Efter 20 års venten: Endelig sker der ingenting i dansk film

Efter 20 års venten: Endelig sker der ingenting i dansk film
Jonas Lindegaard Jacobsen og Frederikke Dahl Hansen i 'Danmark'.
Som ’Let’s Get Lost’ i 1997 minder Kasper Rune Larsens ’Danmark’ os om, at ikke alle danske film behøver hige efter fremdrift og forløsning. Nogle af de bedste film er nemlig dem, man bare gerne vil hænge ud med.
Efter 20 års venten: Endelig sker der ingenting i dansk film
Jacob Ludvigsen

Filmredaktør på Soundvenue

KOMMENTAR. For ret præcis 20 år siden, 19. september 1997, var der biografpremiere på en lille dansk film i sorthvid instrueret af en ubeskrevet ung instruktør.

Den handlede om tre dagdrømmende venner, der drikker bajere og ser fodbold, og en ung kvinde, som netop er blevet forladt af sin kæreste. Rollerne blev spillet af dengang ukendte navne: Sidse Babett Knudsen, Bjarne Henriksen, Nicolaj Kopernikus og Troels Lyby. Og det er ikke, fordi der ikke sker noget i filmen. Babett Knudsens Julie og Bjarne Henriksens Mogens forelsker sig for eksempel, efter han har sovet på hendes sofa i tre år. Og Kopernikus stjæler Michael Laudrups fodboldstøvler under en landskamp i parken.

Det er bare ikke det, der er det centrale i Jonas Elmers ‘Let’s Get Lost’. Hovedsagen er alle de scener, hvor der ikke rigtigt sker noget. Intet, der rykker plottet fremad i hvert fald. Når vennerne diskuterer FC Barcelona og wu-wei-filosofi med bagdelene godt klæbet fast til sofapuderne. Eller når Julie på en Nørrebro-café fremfører sin såkaldte fisseslikkerteori (kort fortalt: grimme mænd er gode til at slikke, fordi de skal kompensere for deres udseende).

Det er dét, der har gjort ’Let’s Get Lost’ til en kultfilm, som ganske vist blev velmodtaget af anmeldere og publikum i 1997, men siden har vokset sig til en status som en af de bedste danske film i nyere tid. De chillede åndehuller. Den morsomt-hyggelige småsnak i utroligt godt selskab. ’Let’s Get Lost’ er en film, hvor man gerne vil bo i, især med tømmermænd. Beslægtet med såkaldte slackerfilm af Richard Linklater (’Slacker’) og Kevin Smith (’Clerks’), tilsat en lun dansk charme.

Troels Lyby, Sidse Babett Knudsen, Bjarne Henriksen og Nicolaj Kopernikus laver telefonscams i ‘Let’s Get Lost’. (Foto: Anders Askegaard)

Annonce

Siden har dansk film givet talrige store oplevelser. Men der har været meget få danske film, man har haft lyst til at hænge ud med. Dagur Karis ’Voksne mennesker’ om Nicolas Bros fodbolddommeraspirant fra 2005 havde i nogen grad en tilsvarende kvalitet (fodbold og danske slackertyper hører åbenbart uløseligt sammen, underligt nok). Men ellers er den strømførende pil fløjet i retning af mere og mere professionaliserede manuskripter med durkdrevne plotpoints helt efter bogen.

Dogme-filmenes løsagtighed blev modsvaret af intelligent eksekverede fortællinger, hvor hver en scene er en formålstjenlig brik i historiens overordnede fremdrift. Og den forkærlighed for lavmælt, underspillet komik a la amerikansk indie, som ’Let’s Get Lost’ indvarslede, røg ud i slipstrømmen. I mange år har det tilsyneladende været no go at lave danske film om et Seinfeld’sk ingenting.

Derfor føles Kasper Rune Larsens CPH PIX-aktuelle ’Danmark’ som et friskt pust af druktungt nærvær. Som ’Let’s Get Lost’ er scenerne skåret over legende improvisation, og som Elmers film er det ikke, fordi plottet er ikke-eksisterende. I centrum er en kærlighedshistorie om den chillede unge skaterfyr Norge, der bliver opsøgt af 16-årige Josephine, som mener, han har gjort hende gravid. Som i ’Let’s Get Lost’ er selve kærlighedsplottet bare heller ikke filmens cue, det er snarere scenerne, hvor Norge og vennen Myre spiller billard og snakker rapmusik eller damer, og hvor det unge will they/won’t they-par chiller rundt på heavy-festival eller vandcykel og snakker om alt og intet.

‘Danmark’.

Annonce

Plottet er underordnet i ’Danmark’ – den lever og ånder i de hverdagsagtige, sjove og digresserende snakkescener. Man vil bare gerne være sammen med Norge, Myre og Josephine, få et snapshot af deres tanker, af deres livsstil så langt væk fra det fremdriftsreformplagede effektiviserings- og væksthelvede, deres generation ellers skubbes i retning af. Her er tre mennesker, som tager det stille og roligt.

»Jeg kan fucking godt li’ one night-stands, og jeg kan fucking godt li’ bajere, og jeg kan fucking godt li’ at ryge joints sammen med drengene«, som Norge siger.

Som enhver god slackerfilm gemmer der sig et ømt karakterstudie bag den afslappede attitude. Måske endda et generationsportræt. Det er i hvert fald ikke blot overflade og tongue in cheek. Med ’Danmark’ føler man, at de stenede, målløse og intelligente dagdriverfyre får en stemme, lidt som de på én gang forvirrede og selvsikre teenagepiger fik en stemme i ’Team Hurricane’.

Man hepper på dem. Og på kærligheden. Og på kærligheden som et andet alternativ til driverlivet end karriereræs og carport.

’Danmark’ er, som ’Let’s Get Lost’, en debutfilm lavet for meget få midler. Det er som regel her, instruktørerne tør risikere at lave film om mennesker, der bare er. Senere kommer der mere på spil, og så skal der også sættes mere i spil.

Men Kasper Rune Larsens film minder os om, at det indimellem ville være rart at se lidt mere fornøjeligt ingenting i de etablerede danske film. Mere hvilen i menneskene og miljøerne, mindre higen efter fremdrift og forløsning. Flere danske film, man bare gerne vil have som sin ven.

‘Danmark’ vises 6. og 11. oktober under CPH PIX.

Læs også: Interview med manden bag ‘Danmark’ – »Har vi overhovedet brug for en ny Trier?«

Læs også: 5 stjerner til ‘Danmark’