Jeg elsker, elsker, elsker to minutter med Adam Sandler i ny Netflix-film

Jeg elsker, elsker, elsker to minutter med Adam Sandler i ny Netflix-film
Adam Sandler og Grace Van Patten som far og datter ved klaveret i 'The Meyerowitz Stories'.
Efter 10 minutter sker der noget uventet rørende i Noah Baumbachs Netflix-film ’The Meyerowitz Stories’.
Jeg elsker, elsker, elsker to minutter med Adam Sandler i ny Netflix-film
Jacob Ludvigsen

Filmredaktør på Soundvenue

’The Meyerowitz Stories’ starter hektisk: Danny (Adam Sandler) og hans teenagedatter Eliza (Grace Van Patten) forsøger at finde parkering på Manhattan, mens de snakker i højt tempo. Derefter kommer de hjem til Dannys far, kunstnerpatriarken Harold (Dustin Hoffman), og dennes småalkoholiske kæreste Maureen (Emma Thompson) til so-so-hyggelig familiemiddag båret af kunstlet spids dialog i bedste Woody Allen-stil.

Der bliver talt meget i de første 10 minutter af Noah Baumbachs Netflix-film. Det er svært at finde ro, at hvile i karaktererne, som man betragter fra distancen, udefra og ind. Det er den slags anslag, der får skeptikerne til at stemple Woodys newyorkerarvtagere som misantropiske og kølige.

Men så sker der noget uventet. Efter 10 minutter og 20 sekunder. Danny og Eliza sætter sig ved klaveret og spiller og synger duet til en sang, de har hjemmebrygget, da Eliza var ni år. Baumbach lader dem spille fra ende til anden, to minutter og 15 sekunder, som skaber luft og ro og hjerte i historien.

Det er så fin en scene. Jeg blev berørt af den, da jeg så den første gang under Cannes-festivalen ved verdenspremieren i maj – og igen ved gensynet i sofaen i weekenden. Den er unægtelig skabt i sentimentalitetens ærinde, og man kan mene, at en far/datter-duet på nuttet-nostalgiske strofer er et billigt virkemiddel.

Sponsoreret indhold
Oplev årets mest hypede horror-hit
‘Hereditary’ tager forfærdelige familiehemmeligheder og nerveflænsende gys til næste niveau. Find billetter og spilletider her. Hvis du tør.
EKSTERNT LINK
Nordisk Film

Men når jeg ikke føler mig manipuleret, skyldes det, at teksten er barnlig og simpel, men meningsløs nok til ikke at blive over-cute. »I’ll always be your genius girl / I’ll never be your stupid son«, synger Eliza sort. Men også at scenen ligger i filmen, hvor den gør: Hos mindre instruktører ville den slags kærlighedsbetoninger blive placeret i sidste akt som forløsningen på den konflikt, der er gået forud. Men i ’The Meyerowitz Stories’ sætter den tværtimod en sørgmodig grundtone for den ellers overvejende sjove og neurotiske snakkefilm på et afgørende tidspunkt. Den skaber et følelsesmæssigt bånd, som slår fast, at her er mere på spil end intellektuelle screwball-trakasserier på højt newyorkerniveau.

Og så grundfæstner den en relation, som efterhånden viser sig at være filmens kerne, selvom det er forholdet mellem brødrene Danny og Matthew (Ben Stiller) og deres dominerende far, som på overfladen er hovedsagen. Patriarken Harold har gennem årtier nedbrudt sine børn med små snit af aggression, provokation og egocentrisme, og mens fiaskoen Danny aldrig har formået at træde ud af farens skygge, har han selv været en god far for sin datter, for hvem alle verdens døre står åbne.

Gennem to minutters duet forstår man varmen og kærligheden i deres relation. Men man mærker også Dannys nostalgiske længsel på et tidspunkt, hvor Eliza skal starte på college. De har sunget duet gennem hele hendes liv, men nu skal det tidligere musiktalent Danny finde sine egne toner. Sandler og Van Patten spiller lunt og charmerende.

Så det er mere end sød fællessang. Der er bund i Genius Girl-scenen. Det er den, der gør, at man lever sig ind i resten af ’The Meyerowitz Stories’ – og den, som gør filmen til Baumbachs måske varmeste og mest empatiske. For de 135 sekunder er jeg villig til at tilgive Adam Sandler ’Growm Ups’, ’Pixels’ og måske endda ’Ridiculous 6’.

Læs også: Anmeldelse af ’The Meyerowitz Stories’

Advertisement