Jeg havde overhovedet ikke set den komme. Men det er mere end de fleste, som slet ikke har set den.
Hvad ævler jeg om? ’Halt and Catch Fire’. Tidens måske mest oversete – fordi: undersete – serie. Fortællingen om en flok techpionerers turbulente landvindinger fra 80’erne og frem kører lige nu på fjerde og sidste sæson på Cmore, og i syvende afsnit leverede den et chok af dimensioner, som jeg spoiler lige om lidt. Derfor ved jeg ikke helt, hvem jeg skriver det her til, for der er tilsyneladende ikke andre end mig og fire af mine bekendtskaber, der trofast følger serien, mens alle andre jo bør se serien og dermed ikke bør få ødelagt oplevelsen forinden.
Men ok, måske er nysgerrigheden allerede vakt i tilstrækkelig grad til, at man sætter alt andet i bero og tuner ind på serien, så adieu og god binging til jer, og så må det følgende altså gå ud til de fire bekendtskaber, for ud skulle det altså uanset hvad.
Nu kommer spoileren.
Stop med at læse, hvis du ikke har set ’Halt and Catch Fire’, men har tænkt dig at gøre det.
Stop så.
Ser aldrig dødsfaldet
Det er ikke Knud, som er død, men Gordon Clark, den stædige, nørdede, visionære, brillante, sygdomsramte it-ingeniør, spillet bedre fra sæson til sæson af Scoot McNairy. Det var ham, der mistede livet i ’Who Needs a Guy’.
Og hvilket farvel. Jeg mener det, når jeg proklamerer i overskriften, at chokket for mig var lige så stort, som da halvdelen af Stark-familien, fødte som ufødte, blev slagtet af The Fucking Freys under The Red Wedding i ’Game of Thrones’. Men set i bakspejlet havde hovedforfatterne Christopher Cantwell og Christopher C. Rogers sendt flere vink med vognstængerne: I det foregående afsnit brædnte Gordon sine lægejournaler, måske fordi han ikke længere mente, at han skulle lade sig påvirke af sin sygdom, og i dødsafsnittet bliver Kurt Cobains selvmord namedroppet, ligesom Bos og Diane blev gift, fordi Bos hjerteanfald havde mindet dem om, at livet har en udløbsdato.
Som den glimrende tv-kritiker Al Sepinwall skrev, var den stærkeste indikation dog, at Gordon virkede så glad, så lykkelig, så afbalanceret som nogensinde. Selv når tingene gik syd (uoverensstemmelser med datteren, ekskonens DUI, ekskollegaens urimelige hjælp til konkurrenten), formåede han at tage det oppefra og ned. Og han havde tilmed fået sig en sød og ligesindet (altså nørdet) kæreste i Anne Chlumskys Katie. For meget lykke, for at citere Alice Munro. Selvfølgelig var det dømt til at gå galt.
De små hints er glasklare eksempler på, at chokket ikke var det væsentligste ved Gordon Clarks sidste åndedræt. Det er ikke chokket, der bare må blive behandlet i en hel, whatchamacallthisrambling, artikel. Det er derimod forløsningen, håndteringen af dødsfaldet. Ét af de mest elegante og hjerteskærende på tv, vil jeg patosstemt hævde.
Selve dødsfaldet ser vi aldrig. I stedet ser vi Gordon, der gør sig klar til at tage på date med Katie, før ekskonen Donna pludselig kommer ind ad døren, som boede hun stadig i huset. Gordon følger efter hende, lyset er blegt og drømmerisk, musikken betoner diskret uvirkeligheden, mens vi følger Gordon gennem huset, som han iagttager en ung udgave af Donna, der synger godnatvise for en af pigerne som baby – før kameraet peger ind på Gordons ansigt, der overblændes mere og mere af lyset, som viskede det ham langsomt ud.
Et liv er slut, et liv fuld af op- og nedture, men i sidste ende et godt liv med varme øjeblikke, som er dem, serien lader stå i forgrunden, ikke det pinagtige dødsøjeblik eller den forudgående panik. Jeg genser passagen, mens jeg skriver dette, og fuck altså… Et minut, der føles både sjælfuldt, ophøjet og realistisk.
