Mark Frost varsler muligheden for mere ‘Twin Peaks’

Mark Frost varsler muligheden for mere ‘Twin Peaks’

Mange seere tænkte det utvivlsomt efter at have set sidste, kryptiske afsnit af ’Twin Peaks: The Return’, og noget tyder på, at folkene bag serien er af samme observans: Der er brug for en sæson mere. Hen ved sæsonens afslutning udtalte Showtimes præsident, David Nevins, at »dørene vil altid være åbne for David Lynch«, og Lynch har senere selv givet en tvetydig metafor om en mulig fjerde sæson.

Nu er det Lynchs medforfatter og partner in crime, Mark Frost, som over for Indiewire ikke vil afvise en mulig fortsættelse i det transcendentale eventyr om Dale Cooper & co.

»Jeg har ikke besluttet mig endnu. Jeg tror, at det stadigvæk er et åbent spørgsmål, som vi kigger på, og som Showtime ligeledes overvejer på det kraftigste«, forklarer Frost.

Lynch og Frost fik mere eller mindre carte blanche af Showtime til at lave den længe ventede fortsættelse til deres ikoniske 90’er-serie. I en periode med ’Game of Thrones’ blev ’Twin Peaks: The Return’ ikke serien, alle så eller talte om, men den indeholdt rigeligt med fascinerende og forstyrrende scener, fansene kunne dykke videre ned i.

Twin Peaks-connoisseur Andreas Halskov har talt med producer Sabrina Sutherland om den spændende tilblivelsesproces. I interviewet fortæller Sutherland, at diskussionen om en ny sæson indtil videre er et anliggende for fansene, og at holdet bag serien er travlt optaget med at gøre en seks timers special edition til Blue Ray klar.

Man fristes til at sige, at alt er ved det gamle i ‘Twin Peaks’, hvor man aldrig får svaret serveret på et sølvfad.

Læs også: ’Twin Peaks’-producer: »David Lynch var nede i hvert eneste billede, hver eneste lyd«

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af