Kan ‘Happy Death Day’ trække min elskede teen-slasher-genre op af sumpen?

Kan ‘Happy Death Day’ trække min elskede teen-slasher-genre op af sumpen?
Jessica Rothe i 'Happy Death Day'.
Foto: UIP
Lise Ulrich dyrkede fanatisk ‘Scream’ som ung filmnørd i 90’erne. Men efter Wes Cravens metaironiske teen-slasher gik genren langsomt i forrådnelse. I dag får den vellykkede ‘Happy Death Day’ imidlertid premiere, og med stor billetsucces fra USA i ryggen kan den være lige, hvad teen-slasher-fans har drømt om.
Kan ‘Happy Death Day’ trække min elskede teen-slasher-genre op af sumpen?
Lise Ulrich

Filmskribent og anmelder, Soundvenue

Kortene på bordet: Jeg er en kæmpe ’Scream’-nørd.

Et barn af 90’erne, der dyrkede ’Scream’, som andre jævnaldrende dyrkede Backstreet Boys og ’Dawson’s Creek’ (sjovt nok skrevet af ’Scream’s manusforfatter Kevin Williamson).

Jeg var 12 år og filmtosset, da jeg så, hvad der dengang var tidens mest omtalte gysersensation på vhs til en tøseaften – og blev hooked på det satiriske mashup af genrereferencer, highschcool-romancer og neglebidende suspense, der fik teenagehormoner og gåsehud til at gå op i en højere, semiseksuel enhed.

Min lige så ’Scream’-fascinerede veninde idoliserede hovedrolleindehaver Neve Campbell, mens jeg fandt Rose McGowans sassy, sexy – og i teengyserregi håbløst dødsdømte – BFF uendeligt sej. Og så var der selvfølgelig bad boy Skeet Ulrich, der som heltindens mystiske, lystne kæreste var en killer Johnny Depp-lookalike.

Ah, gys og sex. Filmverdens måske mest uimodståeligt pirrende cocktail, der har fostret alt fra ’Psycho’ til ’Twilight’, og som udgør selve teen-slasherens orgasmisk sprøjtende hjerteblod.

I ’Scream’ fyrede instruktør Wes Craven op for alle kåde cylindere sammen med et af 90’ernes hotteste unge casts (hvoraf størstedelen brændte ud som fesne stjernekastere ved årtusindskiftet) og årets bedste soundtrack (Nick Cave and The Bad Seeds ’Red Right Hand’ blev så godt som synonym med franchisen efterfølgende).

Sorthumoristisk og selvreferentiel

’Scream’ pustede nyt liv i selvsamme teen-slasher, som Wes Craven erobrede et årti forinden med ’A Nightmare on Elm Street’. I modsætning til instruktørens tidlige, mere depraverede horrorfilm ’Last House on the Left’ og ’The Hills Have Eyes’ blev ’Elm Street’ og åndsfællen ’Friday the 13th’ fyrtårne for en ny æra af ungdomsgys, der aspirerede til at være skræmmende effektive og spækket med tidstypisk popkultur og sort humor i lige doser.

De klassiske genretroper var stadig på plads, da ’Scream’ ramte biograferne i 1996 – seksuelle drifter var fatale, forældre komplet uduelige og blondiner omvandrende røde flag for maskerede seriemordere. Men filmen ownede hver en kliche med et så forfriskende provokerende glimt i øjet, at ’Scream’ erobrede titlen som alle tiders mest indtjenende slasher-film i USA, der begejstrede både publikummer og størstedelen af tidens kritikere.

Courtney Cox, Jamie Kennedy og Neve Campbell i ‘Scream’.

Alene det, at morderens Ghostface-maske var modelleret over Edvard Munchs ’Skriget’, var en herligt kunstnerselvfed detalje, der øjeblikkeligt sikrede sig filmikonografisk status. Og måden, hvorpå gyseraficionadoen Randy (Jamie Kennedy) omhyggeligt listede genrens do’s and don’ts for sine venner – »Never, ever, ever under any circumstances say ’I’ll be right back’!« – fungerede på en og samme tid som Wes Cravens kærlighedshaikudigt til teengyset såvel som en løftet pegefinger til andre filmmagere om ikke at træde vande.

Året efter overgik franchisens vellykkede toer nær ved ‘Scream’s succes, da ’Scream 2’ gik den selvreferentielle metaplanke ud med et plot centreret om copycat-gyseren ’Stab’, der imiterer begivenhederne fra ’Scream’ (knapt så forvirrende som det lyder).

