De mest interessante inspirationskilder for ’Stranger Things 2’

De mest interessante inspirationskilder for ’Stranger Things 2’
Will Byers (Noah Schapp) gennemgår en udvikling, der til forveksling ligner den i 'Eksorcisten'

(Spoiler alert: Læs først med, når du har binget hele sæson 2 af ‘Stranger Things’)

Da hysteriet omkring ’Stranger Things’ sæson 1 så småt var begyndt, blev Ross Duffer – én af tvillingerne bag serien – spurgt af The Hollywood Reporter, hvor stor en procentdel henholdsvis John Carpenter, Stephen King og Steven Spielberg fyldte som referenceramme.

Svaret var en tredeling: Teenagerne befandt sig i et sexsymbolsk horror/slasher-rum med Carpenter, King og Wes Craven som pejlemærker, børnene var Spielberg i hans familievenlige ’E.T.’-hjørne, mens de  kaosaffærdigende voksenkarakterer tog afsæt i Spielbergs ’Nærkontakt af tredje grad’ og ’Dødens gab’.

I sæson 2 har The Duffer Brothers ingenlunde slækket på referencerne til popkultur fra 80’erne. Halloween-afsnittet ’Trick or Treat, Freak’ kunne alene tåle en gennemgang af de utallige små hyldester, fra drengenes italesættelse af det sorte alibi Winston i ’Ghostbusters’ til Steve og Nancys udklædning som Tom Cruise og Rebecca DeMornays karakterer fra ungdomshittet ’Risky Business’.

Potpourriet af pasticherede inspirationskilder er kun blevet mere omfattende og mørkere, og her giver vi et overblik over de mest vægtige af slagsen.

Umenneskelig, ubønhørlig: ’Terminator’

James Camerons film med Arnold Schwarzenegger som autentisk dræberrobot havde amerikansk biografpremiere den 26. oktober 1984. Hawkins lokale biograf skilter med filmen, hvis hvis handling i sæson 2 finder sted to dage efter premieren. Eleven zapper endda også forbi en reklame for filmen i andet afsnit. Taglinen »Umenneskelig. Ubønhørlig« vækker dog ikke den store interesse i den forelskede pige, som bedre kan identificere hende og Mikes usagte følelser i soapen ’All My Children’.

Dr. Owen-twistet: ’Alien’

Designet på demogorgonen i første sæson rummede måske ikke samme anatomiske perversitet som H.R. Gigers arbejde på ’Alien’, men monstrets firfoldede åbning som en kødædende plante med et indbygget tandsæt lignede en fjern fætter til xenomorphen.

Anden sæson har mere skelet til James Camerons opfølger ’Aliens’, som ud fra devisen ’mere action, flere aliens’ undgik forbandelsen om den svære to’er. Samme succesformel gentager The Duffer Brothers, hvor uhyggen ved at tilbageholde monstret er røget til fordel for et kuld af ’demodogs’, som Dustin kalder dem.

Er Paul Reisers Dr. Owens nu også så god, som han giver sig ud for at være?

Paul Reisers Dr. Owens er et intelligent eksempel på, at de intertekstuelle referencer også kan bruges til at lege med seerens forventninger. Han tager over fra Matthew Modines ondsindede Martin Brenner som nyt ansigt for Hawkins Lab. I ’Aliens’ spiller han den alt andet end pålidelige Burke, der som firmaets mand er villig til at ofre Ripley og marinesoldaternes liv for Weyland Corporations større sag. Den indledende formodning om urent mel i posen hos Dr. Owens bliver efterhånden gjort til skamme, men han har selvfølgelig en ny sæson til at smide al goodwill over bordet.

Sidst, men ikke mindst er citatet »stay frosty«, som en af videnskabsmændene siger, mens de brænder materie af i The Upside Down, direkte taget fra Michael Biehns korporal Hicks i ’Aliens’.

Hvor kapper man strømmen: ’Jurassic Park’

Apropos demodogs minder deres flokinstinkt, bevægelser og den sindsoprivende legen katten-efter-musen-leg med vores indespærrede venner på Hawkins Lab i afsnit 8 meget om velociraptors-scenen i ’Jurassic Park’. Da strømmen går, reagerer Hopper med samme som bemærkning som jægeren Muldoon i dinofilmen: »Where are the breakers?«. Den eneste med tilstrækkelig teknologisk viden til at genstarte computersystemet og dermed strømmen er Joyce nye kæreste, »Bob Newbie, superhero«.

