Opdateret kl. 20.30 tirsdag den 10. oktober: Siden denne artikel blev publiceret har både Ben Affleck og Gwyneth Paltrow taget offentligt afstand fra Harvey Weinstein, mens også Matt Damon har kommenteret sagen i stærke vendinger. Paltrow har sågar berettet, at hun som ung også oplevede at blive krænket af produceren.
KOMMENTAR. Den 65-årige filmproducer Harvey Weinstein er langt om længe blevet professionelt korsfæstet for i hen ved 30 år at have behandlet kvindelige kolleger i kulissen, som var de glædespiger i bunny-outfits og The Weinstein Company et bagdørs-Mansion, hvis hovedformål synes at have været ligeligt fordelt mellem at distribuere Oscar-baskere og sørge for, at chefen fik nok udenomsægteskabelig fisse (eller som minimum en øm massage).
Weinsteins forkølede undskyldning for sin utilstedelige opførsel er, at han er et produkt af en anden tid – hvor mænd var mænd og kvinder kaniner – og derfor naturligvis ganske ubekendt med basal arbejdspladsetikette og medmenneskelig respekt 2.0. Det fremgik nogenlunde af et statement fra produceren i weekenden – hvor han på bizar vis dog også forsøgte sig at købe lidt hipster-cred ved at citere Jay-Z som en anden forvildet coach-type til et motivationskursus for mellemledere.
For at bedre sig, skrev Weinstein, har han ydermere i et års tid haft en kvindelig konsulent ansat til at skole ham i disse futuristiske ligestillingstider. Man ser spørgeskemaet for sig:
En kvindelig ansat bøjer sig for at samle et papir op på gulvet. Hvad gør du?
A. Stikker hånden op under hendes nederdel for venligt at vise, hvor meget du værdsætter hendes arbejde.
B. Spørger hende, om der ikke er andre ting, hun har lyst til at samle op, når hun nu er dernede?
C. Holder nallerne for dig selv og tager en spiller på toilettet i stedet.
Damernes mand
Weinstein har igennem hele sin karriere ført sig frem som en damernes mand. En liberal hanløve i toppen af den kulturelle fødekæde, der deltog i pussy marches, holdt private fundraisers for Hillary Clinton og støttede uddannelsen af flere kvindelige instruktører. Han propellerede Gwyneth Paltrow og Nicole Kidmans karrierer mod Oscar-stjernerne, og Meryl Streep kaldte ham slet og ret »Gud« i sin Golden Globe-takketale for ’The Iron Lady’ i 2012.
Simultant var Weinsteins forkærlighed for at rage på, intimidere og diskriminere yngre kvinder igennem ublu sexchikane åbenbart også velkendt i Hollywood-kredse, hvor skuespillerinden Ashely Judd – en af de kvinder Weinstein krænkede – har fortalt, at kvinder i årevis har diskuteret Weinsteins uacceptable opførsel indbyrdes.
Nu vælter skeletterne så endelig ud af skabet, men man kan med rette undre sig over, hvorfor alter egoerne Harvey the God og Weinstein the Wiener fik lov til at sameksistere i så lang tid, inden bevisbyrden og anklagerne imod liderbuksen voksede ham over hovedet.
Flere journalister og kvindelige ansatte havde igennem årene forsøgt at gå i clinch med produceren, blot for at blive mødt af en væg af trusler om bombastiske sagsanlæg og det, der var værre. Weinstein var en skræmmende temperamentsfuld ork, der kunne make eller breake en karriere med et fingerknips, som kendte gud og hver mand og havde indflydelsesrige forbindelser til både Wall Street og den politiske scene.
Man forstår til dels godt, at unge, ukendte kvinder med fremtidige karrierer at miste har vægret sig ved at gå i den juridiske boksering med Weinstein-maskineriet, både for økonomien og deres eget mentale velbefindendes skyld.
Men hvor var kritikken fra de ditto magtfulde Hollywood-kolleger i alle de år, mange af krænkelserne fandt sted (ifølge New York Times imellem 1999 og 2015)?
