Dejan Cukics fantastiske comeback: »Vi har alle nogle huller i vores sjæl«

Dejan Cukics fantastiske comeback: »Vi har alle nogle huller i vores sjæl«
Dejan Cukic i 'Fantasten'.
Efter seks år vender Dejan Cukic tilbage til dansk film med en rolle, han uden tøven kalder den bedste i sin karriere. I ’Fantasten’ spiller den serbiskfødte dansker en uforbederlig ludoman i en vild deroute, og man kan meget let få den tanke, at rollen er skåret over hans egne oplevelser. Så enkelt er det dog ikke.

Et par timer inden jeg skal interviewe Dejan Cukic på en café på Gl. Kongevej, tikker mailen ind: Dejan er slet ikke i Danmark. Han er i Montenegro. Og har ikke nået flyet.

Det forstærker konturerne op af et billede, jeg – og mange andre – måske har fået af den 50-årige skuespiller gennem årene. Et billede formet af rygter og mediehistorier med en del år på bagen. Dejan Cukic er simpelthen en mand med et vist ry, kendt som en egenrådig type og lidt af en vildbasse. I 2002 prydede han tabloidforsiderne med overskrifter som »tv-stjerne taget for spritkørsel«, og i tidligere interviews har han selv slået fast: »Jeg er ikke pæn«.

Det er et billede, der krakelerer, da det lykkes at få manden selv i tale. Men filmen, vi skal tale om, spiller flot ind i fortællingen om en mand, der lever i overhalingsbanen og indimellem ender i rabatten.

I Christian Dyekjærs intense gamblingdrama ’Fantasten’ spiller den serbiskfødte dansker den omvandrende livskrise Claus. Og det er heller ikke en pæn rolle, på ingen måde.

Kom til Soundvenue Forpremiere på ‘Fantasten’ på mandag 30. oktober kl. 20.00 i Empire Bio

Claus er ludoman, og det ekstreme liv ved hasardbordet ødelægger alle hans relationer. Både på arbejdspladsen som bilsælger for Citroën, men også i forholdet til sønnen Silas (Oscar Dyekjær Giese). Inden for de første ti minutter af filmen har Claus kørt sit arbejdsliv i sænk, mistet sin far og været på nippet til at springe ud fra altanen fra sin lejede penthouselejlighed på Islands Brygge. Men lige så snart, han slår røven i sædet foran rouletten eller ved pokerbordet, glemmer han det hele. Han er fri.

»At få sådan en intens rolle er en drøm, for der kommer man virkelig på arbejde. Og den slags roller er der langt imellem, skal jeg hilse og sige«, siger en let hostende Cukic, da jeg får fat i ham over en skrattende telefonforbindelse fra Montenegro, hvor han tilbragte de første 11 år af sit liv.

Pokerfjæs

Ludomanportrættet er Dejan Cukics første rolle på dansk grund i seks år, og den er allerede udråbt til hans livs præstation. Den eneste anke er sådan set, at Cukic er så overbevisende, at man tager sig selv i at tænke: Hvor meget af det her er egentlig ham selv?

Tanken opstår især, når man ved, at Dejan Cukic selv har erfaring med gamblingverdenen. I 2011 rejste han til Las Vegas med et filmhold og sin kendis-pokerklub, der blandt andre tæller Dan Rachlin, Joachim B. Olsen og Thomas Bo Larsen, for at filme mockumentary-serien ’Pokerfjæs’.

Dejan Cukic og Mads Mikkelsen i ‘Pokerfjæs’.

De skulle bo på luksushotellet Bellagio og deltage i verdensmesterskabet i poker, alt imens de spillede roller moduleret over deres egen personlighed: Dejan som den glade bagmand til hele seancen, der får en anelse for meget at drikke i sine desperat forsøg på at overtale vennen Mads Mikkelsen til at tage med på turen.

Men ligheden er kun overfladisk. For selvom skuespilleren har spillet hasard og oplevet vildere fester end de fleste, er hans liv præget af noget større stabilitet. Han har haft den samme kæreste i 35 år, og selvom han ikke har arbejdet i Danmark, har han knoklet løs som skuespiller i udlandet. Han har blandt andet optaget fire svenske spillefilm over de sidste fem år og spillet med i flere internationale tv-serier.

»Jeg har haft travlt som aldrig før. Men jeg har det helt fint med, at det omtales som et comeback – specielt når det er den her rolle, jeg kommer tilbage til Danmark med«, siger han.

