Den nye ’Thor’-film er en gamechanger for metaltræt Marvel

Den nye ’Thor’-film er en gamechanger for metaltræt Marvel
Chris Hemsworth i 'Thor: Ragnarok'.
Indieinstruktøren Taika Waititis sprudlende jokefest af en superheltefilm er det bedste, der er sket for Marvel, siden Jon Favreau fyrede op under ’Iron Man’ i 2008. Avengers-holdet er muligvis på vej på pension, men det lysner for Marvels fremtidsplaner.
Den nye ’Thor’-film er en gamechanger for metaltræt Marvel
Lise Ulrich

Filmskribent og anmelder, Soundvenue

KOMMENTAR: Superhelte er i bund og grund ret fjollede skabninger. Kappeklædte mænd og kvinder, der i anfald af stilforvirring og grænseløs selvtillid blottet for social skam bærer underhyllere uden på tøjet, og som en anden teenagepige med toiletpapir i bh’en snydagtigt booster fysikken med bryst- og biceps-forstørrende rustninger i lak og læder.

Vasker superhelte nogensinde deres kluns, eller drypper sveden ned i samme gummi-/læderbuks under samtlige kampe for at redde universet? Hvor mange gange kan Hulken smadre en åndsfælle igennem betonvægge, før kludedukken knækker en negl? Hvorfor ser Superman ud, som om han har lugtet en prut i vinden i alle stoiske hero shots?

Normalt er det bedst ikke at lade sig mystificere af de mange ulmende realitetsbomber under heltens eksistensgrundlag og blot sluge samtlige plotkameler, idet dørtærsklen til tegneserieland krydses. Andre gange kan man være så heldig at blive mødt i øjenhøjde af en knapt så eksistentialistisk formummet superheltefilm, der uden et gran af kulturhistorisk arrogance redeligt favner, hvor lidt vand dens grundpræmis reelt set holder i en bare tilnærmelsesvis seriøs kontekst.

Superhelte i sketchstil

En sådan størrelse er ’Thor: Ragnarok’, hvor indieinstruktør Taika Waititi (’Hunt for the Wilderpeople’, ’What We Do In The Shadows’) veloplagt lukrerer på genrens absurditeter og piller sin hovedrolles hovent martrede helteattitude fra hinanden ud fra samme opskrift, Jon Favreau i sin tid nedfældede, da han fyrede op under Marvel-skoleeksempelet ’Iron Man’.

Siden Robert Downey Jr.’s skrantende karriere fik påmonteret sin jetmotor har en kæk dosis demaskerende metasatire i mere eller mindre vellykket grad præget Marvels superheltefilmatiseringer under både Marvel Cinematic Universe (’Avengers’-potpourriet), 20th Century Fox (’X-Men’) og Sony (’Spider-Man’). Mange vil pege på ’Deadpool’s R-ratede galgenhumor som guldeksemplet, men ’Ragnarok’ udfordrer Ryan Reynolds’ sarkasmemaskine uden hverken friskfyragtig provo-vold eller gimmick-brud på den fjerde væg til at blæse publikum bagover.

Chris Hemsworth og Mark Ruffalo i ‘Thor: Ragnarok’.

Hemmeligheden synes at være, at Waititi har prioriteret/fået lov til af højere studie-magter at trække vejret undervejs i en tid, hvor superheltefilm efterhånden paces frem med et afsindigt tempo, der taber alt for mange essentielle kvalitative styrker i svinget. Selv ’Deadpool’s frække marketingsstunts nåede et mæthedspunkt inden premieren.

Waititis uapologetisk oddballimprovisationskomik lægger sig tonalt tæt op ad hans mesterlige lille vampyr-mockumentary ’What We Do In the Shadows’, og imellem ’Ragnarok’s rumrejser og højoktans-smadder skruer filmen dermed også forbavsende helt ned for tempoet for at tage så tykt pis på sine genretroper, at visse scener syner mere af ’SNL’-sketch end MCU-brag.