Han får dermed samme funktion som Samuel L. Jackson i Spielbergs film med den lille forskel, at han overlever sin udflugt i kælderen – for så på tragisk vis at blive fortæret af en horde demodogs, som var det en zombiefilm af George A. Romero.

Sean Astin og skatten: ’Goonies’

Den gennemsympatiske hverdagshelt Bob Newbie er i Sean Astins skikkelse indbegrebet af alt, hvad ’Stranger Things’ står for. Han er den afrundede cirkel, der starter og slutter med Richard Donners magiske adventure-klassiker, ’The Goonies’. Astin spiller den centrale astmatiske drømmer Mikey i den farverige og eventyrlystne gruppe af nørdede drenge.

Sean Astin som Bob er en stor kærlighedserklæring til ‘The Goonies’.

Særligt en scene fremstår som en smuk lille homage til historien skrevet af Steven Spielberg. Idet sagesløse Bob opdager, at Wills tegninger faktisk danner et kort over Hawkins, spørger han, »hvad er der ved krydset?« og svarer selv i spøg: »En skattekiste?«. Det, der sætter gooniernes eventyrlige quest i gang, er netop et kort over piraten One Eyed Willies forsvundne skat. Sean Astin er blevet en moden herre, men den barnlige fantasi slipper han aldrig.

Tonerne af Cyndi Laupers ’Time After Time’ ved skoleballet giver også visse reminiscenser af ’The Goonies’, hvis temasang ’The Goonies ’r’ Good Enough’ blev sunget af Lauper og havde en gakket musikvideo instrueret af Richard Donner.

Det hvide lagen: ’E.T.’

’E.T.’ er en af seriens gamle kæpheste, men Steven Spielbergs øjeblikkelige klassiker fra 1982 er stadig et hot topic i seriens tid to år efter. Da Eleven forsøger at overbevise overbeskyttende Hopper om at få udgangstilladelse i forbindelse med Halloween, er det således udklædt som spøgelse med et hvidt lagen over hovedet, hvilket er samme trick, Elliott og de andre børn bruger til at snige E.T. ud med.

Filmens kæmpe popularitet hos de yngste kan også ses på Dustins værelse, der udover demohaletudsen/Gizmo-kopien Dart også rummer en legetøjsfigur af den venlige alien. I første afsnit nævner Will Reese’s Pieces som sit favoritslik under et lægetjek hos Dr. Owens. Spielbergs film fik salget af den peanutbutterfyldte M&Ms-kopi til at stige med 300 procent.

Frame for frame-gengivelse: ‘Close Encounters of the Third Kind’:

Spielbergs første udforskning af fremmede væsner er også en af de film, som fra dag 1 har inspireret The Duffer Brothers’ historie og univers. Derfor er det meget passende, at en af anden sæsons tydeligste referencer er en nærmest frame for frame-gengivelse af scenen, hvor en lille dreng åbner døren og kigger ud på den rødlige himmel i fremkomsten af et rumskib.

Scenen fra første afsnit, der er som taget ud af Steven Spielbergs ‘Close Encounter of the Third Kind’.

I første afsnit er det Will, som i et af sine æteriske klarsyn ser det H.P. Lovecraft-agtige Skyggemonster midt i et naturfænomen af mørke skyer og knaldrøde lynnedslag. Den store forskel på de to scener er, at Will i modsætning til den lille dreng ikke bliver kidnappet til The Upside Down i denne omgang.

Hopper og hatten: ‘Indiana Jones and the Temple Doom’:

»Jeg kan faktisk virkelig godt lide ‘Temple of Doom’. Jeg er vild med, at den bliver en tand mørkere i forhold til ’Raiders of the Lost Arc’, og at den føles meget forskellig fra den«, sagde den ene af skaberne, Matt Duffer, da han sidste år over for IGN løftede lidt af sløret for den kommende sæson 2.

I stil med Spielbergs anden Indiana Jones-film er historien i ’Stranger Things’ tilsvarende blevet større, vildere og ikke mindst mørkere. På et mere konkret plan ses inspirationen i afsnit 6, da Nancy og Jonathan befinder sig hos konspirationsteoretiker og deltids love doctor Murray Bauman. Den måde, man parallelt følger dem tage tilløb til at hooke up, er som taget ud af scenen med Indy og den blonde diva Willie, som efter en screwball-scene med tøven i hver deres rum endelig mødes på midten til en omgang »natlig aktivitet«.

