Den bedste serie, ingen så, er slut – på højde med ‘The Wire’ og ‘Mad Men’

Den bedste serie, ingen så, er slut – på højde med ‘The Wire’ og ‘Mad Men’
Kerry Bishé som Donna Clark og Mackenzie Davis som Cameron Howe i 'Halt and Catch Fire'.
Foto: AMC
I denne uge sluttede ’Halt and Catch Fire’. En lille serie om mennesker og maskiner, der aldrig fangede det store publikum, men blev båret frem af euforiske anmeldelser og en beundringsværdig vilje til at vægte kvalitet over seertal. Nu er det din tur til at opdage serielands hemmelige mesterværk.
Den bedste serie, ingen så, er slut – på højde med ‘The Wire’ og ‘Mad Men’
Lise Ulrich

Filmskribent og anmelder, Soundvenue

Vi kender alle typerne, der beredvilligt og uopfordret anbefaler favoritserier, du aldrig har hørt om eller gidet se.

Med stor entusiasme og opspilede øjne lovpriser de henført en given titel, du bare »må og skal give en chance« til et punkt, hvor du af automatisk irriteret trods mentalt afskriver at udforske så meget som et enkelt afsnit.

Death by recommendation.

Nogle gange er man imidlertid selv det insisterende parti, der har fundet guld og er ivrig efter at dele skatten. Serier skaber kollektive eventyr af samhørighed mellem mennesker, som sad vi stadig omkring lejrbålet og udvekslede røverhistorier. Det er aldrig helt det samme at stirre ind i flammerne alene.

Så hæng nu på lidt endnu, vil du?

AMC’s træffende betitlede ’Halt and Catch Fire’ er en gnistrende diamant i den labyrintiske seriekulmine (et par svulstige metaforer er berettigede). Efter fire sæsoner er den netop slut uden nogensinde at have tiltrukket de store seertal i hverken USA eller herhjemme, hvor serien er tilgængelig på C More (og HBO Nordic, der dog i skrivende stund kun har tre sæsoner).

Man forstår det godt – synopsen er noget nær røvsyg. Fire mere eller mindre sympatiske karakters skæbner flettes sammen i Texas under internettets opstart i 1980’erne, hvor de hver især jagter fremtidens hellige computergral i en tåge af tech-snak og mudrede personlige relationer. Meget af handlingen i den første og sværest elskelige sæson foregår endog hovedsageligt bag skærme og tynget af et fagsprog, de fleste almindelige dødelige vil have svært ved at kryptere til meningsfuld dialog.

Umulig at slippe

’Halt and Catch Fire’ er ikke nogen humoristisk ’Silicon Valley’. Ej heller er den et grandiost periodedrama a la modernetværket AMC’s oprindelige flagskibsserie ’Mad Men’ – om end ’Halt and Catch Fire’ indledningsvist aspirerede efter sin egen ’Mad Men’-inspirerede tone og æstetik. Og til trods for et uhyre velspillende lille ensemble-cast, er der ikke nogen opsigtsvækkende kendte navne på plakaten (nogle vil muligvis genkende Lee Pace som elverkongen i ’Hobbitten’ og nyere seere Mackenzie Davis som Yorkie i det Emmy-vindende ’Black Mirror’-afsnit ’San Junipero’).

Det er kort sagt ikke den mest flashy appetitlige serie at give sig i kast med, når underholdningsudbuddet aldrig har været mere farverigt, og ildspyende drager, kulttegnefilm og telekinetiske børn kæmper om at lægge beslag på hver af dine vågne timer.

Scoot McNairy som Gordon, Mackenzie Davis som Cameron og Lee Pace som Joe i ‘Halt and Catch Fire’s første sæson. (Foto: AMC)

Og alligevel – alligevel – er ’Halt and Catch Fire’ stik mod alle odds umulig at slippe, når man først har stiftet nærmere bekendtskab med yuppien Joe (Lee Pace), kodegeniet Cameron (Mackenzie Davis), hardwareingeniøren Gordon (Scoot McNairy) og computer science-husmoren Donna (Kerry Bishé). Godt hjulpet på vej af en overlegent stilsikker intro med et stærkt score af vores egen Trentemøller.

Seriens appel skal ikke findes i maskinerne eller fascinationen af det spirende world wide web, der blev det vilde vest for 80’ernes visionære iværksættere. De digitale løsninger er »the thing that gets you to the thing«, som en gennemgående replik i serien lyder. ’The thing’ er mennesker. Mennesker der drømmer stort og fejler større, mennesker der trenger mennesker over pixels, og mennesker der famler efter at finde samme trygge strukturer i livets software som i computerens hardware.

At sige, at ’Halt and Catch Fire’ hudfletter, hvem vi er i den virkelige verden, når alt omkring os handler om at skabe en onlineidentitet, er både sandt og forsimplet. Serien er ofte metamelankolsk i sin skildring af tiden på tærsklen til vor tid, og uagtet om man selv har nogen som helst minder om 80’erne eller de tidligere 90’ere, vækker ’Halt and Catch Fire’ en længselsfuld nostalgi, der borer sig ind i hjertekulen. Ikke efter walkmans og Commodore 64’ere (okay, også det), men efter den blåøjede optimisme for fremtiden, der driver hovedrollerne.

I et af seriens sidste afsnit i den uforligneligt gode fjerde sæson får en person med tidligere skrantende helbred af vide, at han nu er frisk som en fisk og nok skal leve langt ind i det 21. århundrede. Manden strider ud af lægens kontor som en sejrrig tyrefægter – for fremtiden på den anden side af årtusindskiftet kan vel næppe være andet end lys og fuld af vidundere?