Fra ensomhed til samhørighed
Det er flot filmisk forløst – med fotograf Robert Evans som den bærende visuelle idémand – og dog havde den følelsesmæssige knytnæve aldrig ramt så hårdt, hvis hovedforfatterduoen ikke havde bygget op til dødsøjeblikket så subtilt og effektivt.
Gordons sygdom blev etableret allerede i afsnit 5 af sæson 2, hvor han efter maniske, nærmest storhedsvanvittige anfald får konstateret en uhelbredelig hjernesygdom, toksisk encefalopati, forårsaget af hans mangeårige arbejde tæt op af giftige kemikalier.
Siden stod det vel nærmest skrevet i kortene, at han skulle dø, så selvom serien siden havde lykkedes med at få én til at glemme det, føltes det vilde what the fuck som alt andet end et sensationalistisk chok for chokkets skyld. Gordons død blev først planlagt kort tid før produktionsstart på sæsonen, men det føltes gennemtænkt og naturligt som en uforglemmelig påmindelse om skæbnens lunefuldhed – og om hvilken emotionel effekt, tv-serier kan have, hvis man gør sit karakterarbejde så godt og grundigt, som ’Halt and Catch Fire’ har gjort gennem snart 40 afsnit.
Symptomatisk for seriens integritet og underspillede facon sluttede den da heller ikke på dødsfaldet som spekulativ cliffhanger, den gav tid til reaktionen og de første spadestik i de efterladtes sorg. Og bandt tilmed en elegant sløjfe på Gordons syn i sine sidste øjeblikke i afsnittet efter.
Da han fik sygdommen konstateret, følte Gordon sig alene. Han fik den fatale nyhed overbragt alene hos lægen, og han fortalte den ikke til Donna før langt senere. Men mellem dengang og hans død har han set lyset på den anden side af ensomhedens tunnel. Han arbejder sammen med sin datter på søgefunktionen Comet, han og Joe udvikler konstruktivt og glædesfyldt en fælles vision for fremtiden, og han har et nyt, godt forhold til Katie.
Who needs a guy?
Alligevel er det tiden, hvor hans familie var intakt, der passerer revy, lige før han siger farvel til denne verden. Donna og børnene i huset, en tilstand af enhed, samhørighed.
Men faktisk blev Gordons syner bragt på banen længe før syvende afsnit. Åbningen på den indeværende sæson var en teknisk imponerende, fingeret onetake-montage, der viste Gordon og Joes bestræbelser på at etablere deres nye virksomhed. Og her kiggede Gordon, lige efter han havde taget sig smertefuldt til hovedet, pludselig på en yngre udgave af Joe, der fik en lys idé under den åbne himmel helt tilbage i begyndelsen af deres partnerskab.
I øjeblikket stak det uforklarligt ud, men i bakspejlet var det en smuk foregribelse af Gordons skæbne. Momenterne af visionær virkelyst. Af familieliv. Begge steder med de menneskelige relationer i forgrunden frem for de maskiner, som Gordon har brugt en stor portion af sin tilværelse på, og som helt bogstaveligt endte med at slå ham ihjel.
Det var de menneskelige refugier, Gordons hallucinerende hjerne søgte ind i, efterhånden som dens retræte blev mere og mere uundgåelig. ’Who Needs a Guy’, hedder afsnittet med reference til Gordons bemærkning, efter han med møje og besvær har ordnet kontorets aircondition. Hvem har dog brug for hjælp? Det havde ingeniørgeniet Gordon. Men han var også the guy. Et menneske med værdier, som dem, han holdt af, altid kunne regne med. Hvem har brug for hjælp, når man har Gordon?
Tv-historien er rig på tårefremkaldende goodbyes med ’Six Feet Under’-slutningen som den mest overvældende. Men Gordons død i ’Halt and Catch Fire’ skrev sig ind blandt klassikerne. Øjeblikkeligt udødelig.
Den fjerde og sidste sæson ‘Halt and Catch Fire’ kan ses på C More HER.
Læs også: Anmeldelse af ‘Halt and Catch Fire’ sæson 4