’England Is Mine’: Uautoriseret Morrissey-biopic skulle bare have opgivet ævred

’England Is Mine’: Uautoriseret Morrissey-biopic skulle bare have opgivet ævred
Jack Lowden i 'England Is Mine'.
2 6
Spillefilm
Instruktion

Mark Gill

Medvirkende

Jack Lowden, Adam Lawrence, Jessica Brown Findlay, Jodie Comer

Spilletid

94 min.

Premiere

Vises på CPH PIX 5., 8. og 11. oktober.

CPH PIX: Lige så berømt Morrissey er for at være en af de bærende søjler i indierockens tempel, lige så berygtet er han for sit lunefulde temperament på scenen – tjek selv Youtube for alle de gyldne øjeblikke.

I ’England is Mine’ får man dog hverken den ene eller anden side af den 58-årige Steven Patrick Morrissey serveret. Nøjagtig som der heller ikke er en eneste stump musik fra hverken det britiske ikons tid i The Smiths eller fra solokarrieren. For det første fordi filmen er en såkaldt uautoriseret biopic, som Morrissey ikke selv har villet kendes ved, og for det andet fordi ’England is Mine’ aldrig kommer så langt frem hovedpersonens historie. Og måske netop ikke kommer så langt frem i tiden som en konsekvens af afslaget på at anvende hans musik.

Instruktør Mark Gill – ham der i 2013 var favorit til Oscaren for bedste kortfilm, og som tabte til danske Anders Walter – burde i stedet have taget den konsekvens, at han helt undlod at lave den her meningsløse spillefilmdebut.

Vi starter i middelklassens Manchester i begyndelsen af 1976, dengang Morrissey stadig bare var Steven. 16 år gammel, forfatter in spe og ultrakritisk musikjournalist, man opfatter som typen, der sviner andre til i bitterhed over egen manglende evner til at føre sig frem i spotlyset. Det kører nemlig ikke for den introverte Steven, der ser sig selv som et geni, mens alle andre ser på ham som en tørvetriller.

»Ring, når du får nogle nosser«, siger kæresten, før hun skrider. Steven ringer aldrig tilbage. I stedet ringer han senere til en ligesindet musikfan, han møder til en Patti Smith-koncert: Billy Duffy. Guitaristen, der senere sælger millioner af plader med rockbandet The Cult, og som Morrissey dannede sit første band med, punkgruppen The Nosebleeds, som kun eksisterede i få måneder, før Londons professionelle musikmiljø kaldte på Duffy.

Stakkels Steven. Musikkarrieren slutter, damerne dumper ham på stribe – uden at give det indtryk, at Morrissey jo også faktisk mere er til hankøn end hunkøn – og knægten mister sit dødssyge kontorjob, fordi han ikke gider passe det. I stedet ender Steven hjemme i sengen på fuld tid som tungt deprimeret og kommer ikke ud af stedet. Ligesom filmen.

Depression fylder meget i Morrisseys tekster, men forbindelsen virker vagt udfoldet. Detaljerne er simpelthen for indforståede. Som når Steven ser et nyt og endnu ikke berømt band, The Sex Pistols, give koncert i Manchester sommeren 1976, og Mark Gill skøjter over den skelsættende betydning for hovedpersonen.

Morrissey var netop ikke skabt af den punkstøbning, der gjorde ham i stand til at konkurrere med Sex Pistols eller hans idoler i The New York Dolls. Derfor så ingen noget i Morrissey som sanger i Nosebleeds, mens omgivelserne jo straks så talentet i den vitterligt fremragende sangskriver Billy Duffy. Forstår man ikke periodens musikmiljø og dets personers historie, forstår man næppe handlingen, og hvorfor Morrissey først floppede og gik ned med flaget, og succesen derfor først kom mange år senere, da punken døde, og indierock og tidlig britpop blev det nye sort. Ført an af Morrissey, som Jack Lowden – også aktuel i ’Dunkirk’ – spiller ganske glimrende, men forgæves.

Selv som coming of age-drama tegner ’England Is Mine’ et uinteressant portræt af ungdommens svære år. Men fra den vinkel trods alt mere jævnt vellykket end som biopic, hvis meningen var at komme under huden på manden, myten og musikeren, der blev sin britiske generations største ikon.

Læs også: Alle vores CPH PIX-anmeldelser samlet på ét sted

Læs også: De 15 mest essentielle film på årets CPH PIX