Et dekadent liv

I årevis har Dejan Cukic ventet på den slagkraftige danske filmrolle, hvor han virkelig kunne tage en chance. Da Christian Dyekjær kontaktede ham om filmen, var skuespilleren ikke i tvivl: Nu var den der! Og selvom Cukic har henved 50 film- og tv-roller på sit cv, tøver han ikke med at kalde rollen som Claus sin bedste nogensinde.

»Det er sjældent, man kan få lov at sige, at man er stolt af sit arbejde som skuespiller. Det skal man passe på med. Men sådan føler jeg virkelig med den her film. Det er et arbejde, jeg er stolt af«, fastslår han.

Allerede fra de spæde skridt i manuskriptudviklingen var Cukic dybt involveret i ’Fantasten’, som da også i flere henseender bygger på hans egne erfaringer som hobbygambler – blot ført ud i ekstremerne. En grundig research var afgørende, for filmen skulle være et sandfærdigt portræt af ludomani.

»Vi skulle tage emnet alvorligt og samtidig lave en fed, underholdende film, der viser, hvordan det er at være ludoman. Og det er ikke sjovt«, siger han.

»Jeg havde en ven, som var ret spilleafhængig for lang, lang tid siden. Han mistede alt, både familie og hus, og det endte rigtigt, rigtigt galt for ham«.

Det kører for Claus i ‘Fantasten’. Indtil det ikke gør.

Karakteren Claus blev til gennem talrige samtaler med ludomaner i behandling ved Ludomani Centeret i Odense, men erfaringerne fra Las Vegas-turen blev også brugt som inspiration til de mere pikante scener i filmen. Som når Claus smiler til Silas, mens de begge får blowjobs af fremmede kvinder, Claus har samlet op på casino efter et mirakuløst winning streak.

På den månedlange optagelse i Vegas mærkede han fascinationen af gamblerlivet, når han sad med en god hånd ved pokerbordet.

»Der skal man sgu være stærk for at stå imod. Det kunne jeg da godt mærke, når jeg hørte skrålene fra bordene ved siden af. Så får man lyst til at satse det hele, men det har min pengepung ikke godt af, og heldigvis var det den og ikke afhængigheden, der styrede det«, griner han.

Turen var et overflødighedshorn af vilde fester, og hver gang sprutten flød, var det som led i Vegas-mekanikken, der handler om at få folk til at satse endnu flere penge ved spillebordene. Den ene dag sad folk med en million i gevinster, den næste dag var pengene væk.

»Det er et meget dekadent liv, de her mennesker fører. Det er et hurtigt liv, hvor det ikke virker, som om man tænker over konsekvenserne på den lange bane. Jeg oplevede, at der var nogle danskere, som vandt utrolige beløb, hvor man bare havde lyst til at sige: ’Nu går du altså ned i banken, og så investerer du i en bolig’«.

Annonce

Et ubehag i maven

I ’Fantasten’ træffer Claus alle de forkerte beslutninger, og det sender ham direkte mod afgrunden. Faderrollen og ansvarsfølelsen tager hurtigt bagsædet i gamblingbussen. Spilletrangen holder ensomheden og sorgen for døren. Og det er nogle grundfølelser, som Dejan Cukic selv kan genkende.

»Vi har alle nogle huller i vores sjæl. Vi kender alle sammen til ensomhed og den kedelige dagligdag, som en gang imellem kan gøre, at man ikke rigtigt føler, man lever«.

Hvordan har du selv bearbejdet de her grundfølelser i dit liv?
»Man skal snakke med sin familie. Det går ikke at isolere sig selv. Jeg er i øvrigt også ret dårlig til at skjule sådan noget. Det bliver kommenteret med det samme: ’Hvad fanden er der i vejen med dig – nu har du rendt og været sur og bitter i 14 dage?’ Og så bliver man nødt til at tage fat«.

For Dejan Cukic har det altid handlet om at bruge nederlagene konstruktivt, og derfor holder han også sine nedture tæt ind til kroppen. I virkeligheden er skuespilleren et meget privat menneske. Han har altid holdt sig langt fra reality-tv, som han kalder »kendispjat«, mens han takker nej til interviews, der ikke handler om en konkret rolle.

»Vi har det med at gøre ting, vi ikke har lyst til i alle livets aspekter. Og det bryder jeg mig ikke om – så kan jeg mærke et ubehag i maven«.