Annonce

 De gamle helte nærmer sig pension

Newzealænderen har en gave for med få armbevægelser at fremelske troværdige, mærkværdigt indtagende personager ud af selv de mest klæge stereotyper, og med ganske få (manuspåkrævede) undtagelser spiller samtlige medvirkende i ’Ragnarok’, som har de aldrig haft en større fest – eller friere albuerum til at byde ind til den kreative proces.

I Marvel-regi er sidstnævnte mere væsentligt, end det måske umiddelbart lyder.

Marvel Studios og dennes præsident Kevin Feige har førhen gjort sig skyldige i at knægte deres filmmaestroers kunstneriske temperamenter, store som små, i MCU’s forskellige bombastiske ’faser’ (’Ragnarok’ er femte film i fase tre … ). Joss Whedon forlod ’Avengers’-filmene efter kreative uoverensstemmelser og et nær nervøst sammenbrud under indspilningerne af ’Age of Ultron’. Edgar Wright sprang fra ’Ant-Man’ efter at have viet år af sit liv til projektet, fordi han ragede uklar med MCU’s ledelse. Og Patty Jenkins endte med at give ’Thor: The Dark World’ fingeren efter lange, ufrugtbare kreative forhandlinger (hun instruerede sidenhen dette års bundsolide ’Wonder Woman’ for rivaliserende DC).

Alt imens har dygtige filmfolk som Oscar-vinder Ava Du Vernay takket nej til overhovedet at dyppe skeen i Marvels superheltegryde.

Instruktør Taika Waititi (i hawaiistkjorte i midten) med sit ‘Thor: Ragnarok’-cast.

Utilfredse instruktører og produktioner, der går i hårdknude, er gift for de nøje tilrettelagte franchiseplaner, som både Marvel Studios og de andre tegneseriefilmmoguler i Hollywood har lagt, og som strækker sig et godt stykke ind i 2020’erne – hvor der allerede nu kæmpes strategisk om de bedste premieredatoer. MCU alene har flere end 10 superheltefilm på tegnebrættet, og nye titler kommer til.

Hertil skal der tænkes i skarpvinklet profilering af – i bredt publikumsøjemed – mere perifere helte som Captain Marvel og Man-Thing, der på sigt får den svære opgave at føre faklen videre, når de ’aldrende’ fanfavoritter Iron Man, Thor og Captain America pensioneres. I skrivende stund forventes alle tre at stå af trædemøllen efter dobbeltfilmen ’Avengers: Infinity Wars’.

De første spadestik

Det er lige til at få sved på panden af, mens avatars, dinoer og stjernekrigere ånder superheltene i nakken. Men i de senere år har der alligevel været et snigende paradigmeskift undervejs i Marvel-kulissen, og når en indieinstruktør som Waititi kan sætte et så markant personligt præg på det tredje ’Thor’-eventyr, er det en positiv indikator for, hvilke slags kunstneriske satsninger Marvel Studios er parat til at tage for at sikre sine figurers fremtidige relevans.

Særligt tre farverige filmsucceser forud for ’Ragnarok’ har overbevist Marvel om, at det er profitabelt at overrække kongerigets nøgler til mindre instruktører med spraglede baggrunde og have tillid til, at disse formår at parre quirky individualisme og bred kommerciel appel uden nervøst at hamre dem i skallen med kontraktklausuler og input alle døgnets 24 timer. Tag ikke fejl: Marvel Studios såvel som Sony og Fox’ kommercielle landevindinger er fortsat i højsædet, men man aner en lempelse af jerngrebet om instruktørernes halse.

Jeff Goldblum i ‘Thor: Ragnarok’.

