’Krisministeren’: DR3’s nye satireprogram sutter røv

De fylder meget, de satans radioværter, der saboterer æteren med selvsmagende tomsnak, akkurat som klassens højtråber truede ens mentale udvikling i folkeskolen med latrinær prol-snak på pik og patter-niveau for at skjule sit eget mindreværdskompleks.

Idéen er derfor lige i øjet, når DR3 i det nye satireprogram ’Krisministeren’ hiver de selviscenesættende radioværter ned fra deres piedestal med humoren som virkemiddel.

I de cirka 10 minutter lange afsnit følger vi den ugentlige gang på et ungt, smart, P3- eller The Voice-imiterende radioprogram, der tager sin titel efter den egoramte, overgearede håret-tilbage-og-stiv-pik-under-bordet-vært Kris Didriksen, spillet af Jesper Groth. Han flankeres af den imbecilt-naive Trællen (Jesper Ole Feit Andersen) og nyhedsværten Cecilie Cronborg (Josephine Park), som agerer fornuftens stemme.

Komikken forlader sig gennemgående på, at der ikke er plads til fornuft, når Kris overskider æteren med handjob-karaoke og quizzer, hvor en frisørelev står bedre end en faderløs kræftpatient, fordi »hun lød lækker«.

Under hashtags som #shitstorm eller #hævnpornosutterrøv medvirker folk i programmet, som blandt andet har været udsat for gidseltagning og bodyshaming, men som den verdensfjerne vært enten ignorerer, tryner eller lukker ned med en upassende popsang. Vi skal grine af den akavede stemning i studiet og de himmelvendte øjne fra Trællen og Cecilie i close-up, men den politiske ukorrekthed skal være mere grov og skarp og uforudsigelig, end når en politiker stiller op til at få Trællens røv i hovedet.

Skævvridningen af virkeligheden skal være mere elegant ekstrem eller mere realistisk betonet, hvis det skal være sjovt, men Kris bliver aldrig tåkrummende morsom som de tragikomisk tonedøve karakterer, Ricky Gervais og Andy Samberg er garant for.

I stedet bliver han en døllet og ondskabsfuld figur snarere end narren, vi bør grine af, hvilket måske hænger sammen med, at seriens politiske omverden er så uskarpt tegnet op. Som feministen Solveig, der kun får fyret flosklerne »stort løngab« og »rigtig meget sexisme i Danmark« af, før det kommer til at handle om hendes private billeder på nettet og fiser brat ud – eller hipsterrestauranten Kål, som er udgangspunkt for et diarré-plot, der lugter lidt for meget af det mundlort, serien ellers lukker ud.

Serien forsøger undervejs at skabe sympati for Kris, hvor en på forhånd dødsdømt kurtisering af søde Cecilie skal agere fremdriftselement. Men det er ikke så »grand cru«, som Kris ville sige.

Efter de første, mere temaorienterede afsnit prøver ’Krisministeren’ at udvikle sig til en pseudo-’Mandrilaftalen’ med Charter McCloskey fra ’Turbomodul’ i rollen som kendisclairvoyant, mens den fungerer bedst i det afsnit, hvor Kris efter et konceptskift er røget ned i hierarkiet og pludselig skal i dialog med virkeligheden. Cecilie tager teten og går amok i Breaking News med Jes Dorph-dekoration under sloganet »virkeligheden er derude«, mens den udsendte Trællen »har indløst enkeltbillet til virkelighedens totalteater« som en anden Morten Sabroe-light.

Det er også i det afsnit, at ærøboeren Jesper Groth giver plads til sit bedste »ba’lamaere« og »kæ’bap«, så man som eksilfynbo bliver blød i knæene. For ingen af de medvirkende er uden talent, slet ikke Groth, der er virkelig skæg som evigtsnakkende, selvbedrageriske, men også ømme handicappede fynbo i den CPH PIX-aktuelle ’Muskelsvindler’. Måske en fynsk Radio 3-parodi med Big Fat Snake-kærlighed havde været sjovere.

Bedre roller venter Groth derude. Men ’Krisministeren’ går i tomgang og ender frygteligt tæt på de fordummende radioprogrammer, den skulle karikere. Hvid støj, man helst var foruden.

Læs også: ’Monrad – i seernes tjeneste’: DR3 anmelder internationalt satirehit til døde