende, og med Ansaris charme og evne til at vende tingene på hovedet er man i godt selskab. Og så er der sågar indlagt to, på hver deres forskellige vis, meget troværdige kærlighedshistorier. Man griner af ’Master of None’, men der er absolut også stof til eftertanke.

2. ’Arrested Development’

Mitchell Hurwitz står bag én af de mest originale og vanvittige komedieserier, der nogensinde har set dagens lys. I centrum står ellers en ganske almindelig mand, Michael Bluth spillet af Jason Bateman, som overtager familieforretningen efter farens fængsling. Men omkring han udspiller sig et vanvid af en rablende familie inkarneret i kongeniale præstationer fra Toby Hale (nu kendt fra ’Veep’), David Cross, Will Arnett, Jeffrey Tambor (nu også kendt fra ’Transparent) og Michael Cera.

Den dokumentariske stil indfanger sublimt de absurde optrin i den aparte familie, og ’Arrested Development’ gør bedre end nogen anden komedieserie brug af uendelige rækker af callback-jokes til tidligere afsnit. Det er således ikke en serie, man bør hoppe tilfældigt på, men dyrke fra ende til anden.

Serien blev en seerfiasko, da den blev vist 2003-06, men i 2013 genoplivede Netflix den med en ny sæson, der også må siges at være radikal: Her så hvert afsnit de samme begivenheder fra en ny hovedkarakters perspektiv, en smart måde at omgås problemet med at samle det nu stjernespækkede cast på ny.

’Arrested Development’ minder ikke om nogen anden sitcom. Den er hverken pågående tongue-in-cheek som ’The Office’ eller klassisk familiekomedie, men sin helt egen mærkværdige størrelse. Lynende intelligent og konstant overraskende.

1. ’Rick and Morty’

Ved første øjekast ligner ‘Community’-skaber Dan Harmons animationsserie en stærkt forsinket parodi på ‘Tilbage til fremtiden’.

Hovedrollerne besættes af Rick, en genial og excentrisk videnskabsmand, og Morty, hans naive barnebarn. Men serien twister figurerne voldsomt – Rick er kynisk og fordrukken, Morty borderline udviklingshæmmet. Og duoen begrænser sig ikke til at rejse i tiden, de krydser galakser og dimensioner i jagten på det næste eventyr, der snildt kan involvere både uplanlagte apokalypser, grænseoverskridende sex og koldblodigt mord.

De opfindsomme science fiction-påfund står i kø, det ene vildere end det næste. Tag for eksempel episoden, hvor Rick grundlægger en forlystelsespark i en hjemløs tiggers krop. Eller den, hvor Morty får fingre i en sexrobot og bliver far til en menneske/rumvæsen-bastard!

‘Rick & Morty’ udfordrer frækt grænserne for god smag, men den kan meget mere end det: Dan Harmons hjertebarn er en begavet, velskrevet serie fuld af tankevækkende sci fi-indfald og sylespidse replikker. Og så bliver den bare bedre og bedre. Sæson 3 føjede en ekstra dimension af vedkommende karakterdrama til puljen, og som vores anmelder skrev:

»Det løfter serien op i en helt ny liga – blandt den allerbedste tv-fiktion, der produceres i noget medie og nogen genre, nogen steder i multiverset«.

Ikke nævnt, ikke glemt:

Nogle vil sikkert undre sig over udeladelsen af den mangedobbelte Emmy-vinder ’Modern Family’, som da også er udmærket, men også meget konventionel i forhold til de serier, der har klemt sig ind på vores top 10, og så har kvaliteten dalet støt undervejs.

Vi var glade for ’Glee’ i første sæson (ikke mindst på grund af Jane Lynch), men den var også irriterende sødsuppesentimental. Ricky Gervais har været bedre end med ’Derek’ og ’Life’s Too Short’, og vi har endnu ikke helt forstået fascinationen af ’Unbreakable Kimmy Schmidt’.

‘New Girl’ og ‘Trailer Park Boys’ har figureret på tidligere versioner af denne liste, men er røget i svinget, efter nye og friske titler kom til. De kan dog begge stadig virkelig anbefales, den første for en glimrende kvartet med Zooey Dechanel skævt i spidsen, den anden for den politisk ukorrekte kærlighed til trailertrash-miljøet. Norske ‘Norsemen’ er en skør og vellykket parodi på serier som ‘Vikings’ og ‘Game of Thrones’, og parforholds- og depressionskomedien ‘You’re the Worst’ er grov og grænsende til misantropisk, ligesom ‘Lady Dynamite’ med Maria Bamford er et vanvittigt og overraskende take på psykisk sygdom.

Læs også: De 15 bedste dramaserier på Netflix lige nu