‘Game of Thrones’-casting afkræfter Daario Naharis-teori om sæson 8

‘Game of Thrones’-casting afkræfter Daario Naharis-teori om sæson 8
Daario Naharis (Michiel Huisman) og Ser Jorah Mormont (Iain Glen).
Foto: HBO

Det burde give sig selv, men: SPOILER-ADVARSEL. Læs ikke videre, hvis du absolut intet vil vide om sæson 8.

Der er blot seks afsnit tilbage af ‘Game of Thrones’ og alligevel er nogle af slutspillet essentielle aktører ikke engang introduceret endnu.

I seneste sæsons fjerde afsnit fik vi nemlig introduceret en potentielt vigtig brik i seriens slutspil: Det Gyldne Kompagni, der ikke, som navnet godt kunne antyde, er en stor morgenmadsproducent, men et massivt sjak på 10.000 lejesoldater og kampelefanter fra Essos, som er kendt for altid at holde sit ord (så længe der er guld på bordet).

Det blev yderligere teoretiseret, at Daario Naharis, der meget pludseligt blev skrevet ud af serien i sæson 6, kunne have sluttet sig til Det Gyldne Kompagni og var blevet deres leder. Det kunne give nogle stærke kærlighedskomplikationer i sæson 8 og en lidt mere værdig skæbne for Michiel Huismans Daario Naharis end opgaven: »bliv lige her og pas på det samfund jeg har bygget op over seks sæsoner, mens min rigtige storyline går i gang«.

Vi så aldrig Det Gyldne Kompagni i sæson 7, så vi aner ikke, om Daario Naharis har slået sig til dem. Det sidste vi hørte, var at Cersei Lannisters stik-i-rend-dreng og bejler Euron Greyjoy var blevet sendt på langfart for at hente udlejningshæren, men en casting har ifølge ‘Game of Thrones’-fansitet Watchers on The Wall afkræftet, at han skulle være deres leder.

I stedet er tyske Marc Rissmann som den første til den forestående sæson blevet castet i rollen som lederen med det ligeledes morgenmadsbrand-klingende navn Harry Strickland. Boglæseren vil kende ham og hans storyline fra bøgerne. 

Med seriens uforudsigelighed in mente er det dog stadig umuligt at gisne om, hvilken og hvor stor en rolle, han og kompagniet af lejesoldater vil få.

Læs også: Cersei smed nonchalant et potentielt trumfkort i seneste ‘Game of Thrones’-afsnit