»That’s Hollywood«, har mange tilsyneladende ment førhen (i forrige uge!) og trukket på skuldrene over historierne om blottelser og anmodninger om private massager. Bare endnu en vammel studieboss i rækken af vamle studiebosser, der i et helt århundrede har udnyttet unge håbefulde kvinder med drømmen om Hollywood på samlebånd. Casting couch’en har alle dage været godt klistret til i Englenes By, hvor der efter alt at dømme ikke er sket det helt store ligestillingsfremskridt i baglokalerne, siden dengang superstjerner som Joan Crawford og Marilyn Monroe blev tilbudt at knalde sig til bedre roller.
Det er der til gengæld de fleste andre steder ude i den virkelighed anno 2017, som Weinstein – med sit moralske kompas pegende stift mod de sydlige regioner – har så svært ved at hitte rede i.
Massageolie under gulvtæppet
I en tid hvor sexchikanesagerne for alvor har fået det til at rulle hoveder i den amerikanske underholdningsindustri, og tidligere vægtige tv-ikoner som Bill Cosby, FOX-spydspids Roger Aisles og feteret vært samme sted Bill O’Reilly er blevet afsløret som gemene sexforbrydere, går det nemlig ikke længere at feje massageolien ind under gulvtæppet.
Derfor er Weinstein også en færdig mand, skønt han endnu ikke er blevet trukket igennem samme satiregabestok, som ovenstående herrer hurtigt blev det.
New York Times’ artikel var ikke et rap over pølsefingrene som produceren og hans advokater kunne ryste af, men et dødsstød lige i det bløde, blævrende mellemkød. Særligt fordi den slags afsløringer – som med Cosby – hvirvler anklagestøv op fra alle dem, der ikke har turdet stå frem før. Og selvom det ikke er comme il faut at svælge i andre menneskers ulykke, er der faktisk god grund til at se Weinsteins igangværende karmaderoute som en stor sejr for de mange af Hollywoods kvinder, der dagligt kæmper med sexisme på arbejdspladsen. Hvis Weinstein kan vippes af pinden, er der håb for, at ingen på sigt er urørlige.
I bedste fald kan Weinsteins exit give anledning til en langt mere grundig granskning af Hollywoods nedarvede problemer med sexisme og bane vej for nye strukturer, der en gang for alle gør op med casting couch-mentaliteten på direktørgangene.
I værste fald driver affæren over, mens resten af filmbyen fejer for egen dør og klapper sig på skulderen over, at hurlumhejet gik ud over en anden (okay, måske også den værste).
Man får på fornemmelsen, at mange amerikanske mediefolk enten satser på eller frygter sidstnævnte scenarie. For mens blandt andre Judd Apatow, Lena Dunham og Seth Rogen har lagt kraftigt afstand til Weinsteins gerninger, er størstedelen af de Hollywood-giganter, hvis karrierer produceren i sin tid var med til at skabe, bemærkelsesværdigt tavse. Deriblandt Quentin Tarantino, Matt Damon, Ben Affleck og Russel Crowe, som alle har stået Weinstein nær, siden hans kickstartede deres karrierer i 90’erne.
Sidder de et sted og lurepasser for at sikre sig, at mediestormen ikke pludselig lægger sig, og Weinstein vender tilbage, inden de vover at lægge sig ud med deres forhenværende velgører?
Meget tyder desværre på det:
The Guardian har i denne uge forsøgt at få en kommentar fra 20 mandlige skuespillere og instruktører, der har arbejdet med Weinstein – deriblandt Affleck, Damon, Crowe, Brad Pitt, Bradley Cooper, Martin Scorsese, Daniel Day-Lewis og Rob Marshall – men ikke en af de 20 er i skrivende stund vendt tilbage til avisen (det skal bemærkes at The Guardian også kontaktede George Clooney, som heller ikke vendte tilbage, men siden selv som den eneste i flokken har taget offentligt afstand fra Weinsteins handlinger).
Hvor i alverden er det mandlige Hollywoods solidaritet med de otte – navngivne – kvindelige kolleger i branchen, Weinstein har drevet rovdrift på?
SNL dropper Weinstein-jokes
Ligeså uforklarligt er det, at de amerikanske late night-værter indledningsvist sprang let og elefant over sagen, da den eksploderede som en uskønt spruttende vulkan ikke ulig Weinsteins berygtede temperament. ’Saturday Night Live’s executive producer Lone Michaels udtalte mandag til Huffington Post, at de droppede en række Weinstein-jokes, fordi »Weinstein er en New York-ting – altså en for lokal historie til det landsdækkende publikum.