Skulle man være i tvivl, bliver det samtidig understreget, at betjent Hopper er Hawkins’ egen Indy. Det sker, da bamsebjørnen Hopper i femte afsnit bliver reddet fra en kvæledød af tentakellignende organismer i de Upside Down-befængte tunneler. På vej ud når han med et snuptag lige at få sin hat med. Ren Indy.

Den besatte Will: ’Eksorcisten’, ’The Thing’ og ’Invasion of the Body Snatchers’

Hele plottet omkring Wills besatte krop er et sammensurium af de tre horrorklassikere. Allerede i afsnit 5 ligger Will og skriger på jorden i et krampeanfald med udstukne øjne og åben mund. Alt er ikke, som det skal være inde i hårdt plagede Will, ligesom Donald Sutherland heller ikke er ved sine fulde fem, da hans karakter i slutningen af ’Body Snatchers’ giver et identisk, rædselsvækkende udbrud, så der ikke er et fladt hår tilbage på kroppen.

Will i spasmer imens der brændes af i The Upside Down.

Skyggemonstret eller dets D&D-inspirerede tilnavn, Mind Flayer, fungerer ligesom det fremmede væsen i John Carpenters 1982-film og entiteten i ’Body Snatchers’ som en hive mind, hvis bestanddele er følelsesmæssigt forbundne. Ligesom den transformerende tingest kan det sammenlinkede væsen ikke klare ild. Det berøres et par gange frem mod det store klimaks, hvor den store djævleuddrivelse udføres.

Hvilket fører os til:

William Friedkins sataniske film om den 12-årige pige, der begynder at kunne dreje sit hoved 360 grader rundt og spy og spytte galde i ord og væskeform. Det rørende spil mellem mor Joyce og Will minder igennem sæsonen uhyggeligt meget om Ellen Burstyn som moren Chris, der vil gå meget langt for at fordrive det onde, som har overtaget hendes datter Reagan. Noah Schnepp i rollen som Will giver Linda Blair kamp til stregen i kunsten at spille det mest troværdige besatte barn. I den endelige uddrivelsesscene, hvor Winona Ryders Joyce ikke holder igen med varmen, reagerer Will på eksakt samme måde som Reagan ved at gribe fat om halsen på mor.

Det udskældte afsnit 7: ’X-Men’ og ’Buffy The Vampire Slayer’

Elevens flugt hjemmefra til Chicagos slum i det allerede meget omdiskuterede afsnit syv er en heroes journey, som flere på nettet har koblet sammen med X-Men historien ’Dark Phoenix’. Historien, som blev formøblet i ’X-Men: The Last Stand’ og næste år får et nyt forsøg på film, handler om den ligeledes telekinetiske Jean Greys genopstandelse i en mørkere inkarnation. Danske Linnea Berthelsens karakter Kali har en mentorrolle á la Charles Xavier i Elevens overgang til et mørkere jeg, mens hendes ’os-mod-dem’-propaganda er som at høre modpolen Magneto.

Kali (Linnea Berthelsen) og resten af sit hævngerrige slæng af outsidere.

Hawkins og The Upside Down har fra start haft sine ligheder med Sunnydale og Helvedes Gab i ’Buffy the Vampire Slayer’. ’Stranger Things’ tvivlsomme udforskning af nye territorier i syvende afsnit har også en del til fælles med første afsnit af tredje sæson af Joss Whedons kultserie fra slutningen af 90’erne og starten af 00’erne.

Her flygter den blonde vampyrdræber fra hendes Scooby Gang i Sunnydale for at gemme sig i Los Angeles. Efter et møde med dæmoner i et helvedeslignende parallelunivers indser Buffy, at hun hører hjemme hos i Sunnydale. Kali er ligesom Faith i ’Buffy’-universet en del af samme kæde som Eleven, og Kali og Faith karakterer har mange fællestræk. De er nådesløse og ekstreme i deres tro, klæder sig i sort, og ligesom Faith får Kali også vampet den mere renskurede Eleven godt op.

Både Kali og Faith har således en funktion som spejle for vores udvalgte heltekarakterer, der skal udfordre deres moralske ståsted. Samme skabelon kender man fra den ultimative heltefortælling, ’Star Wars’.

Læs også: ’Stranger Things 2’ er mørkere, vildere og helt igennem binge-værdig