’Lemon’: Wes Anderson- og Woody Allen-klon uden samme klasse

’Lemon’: Wes Anderson- og Woody Allen-klon uden samme klasse
Michael Cera og Bret Gelman i 'Lemon'
2 6
Spillefilm
Instruktion

Janicza Bravo

Medvirkende

Bret Gelman, Judy Greer, Michael Cera, Gillian Jacobs, Nia Long, Rhea Perlman, Martin Starr, Fred Melamed

Spilletid

83 min.

Premiere

Vises 4. oktober, 6. oktober og 9. oktober under CPH PIX

CPH PIX: Todd Solondz, Noah Baumbach, Wes Anderson, Charlie Kaufman og ikke mindst Woody Allen har alle excelleret i det usympatiske mandeportræt af de kunstneriske, narcissistiske vatnisser – gerne af jødisk-newyorksk oprindelse – i slut-30’erne/start-40’erne, der belemrer deres omverden med evindelige, egoplejende neuroser.

Måske Janicza Bravo som afroamerikansk kvinde kunne bringe noget nyt på bordet i sin spillefilmsdebut ’Lemon’? Svaret er en ja, men præcist hvad og hvorfor står mere uklart.

Første del af filmen handler, ikke ulig Kaufmans metafilm ’Synecdoche, New York’, om en teaterinstruktør/arbejdsløs skuespiller, Isaac (Bret Gelman), der får afsæt for sine indebrændte frustrationer fra hjemmefronten ved at lade sit alter ego Alex – en herligt prætentiøs Michael Cera med bobbet Gene Wilder-hår – mansplaine og nedgøre sin kvindelige medskuespiller Tracy (Gillian Jacobs fra ’Community’) i en række teaterprøver.

Isaacs kæreste Ramona (Judy Greer) er blind og læser i en tidlig scene højt fra en blindskriftsbog om et par, hvor »the man in the couple is passive. Directionless. He’s dead but he doesn’t know it«. Isaac bryder ind for at forsvare sig, hvortil Ramona forklarer, at historien faktisk handler om hende – for lige at slå fast, hvilket mørkt hul Isaacs duggede briller befinder sig oppe i.

Har Isaac ikke en retning i livet, synes filmen at have det i udstillingen af den selvindsigtsløse undermåler med misogyne tilbøjeligheder, som filmen flabet bakker op om ved i flere scener abrupt at klippe væk fra Tracy, før hun når at fuldføre sin sætning. I det hele taget er stilen bevidst stivbenet og taktløst opbygget af efemeriske scener med pludselige overgange og  en blanding af Philip Glass’k orgelminimalisme med englekor og underfundige fagotstykker. Skuespillet balancerer mellem det teatralske og sjæleforladt stenede.

Hvad der kunnet have været Janiczca Bravos absurde, men spidende satire på den selvfede kunstkryster, ender desværre som en fortælling uden fokus, da både alter ego og den blinde kæreste får nok af Isaac. I stedet får man først en jødisk familiesammenkomst efter Allens formpræskriptiv og Solondz nedslående udtryk, der kulminerer med den mest deadpan-agtige optræden siden Yorgos Lanthimos ’The Lobster’. I den fragmenterede fortælleånd hoppes der videre til en fish out of water-romance med Isaac på jamaicansk kulturstudie og med mere oplivende farvepalet og musik.

Her bliver der blandt andet talt baglæns som dværgen i ’Twin Peaks’, og David Lynchs mere tørre genoptagelse af sin egen serie er en oplagt reference for tonen i ’Lemon’. Hvor Lynch lader den groteske absurditet opstå ved at trække alting i langdrag, gør Bravos konstante brud i scenerne filmen til en humoristisk hit and miss-affære. Der bliver ikke tid og rum til det imponerende ensemble af komiske folk,  som også tæller Martin Starr (’Silicon Valley’) og Rhea Perlman (’Sams Bar’).

Filmens store problem er i sidste ende nok hovedrolleskuespilleren Bret Gelmans involvering. Fred være med at komikerens faste utiltalende dødbiderfigur i længden bliver for enerverende i centrum for filmens 80 minutter. Men han er også ægtemand til Bravo og har haft en for stor finger med i manuskriptet til ’Lemon’.

’Lemon’ ender modsat hensigten med meget lig foregangsmændene, bare mindre skarp og sjov. Den selvbiografiske vinkel bliver underligt påklistret, fortællingen virker motivløst navlepillende. Quirky med quirk på er ikke en kvalitet i sig selv.

Læs også: Alle vores CPH PIX-anmeldelser samlet på ét sted

Læs også: Efter en mumlende bølgedal hersker originalerne igen i amerikanske indie-film