Hverken Stephen Colbert eller Jimmy Kimmel benyttede lejligheden til at gå i flæsket på den ellers kronisk upopulære Weinstein i deres respektive shows i sidste uge, og Trevor Noah nævnte blot sagen i en sidebemærkning i ’The Daily Show’.
Jovist, der sker mange større, mere brandbare ting globalt, end at en filmproducer fyres for sexchikane. Men at danse udenom, at en så prominent og magtfuld kulturfigur som Weinstein – som ofte gæstede både Bill Clinton og Barack Obamas Hvide Huse – falder fra Hollywood-himlen, er bemærkelsesværdigt mystisk, netop fordi hans undergang er foranlediget af en række sager, Cosby, Aisles og O’Reilly, som selvsamme late night-værter og ’SNL’ mæskede sig i med slet skjult skadefro.
Nu hvor Weinsten er fyret fra sit eget selskab, og det virker komplet usandsynligt, at manden har nogen som helst form for fremtid i Hollywood, er kløerne imidlertid begyndt at komme frem. Bedre sent end aldrig kan man mene, var det ikke, fordi timingen – få udtalte sig som sagt før Weinsteins fyring – igen er med til at tegne et billede af en industri, der til trods for anklagernes alvor og volumen ikke turde lufte sin foragt, før end manden var smidt endeligt ud af Hollywood på røv og albuer og døren smækket bag ham.
I hvert fald udsendte den gode Meryl Streep – som har arbejdet sammen med Weinstein på film som ’The Iron Lady’ og ’August: Osage County’ – mandag eftermiddag dansk tid en statement igennem Huffington Post, hvori hun kaldte kvinderne, der er stået frem mod produceren, for »helte«. Samtidig understregede hun, at hun er en af dem, der intet kendte til Weinsteins tendenser, og at hun ikke kan tro, at sagerne ikke havde set dagens lys noget før, hvis »alle« virkelig kendte til hans natur.
Kort efter fulgte Jennifer Lawrence trop med et lignende statement, mens også Glen Close, Judi Dench og Jessica Chastain nu har givet udtryk for deres væmmelse. Men størstedelen af deres mest kendte mandlige kollger holder endnu kaje.
Det et fint indspark fra La Streep, men ordene kommer fra verdens absolut mest kendte skuespillerinde. Dronningen af Hollywood. Det er svært at forestille sig, at Weinstein nogensinde skulle have været dum nok til at stikke hånden op under hendes nederdel. Det er lidt problematisk, at Streep ikke anerkender sin egen unikke position i hierarkiet, når hun forfatter en ellers medfølt kommentar til et emne, der uden tvivl står hende nær.
Sexchikane kan sagtens foregå i fuldt dagslys. I årevis, og med masser af vidner. Weinsteins sag – og underholdningsindustriens pludselige tøven i forhold til at kalde en spade for et sexistisk røvhul – minder os om, hvor vigtigt det er at italesætte det problem, lige meget hvis magtfulde hånd det er, der løfter stoffet.
Tilbage står endnu en række spørgsmål, der bør efterlade en god håndfuld Hollywood-stjerner med en besk smag i munden. Ikke mindst de 20 mandlige filmspydspidser, The Guardian end ikke har kunnet fravriste et svar (Clooney delvist undtaget). Deres tavshed er larmende pinlig, og forklarer et langt stykke hen ad vejen, hvorfor producerens krænkelser har fået lov til at stå på i så mange år, som de gjorde, uden at nogen sagde noget.
Nu hvor de snavsede underhyllere er hængt ud til tørre, hvor længe vil Weinsteins filmbuddies så virkelig tie? De kan umuligt alle – som Streep og Lawrence – påråbe sig total, ansvarsfralæggende uvidenhed. Mændenes stemmer er akkurat så vigtige som kvindernes i fordømmelsen af seksuelle krænkelser, hvis Hollywood skal gøre sig forhåbninger om at gøre op med casting couch-mentaliteten en gang for alle.
Læs også: For Harvey Weinstein har sex og film altid været uløseligt forbundet