James Gunns første ’Guardians of the Galaxy’ fra 2014 var en velkommen særling af campet 80’er-nostalgi og weirdo karakterer, der i moderne voksenfilmssammenhæng syntes dømt til at falde igennem over for MCU’s øvrige, langt mere popkulturelt veletablerede helte. Men under Gunns instruktion smeltede Bradley Coopers talende vaskebjørn og Vin Dielses træ-alien hjerter over hele kloden.

I 2016 skilte Scott Derricksons ’Doctor Strange’ sig ligeledes ud med en i Marvel-regi så psykedelisk outreret billedside, at man skulle tro, at instruktøren – såvel som Mads Mikkelsens skurk – havde snacket en håndfuld spids nøgenhat i frokostpausen. Og selvsamme år skabte den relativt uprøvede Tim Miller en gigantsucces ud af førnævnte ’Deadpool’, der brød drastisk med tidligere ’X-Men’-fortællinger og indvarslede en helt ny æra for de populære mutanter – samtidig med at den inviterede stjernen Reynolds til i høj grad at være med til fastsætte filmens flabede tone og forråede stil.

 Baner vejen for visionære enere

Waititis blockbusterdebut er båret frem af ovenstående skæve superheltefilms hype, og til trods for at ’Thor’-franchisen førhen mestendels har genereret lunkne kritikeranmeldelser, er det lykkedes ’Ragnarok’ at stryge ind på en topplacering over samtlige Marvel-filmatiseringer på tværs af studier.

Instruktørens über-nørdede hyldest til 80’ernes heavy metal-albumæstetik, arkadespil og synth-soundtracks giver selv ’Guardians’ baghjul, og skønt ’Doctor Strange’ var fyrværkeri for sanserne, er ’Ragnarok’s scenografi og action mindblowingly lækkert iscenesat af en instruktør, hvis sidste film immervæk blev optaget med håndholdt kamera.

I både ’Guardians’ og ’Deadpool’ improviserede castet ofte undervejs, om end meget materiale desværre endte på klippegulvet. I ’Ragnarok’s færdige version er 80 procent af dialogen improviseret på settet. Det er nærmest uhørt dristigt med superheltefranchisenes stramme produktioner in mente, men ikke desto mindre en af de afgørende faktorer for filmens uforcerede komiske flow og forbavsende overbevisende karakterudvikling, der får plads til at blomstre. Man kan selvfølgelig spekulere i, om ikke Waititi netop har fået så stort råderum, fordi ’Thor’s filmarv langt fra er så anerkendt som mange af Marvel-kollegaernes. Men hvad gør det i dag, når slutproduktet er en gamechanger?

Taika Waititi instruerer Tessa Thompson og Chris Hemsworth i ‘Thor: Ragnarok’.

Waititi stod også bag de smågeniale Youtube-kortfilm ’Team Thor’, der introducerede ’Ragnarok’s jargon og udfoldede Chris Hemsworths burleske talenter, og hvorvidt man synes om instruktørens signatur eller ej, kan man kun håbe, at hans særegne miks af indiefilmhumor og Peter Jackson-ambitiøse drømmebilleder baner vejen for, at endnu flere visionære enere får mulighed for at eksperimentere med formen – hvilken som helst form – i Marvels stalde.

Og ikke mindst at Ryan Coogler (’Fruitvale Station’) på lignende vis tager anderledes personligt favntag med superheltegenren, når næste års ’Black Panther’ hvæsser kløerne på lærredet. Den behøver ingenlunde være endnu en rumopera spækket med slapstick og deadpan-jokes, så længe den først og fremmest overbeviser om sin originalitet.

Marvel-maskineriets nemesis er metaltræthed, men det vil aldrig blive kedeligt at se filmiske idealister opfinde nye greb i menneskeliggørelsen af den fejlbarlige gud/mutant/filantrop bag den svulstige brystplade. Hvem ved, måske vi sågar også en dag får svar på, om de vasker kapperne selv.

Læs også: Anmeldelse af ‘Thor: Ragnerok’ – den sjoveste Marvel-film til dato