(Spoiler alert: Læs naturligvis først, når du har set ‘Blade Runner 2049’)
Denis Villeneuves mastodontiske fortsættelse til Ridley Scotts science fiction-klassiker ’Blade Runner’ har nu spillet i biografen en uges tid.
Det særligt unikke ved ’Blade Runner 2049’ er, at folkene bag ikke har stillet sig tilfredse med at udfylde de tomme pladser fra originalen, men tværtimod har lagt nye kort i bunken af ubesvarede spørgsmål, som for eftertiden kan være med til at gøre den til et lige så gådefuldt fascinerende værk som forgængeren.
Og her mener vi ikke kun spørgsmålet om, hvordan drikfældige Rick Deckard stadig kan have et lager af fyldte whiskyflasker til rådighed efter så mange års ensomhed. Men også spørgsmål af lidt større og mere fundamental karakter. Spørgsmål som den ’Blade Runner 3’, som mange spekulerer i kan blive en realitet, måske kunne give svar på?
1. Er Deckard en replikant?
Jep, efter 160 minutters ’Blade Runner 2049’ står vi tilbage med samme hovedbrud, som vi har haft de sidste 35 år. Harrison Ford er blevet ældre, og det samme er Rick Deckard, som ellers er fra en tid med Nexus 6-replikanter, der kun havde en levetid på fire år. Han dukker op og citerer øboeren Ben Gunn fra ’Skatteøen’ og udviser i det hele taget et menneskeligt register af følelser og fysiske begrænsninger, som ikke kendetegner de mere skarptskårne replikanter. Og så alligevel..
Hvordan har Deckard kunnet overleve i skjul i Las Vegas’ gulerodsbestøvede atomkrater, der er et af de mest bestrålede steder på Jorden?
»Du har aldrig set et mirakel«, som Nexus-8 replikanten Sapper Morton siger til Ryan Goslings ’K’ i starten af filmen. Jo, vi var bare ikke klar over det. Det afsløres, at Tyrell allerede dengang skabte en forplantningsdygtig replikant i Rachaels Nexus 7, så hvorfor skulle han ikke kunne skabe et lignende mirakel med Deckard? Rachael døde under fødslen af sit barn, men hvem siger, at Tyrell ikke også havde forsynet hende med et længere liv?
Man får forklaret, at replikantterroristernes bombning i 2022 – The Blackout – slettede Tyrell Corporations arkivbase over replikanter, hvilket kaster en skygge over eksistensen af Rachaels og Deckards baby. Kun rebellernes leder Freysa, Sapper Morton og forældrene har haft viden om barnet, og på et tidspunkt nævner Freysa Deckard som en del af det fælles ønske om replikanternes frihed. Antyder det, at han er replikant?
Så er der hans gamle buddy, origamitryllekunstneren Gaff, som taler om, at Deckard er fra en anden verden, og at der »noget i hans øjne«, hvilket er et ikke uvæsentligt hint i ’Blade Runner’-universet, hvor iris hyppigt giver en indikation af, hvem der er replikanter, og hvem der ikke er.
Og så er der Deckard og replikanten ’K’, der begge formulerer sætningen »jeg ved, det er ægte« som reaktion på omverdenens tvivl om autenticiteten af deres minder.
Det bringer os til den mest centrale scene i søgen efter svaret på ’Blade Runner’s største spørgsmål. »Er følelsen den samme som for 30 år siden?«, spørger gudefiguren Niander Wallace (Jared Leto) udfordrende til Deckards oplevelse af det endnu fuldkomne minde af sit første møde med Rachael. Var han designet til at falde pladask for Rachael? Et artificielt Adam og Eva?
Med tanke på, at mindeudvikleren (og altså Deckards datter) Ana Stelline forklarer ’K’, at »vi husker med vores følelser«, burde Deckard – hvor smukt det end er – ikke kunne forestille sig samme klare billede af sin elskede Rachael.
Der er spor, men ingen entydige beviser. Og man sidder stadig tilbage med det store, fede eksistentielle grundspørgsmål, som Niander Wallaces lægger på bordet for Deckard: »Kærlighed eller matematisk præcision? Ja eller nej?«. Godt spørgsmål.
Hvem indpodede Ana Stellines erindringer i ’K’s hoved – og hvorfor lige ham?