Dejan Cukic og Oscar Dyekjær Giese i ‘Fantasten’.

Det betyder også, at karrierespillet er trådt i baggrunden. Det er nemlig nemt at komme på afveje i filmbranchen, som i nogen grad er præget af den samme opportunisme som Claus’ flygtige tilværelse i ’Fantasten’.

Dejan Cukic går selv fra projekt til projekt, ligesom Claus går fra fix til fix, og der er også, med Cukics ord, »en masse party« i filmbranchen, når man fejrer hinandens succeser.

Samtidig er der en underliggende konkurrence, hvor man hele tiden måler sig med hinanden: Hvem er mest i medierne lige nu? Hvem er mest succesfuld? Dejan Cukic har forsøgt at holde det hele lidt på afstand.

»Det synes jeg grundlæggende er vigtigt for at kunne skildre verden så ægte som muligt. Jeg kender rigtigt mange mennesker i filmbranchen, men jeg kan måske tælle på en hånd, hvor mange venner jeg har fra miljøet«.

Nej tak til Hollywood

Sådan var det dog ikke, da han tog karrierens første spadestik. Da han startede på teaterskolen, havde han aldrig været i teateret, men han var dybt betaget af miljøet, festerne og bekendtskaberne. Det liv ville han have.

Så selvfølgelig tog han også med Mads Mikkelsen og Nikolaj Lie Kaas til Hollywood efter gennembruddet med ’I Kina spiser de hunde’. Men han fandt hurtigt ud af, at de robotagtige castingprocesser ikke var besværet værd, når han i sidste ende skulle spille en mere eller mindre ligegyldig rolle.

»Jeg kunne ikke rigtigt leve med, at jeg kun skulle være med i baggrunden på en eller anden Hollywood-storfilm. Jeg følte mig som en pølse på et fabriksbånd, og det gad jeg kraftedeme ikke. Der er jeg en rimelig stolt starut, og jeg fik jo nogle store roller i Danmark«.

Akavet familiemiddag i ‘Fantasten’.

Til stor frustration for sin agent kom Dejan Cukic tomhændet hjem til Danmark, men rejsen var en vigtig lektion for skuespilleren, der lærte, at man først og fremmest skal gå efter den gode historie, når man vælger sine roller. Og det kræver hårdt arbejde at finde frem til dem. Det gode manuskript kommer sjældent dumpende ind ad brevsprækken, og Dejan har i flere tilfælde arbejdet tæt sammen med manusforfatterne om at nå til det endelige resultat.

»Man er nødt til selv at smøge ærmerne op og tage handskerne på, hvis man vil have den gode historie. Det går ikke at bebrejde filmmiljøet for, at der ikke bliver lavet bestemte film«, som han siger.

Drømmer om instruktørstolen

’Fantasten’ har givet skuespilleren troen på den danske filmbranche tilbage. For filmen viser, at det sagtens kan lade sig gøre at fortælle den gode historie i hjemlandet, hvis bare man kæmper for det.

»Problemet i Danmark er, at filmene ligner hinanden lidt for meget. Det er de samme skuespillere, der spiller det hele. Det er ikke deres skyld, men det bliver kedeligt, hvis det er den samme skuespiller, der spiller med i 50 procent af spillefilmene. Det er en fælde, man falder i«, siger han.

»Men det er historier som denne, der giver næring til sjælen. Det er det, man lever for. Hvis bare jeg kan få lov at spille sådan en rolle hvert fjerde år, skal jeg være ret glad«, fortsætter skuespilleren, der dog også har ambitioner bag kameraet. Da han instruerede, producerede og skrev reklamefilm i foråret, gik det for alvor op for ham, at han sagtens selv kunne stå i spidsen for en produktion. Det gav ham blod på tanden.

»Jeg har en historie, som jeg vanvittig godt kunne tænke mig at instruere. Og det skal jeg nok også komme til«, siger han i de døende minutter af vores dansk-montenegroske samtale.

I øvrigt er Dejan Cukic bare i landet for at arbejde. Og interviewaftalen gik i vasken på grund af god gammeldags miskommunikation. Ikke så dramatisk, vel?

Kom til Soundvenue Forpremiere på ‘Fantasten’ på mandag 30. oktober kl. 20.00 i Empire Bio

Læs også: Anmeldelse af ‘Fantasten’