Annonce

Farvel til antihelten

’Halt and Catch Fire’ begyndte i 2014, da serielands über-maskuline antihelte endnu regerede med Don Draper i spidsen. Man fornemmer, at AMC have tiltænkt ’Halt and Catch Fire’s glatte forretningsmand Joe en lignende ikoniseret rolle. Men tiderne skiftede, Draper askede sin sidste Lucky Strike, og fra anden sæson lavede serieskaberne Christopher Cantwell og Christopher C. Rogers en dramaturgisk kovending sjældent set før på tv.

Fokus skiftede radikalt, og Cameron og Donna noget nær overtog spotlyset for at opbygge et rammende og til tider giftigt portræt af kvindevenskaber og karriereambitioner i en udpræget mandeverden. ’Halt and Catch Fire’ satte ild til sin præmis, og anmelderne kunne ikke få armene ned. Seere var der stadig ikke mange af, men stik imod forventning lod AMC sin lille guldfugl flyve videre i en beundringsværdig og sjælden vægtning af kvalitet over seertal.

Kerry Bishé som Donna og Mackenzie Davis som Cameron i ‘Halt and Catch Fire’ sæson 3. (Foto: AMC)

Siden antihelten gik på pension, har flere serier skildret smuldrende traditionelle kønsroller og kulegravet kvindens rolle i patriarkalske samfund, fra små komiske webserieperler (’Ladies Room’) til stort anlagte dystopiske skræmmebilleder (’The Handmaid’s Tale’). Men få har spundet en så forment flerfacetteret kvinderelation med rødder i både fortidens kønspolitikker såvel som nuets glohede ligestillingsdebatter.

Til Collider fortalte Christopher Cantwell i august i år: »Vi skrev altid hver sæson ud fra, at den kunne blive seriens sidste. Samtidig med at vi lod flere plottråde hænge i luften, i tilfælde af at vi fik lov til at fortsætte. Vi kunne ikke rigtigt regne med noget, fordi tv-landskabet er så meget i opbrud i disse år«.

Samarbejdspartneren Christopher C. Rogers supplerede: »Det smukkeste ved den her serie har været, at den har fået lov til at udvikle sig til noget andet hen ad vejen … Gud ske tak og lov for, at den blev til langt mere, end vi troede, den kunne være, da vi først pitchede piloten til AMC«.

’Halt and Catch Fire’ blev fulgt helt til dørs, og en på overfladen knastør dramaserie om kunstig intelligens foldede sig ud som en af de mest menneskelige fortællinger set på tv. Komplet med en stadigt mere innovativ og mosaisk visuel fortællestil, hvor flydende one-takes kunne gøre det ud for år, der fløj forbi, og drømme bogstavelig talt materialiserede sig som lysende neonskilte.

Mavepuster-finale rammer hårdt

Jeg indrømmer gerne at have stortudet mig igennem ’Halt and Catch Fire’s finale i denne uge, der var så bevægende og velskrevet som ’Mad Men’s sublime og bittersøde sidste svirp med halen.

En af ’Halt and Catch Fire’s store kvaliteter var således måden, hvor dens følelsesmæssige punch nærmest ubemærket tiltog i styrke over sæsonerne, indtil man var så investeret i karakterernes skæbner, at tanken om at sige farvel til en eneste føltes decideret ubærlig.

Mackenzie Davis som Cameron og Lee Pace som Joe er en ukonventionel ‘will they or won’t they’-duo. (Foto: AMC)

En femte eller sågar sjette sæson havde været velkommen, om castet så bare havde spillet ’Doom’ på sofaen, men der er som bekendt en skønhed i at lukke ballet, når festen er på sit højeste. Igennem hele ’Halt and Catch Fire’s fjerde sæson fornemmede man aftenrødens stråler farve himlen, og visheden om den snarlige sorte skærm satte alle følelser på spidsen – hvorfor jeg da også sad granatchokket og sårbar tilbage, da Rogers og Cantwell udnyttede momentum til at servere seriens mest overrumplende mavepuster lige inden tæppefald og finaleafsnittets perfekte punktum.

Aldrig i min vildeste fantasi kunne jeg have drømt om, at ’Halt and Catch Fire’s umiddelbart kølige introduktion til 80’ernes nørdede techmiljø ville føre til, at jeg i dag rangerer serien på linje med serieguldalderens sværvægtere ’The Wire’, ’Mad Men’ og ’Sopranos’. Men på overfladen undseelige ’Halt and Catch Fire’ gjorde sig fuldt fortjent til sin plads ved kongebordet.

Hvad betyder titlen så, spørger du (måske, hvis du da ikke hører til de mere computer-savvy)? Det forklarer serien i første afsnit:

En mere passende metafor for den digitale revolution og ‘Halt and Catch Fire’s egne stridende idealister skal man skal lede længe efter.

Jeg er grøn af misundelse over, at du – du, der aldrig har set så meget som et afsnit – nu har mulighed for at binge alle fire sæsoner ud i ét. For drager eller ej: It doesn’t get much better than this.

Alle fire sæsoner ‘Halt and Catch Fire’ kan ses på C More – de første tre sæsoner på HBO Nordic.

Læs også: ‘Halt and Catch Fire’ sæson 4 – Perfekt persondrama kulminerer på alle fronter