K’s Pinocchio-historie slutter med den voldsomt tragiske erkendelse af, at hans minder i virkeligheden er Ana Stellines, og at han efter en eksistentiel vækkelse alligevel ikke er den nye messias, men blot som alle andre »skinjobs«. Det forklares på et tidspunkt, at det er ulovligt at placere ægte minder i replikanter, så hvem har gjort det?
Det skal siges, at Ana Stellines arbejde udmærker sig ved, at hun putter fragmenter af sig selv ind i de konstruerede erindringer, da autentiske minder, som hun siger, »giver en menneskelig reaktion« hos replikanterne.
K fortæller, at han ikke var skabt før The Blackout. Ana Stelline blev med al sandsynlighed født 16. oktober 2021, som er indgraveret i træet ved siden af Rachaels grav, der sætter gang i Ks bardomsminde om træhesten med samme cifre og sætter gang i den større familiegenforening mellem Stelline og Deckard. Men hvem sætter i første omgang K på sporet af Sapper Morton? Hvem ringes der til i kortfilmen i kortfilmen ‘Nowhere to Run’?
I sin søgen opdager K data, som angiver en dreng og en pige med præcis samme dna, hvor pigen skulle være død tidligt af det såkaldte Galatians Syndrom, mens drengen forsvandt. Senere forklarer Deckard, hvordan han hjalp rebellederen Freysa og Sapper Morton med at fjerne al bevismateriale om eksistensen af Rachaels barn.
Stelline kunne godt ubevidst have plantet mindet ved en fejl, men der er også meget, som peger på, at K fra start var en afledningsmanøvre for Niander Wallace (og publikum). Det antyder rebellederen Freysa, da hun bringer K informationen om, at det er Stelline, som er nøglebarnet, med den kryptiske sidekommentar om, at »vi troede alle, vi var barnet«.
Er K en mandlig klon af en halvt (eller hel?) kunstig intelligens, eller var han den ’kunstige’ del af en tvillingefødsel? I hvert fald synes der at være en nærmest telepatisk forbindelse mellem de to, som understreges af slutscenen, hvor K ligger døende i sneen i en poetisk Roy Batty-opdatering, mens Stelline fremstiller sne i sit glasbur.
3. Overlevede ’K’?
K – eller Joe, som han navngives af den holografiske app-sammenlever Joi – dør ved filmens slutning.
»Jeg var overrasket over at finde ud af, at nogen troede, han overlevede. Jeg kan blot sige, at man som fan nok genkender den musikalske ledetråd, der spiller på det tidspunkt«, har manuskriptforfatter Michael Green sagt til Entertainment Weekly med hentydning til Vangelis’ komposition ’Tears in the Rain’, kendt fra Roy Battys ikoniske dødsscene.
Medforfatteren på både den gamle og nye film Hampton Fancher har – stik modsat Ridley Scott – tidligere fastslået, at Deckard er et menneske. Og tilsvarende kan man forestille sig, at intet er definitivt i forhold til ’K’ før, producer Ridley Scott har givet sit besyv.
4. Hvordan ser fremtiden ud for replikanterne (og menneskene)?
Ved siden af ’K’s filosofiske erkendelsesrejse lagde ’Blade Runner 2049’ i kakkelovnen til et forestående opgør mellem la résistance i form af Nexus-8 replikanterne og Niander Wallaces hær af domesticerede Nexus-9 modeller.
Den rebelske gruppe af replikanter, der holder til i lossepladsen San Diego, drømmer om frihed og anser Rachaels vidunder som afgørende bevisførelse for, at replikanterne »er mere menneskelige end menneskene«. De går ind for racefrihed. Omvendt er livgivende replikanter alfa og omega i stormogulen Nianders planer om overtagelse af verdensherredømmet, hvor forretningen ikke blot skal stige med avlende replikanter, mens også »bane vej til at stige op storme edens have«. Han er basalt set en kapitalistisk Hitler, hvis Der Führer avlede superjøder for at dræbe svagere jøder. Man kan så undre sig over, hvordan den blinde og alligevel altseende Niander ikke har vidst, at Ann Stelline arbejdede for ham?