Og nå ja, så imødegik ’Scream 2’ også lige kritikken over den første films manglende racediversitet ved at introducere de to store sorte stjerner Omar Epps og Jada Pinkett Smith – blot for at slagte begge indenfor de første ti minutter, umiddelbart efter at Jada har luftet sin irritation over sortes ringe odds i gyserfilm …

’Scream’s arrogante gimmicks delte vandene – men universet kunne bære det og gjorde lige så meget for at udstille branchens problematiske klicheer, som den selv kapitaliserede på dem.

Annonce

Tabte terræn til torture porn

Mellem ’97 og ’00 så mine veninder og jeg ’Scream’ og ’Scream 2’ så mange gange efter skole, at vi som et andet ’Rocky Horror Picture Show’-publikum kunne recitere hver en replik undervejs.

Flere tonalt beslægtede teen-slashers fulgte, men til trods for at de mest kendte som ’I Know What You Did Last Summer’ og ’Final Destination’ leverede rigeligt på jumpscare-fronten, gik den uhøjtidelige ’Scream’-humor langsomt fløjten, i takt med at genren tabte terræn til torture porns uforklarligt store popularitet i 00’erne.

Selv ’Scream’s egen tredje film tabte pusten på tærsklen til det 21. århundredes fagre nye, terrorforskrækkede verden, og skønt franchisen vendte tilbage i 2011 med et fjerde, overraskende underholdende kapitel, var tidsånden ubarmhjertig over for, hvad de fleste automatisk afskrev som et patetisk forsøg på at tjene hurtige penge på originalens kultstatus. Alting var bedre i 90’erne – deal with it.

Emma Roberts i ‘Scream 4’.

I publikums øjne var teen-slasheren atter blevet reduceret til præcis det, de første to ’Scream’-film så fermt havde spundet gyserguld over: En joke.

For en stund så det ud til, at et anderledes format kunne blive genrens redning, da hele to ’Scream’-inspirerede tv-gys gjorde deres bloddryppende indtog i serieland i 2015. Men hverken ’Scream: The TV Series’ eller ’Scream Queens’ og deres ’Gossip Girl’-polerede ynglinge formåede at genskabe moderfilmenes morderiske magi, eller claime deres eksistensberettigelse i en tilnærmelsesvis ambitiøs kontekst.

’Groundhog Day’-twist

Derfor er der i denne uge så meget desto mere grund til at kippe med flaget over, at Hollywood med den biografaktuelle ’Happy Death Day’ endelig giver teen-slasheren en saltvandsindsprøjtning, der måske ligefrem kan trække genren op af sin sump og kildre en ny generation.

I et veltænkt filmnørdet twist fusionerer ’Happy Death Day’ af Christopher Landon (’Scouts Guide to the Zombie Apocalypse’) ’Scream’-selvironi med præmissen fra et andet udødeligt 90’er-hit, ’Goundhog Day’. Vor leading lady, Tree (Jessica Rothe), er dermed både filmens første offer og hårdtslående final girl, når hun igen og igen gennemlever den samme dag – sin fødselsdag – hvor hun ved aftenstide myrdes af en maskeret fjende.

Akkurat som Bill Murrays sure vejrvært i ’Groundhog Day’ er Tree en forkælet idiot, der må lære at rette op på sine fejl, før livet kan gå videre, og ’Happy Death Day’ drypper af selvudstillende sarkasme i sin metaforiske skildring af teen-slasheren som en evig repetition af en i stigende grad mere gennemhullet opskrift.

Det er præcis den form for egocentrisk egenpastiche, genren har skreget på. ’Scream’s arv er endnu ikke matchet, men i det mindste er der håb for, at ’Happy Death Day’s succes – den strøg i sidste uge direkte ind på førstepladsen over de mest sete film i USA – kan afføde appetit efter flere legende nyfortolkninger af teen-slasheren.

Gyserfilmen har kronede dage i disse år, hvor både mindre indiegys a la ’Get Out’, ’It Follows’ og ’It Comes at Night’ og blockbuster-produktioner som megahittet ’It’ lægger publikum og anmeldere ned i frydefuld kollektiv rædselsekstase. Og mere kunstneriske gyserfilm som Darren Aronofskys ’Mother!’ stræber med svulstige armbevægelser efter at spejle den vestlige verdens eksistentielle og politiske kvababbelser i rendyrket horror.

Jorden burde være perfekt gødet til teen-slasherens triumferende tilbagekomst, gerne krydret med de skarpe, samfundsspydige knivstik, genren er skræddersyet til at levere igennem sine idealistiske unge hovedkarakterer.

»So tell me … What’s your favorite scary movie?«