Det er i øvrigt uvist, om Ana Stelline vitterligt er tvunget til at fantasere sig ud af sit sartreske fængsel, eller om hendes sensibilitet er et dække for at kunne holde sig i sikkerhed fra at blive opdaget. Rebellernes kamp afhænger rimelig meget af, at hun tager farmand Deckard i hånden og i bedste fald får strøet nogle sæd ud.
Den planlagte revolution er den mest underfortalte og uafsluttede plottråd i filmen og vil først for alvor kunne folde sig ud i en eventuel opfølger. Det lægger op til mindre eksistentialisme med jetmotorer og mere verdensudvidende klonkrig i stil med ’Matrix’-fortsættelserne og ’Total Recall’.
5. Hvordan er off-world?
Helt tilbage fra Philip K. Dicks originale bog ‘Drømmer androider om elektriske får?’ har off-world været beskrevet som et hinsides paradis, de mest bemidlede mennesker flygtede til, men som de jordtyngede karakterer, vi følger, kun har kunnet drømme om. Efter det altødelæggende World War Terminus har Jorden som et dystopisk sted været befolket af rosset og replikanterne. I originalen fra 1982 får vi at vide, at replikanterne er flygtet fra en slavekoloni, og man hører eller ser aldrig rigtigt mere.
I ’Blade Runner 2049’ taler Niander om ni nye verdener, og hele hans gudekompleks og højhellige ordstrøm om engle og Edens Have skal oversættes til, at han vil overtage de omkringliggende planeter med en gigantisk hær af tilbedende replikanter.
I den anden lejr fortæller både Freysa og Sapper Morton om deres fælleskamp som udstationerede på planeten Calantha. De har med al sandsynlighed været benyttet i borgerkrige, men mellem hvem og hvad?
Niander vil presse viden om barnet ud af Deckard ved at torturere ham i off-world, hvor håndlangeren Luv også næsten får ham hen, inden ’K’ redder dagen. Men hvad er der på den anden side af vandet eller »det søde udenjords liv«, som børnehjemsbestyreren Mister Cotton siger?
Skal man honorere Philip K. Dicks twistede og sortsatiriske ånd, så findes off-world slet ikke, eller også er der tale om noget helt andet, end hvad folk forestillede sig. Var det ikke også noget med at komme over på den anden side af vandet i ’The Truman Show’?
6. Hvordan fungerer den posttraumatiske stress-test?
Goslings K må to gange i filmen tage en test på stationen efter at have været på mission. Det kan forstås som et nyt bud på Voight-Kampff-testen fra originalen, men i mellemtiden har en øjenscanner overtaget afkodningem af replikanter, mens en aggressiv stemmeboks har til opgave at teste blade runnernes »indvendige basisniveau«.
De skal på kommando svare neutralt på følelsesladede spørgsmål, men faktisk er udtrykket »interlinked within one system«, som K skal gentage efter maskinen, ikke det rene nonsens.
Faktisk er det et afsnit fra Vladimir Nabokovs metaroman ’Pale Fire’. Det er samme bog, som Joi forkaster i filmen, måske fordi den leger med ideen om sin egen autenticitet med et væld af intertekstuelle referencer og en fortællestruktur i øst og vest.
Efter at K kommer tilbage efter at have fundet træhesten på børnehjemmet i San Diego og har fået identificeret sit minde som ægte af Ana Stelline, har hans værdier rykket sig. Men hvad reagerer testen helt præcist på? Måske at der er ved at ske en følelsesmæssig udvikling i K, at han begynder at drømme om at være mere end replikant…
Det fører til det mest væsentlige og komplekse spørgsmål, ’Blade Runner 2049’ tager op:
7. Hvad gør noget menneskeligt?
Ligger menneskeligheden i vores dna, er vores identitet blot en social konstruktion, er det i troen, eller er det evnen til at føle? K og Joi gennemgår hver deres ydre såvel som indre undersøgelse af dem selv, og det er unægtelig, som om filmens største menneskelighed ligger i deres kunstigt skabte symbiose.
Det er blot én af mange emner, man kan gå fadølsfilosof over efter at have set ’Blade Runner 2049’. Det er en god fornemmelse af, at alt er ved det gamle trods utallige teknologiske landvindinger, siden en enhjørning af papir startede årtiers grublen.
Læs også: ‘Blade Runner 2049’: På alle måder en triumf