I dansk mainstream-krise er ‘Mens vi lever’ en åbenbaring – nu skal der snøftes i kor

I dansk mainstream-krise er ‘Mens vi lever’ en åbenbaring – nu skal der snøftes i kor
Foto: SF Studios
Avaz-brødrenes debut ’Mens vi lever’ er en uforbeholden mainstreamfilm, der dyrker melodramaet og de store armbevægelser på en måde, vi efterhånden sjældent ser herhjemme. Det er befriende og på tide, at der bliver kastet nye ambitioner efter den genre, der når ud til flest publikummer, men alt for ofte tynges af et bad rep.
I dansk mainstream-krise er ‘Mens vi lever’ en åbenbaring – nu skal der snøftes i kor
Lise Ulrich

Filmskribent og anmelder, Soundvenue

KOMMENTAR: Musikken vokser til et dramatisk crescendo, tårerne triller, og imponerende fugleperspektiver folder de landlige danske vidder ud, så nationalfølelserne svælger i brystet. Midt i orkanens øje falder to unge smukke elskende endelig i hinandens arme.

Der bliver ikke sparet på de filmklassiske virkemidler i Avaz-brødrenens ’Mens vi lever’, der paradoksalt nok er lavet på lud og koldt vand, generøse vennetjenester og sølle to millioner kroner – uden støtte fra Det Danske Filminstitut, der ikke troede på projektet.

Filmen er nærmest provokerende flot for en dansk debut og giver ikke en døjt for den form for smagsdommersnobberi, der usagt foretrækker, at uprøvede instruktører indledningsvist lægger arm med tvistede genreaberrationer, hvor budget og visuelt udtryk går hånd i hånd for at skabe en ’autentisk’ smågrynet æstetik inden for rammerne af en toværelses lejlighed på Vesterbro. Det er ovenud forfriskende og en gave til biografpublikummet uden for den snævre københavnske filmscene.

I vores interview med brødretrioen Milad, Misam og Mehdi forklarer sidstnævnte:

»Vi vil gerne lave amerikanske film, men på dansk. Jeg kan godt lide den danske måde at fortælle historier på, men samtidig er jeg en sucker for Spielberg, store violiner og cheesy boybandsange. I Danmark er vi så bange for at være cheesy, at mange af vores film er totalt blottet for følelser«.

Mainstreamdronningerne pakkede kufferterne

Siden dronningerne af danske kvalitetsmainstreamfilm Susanne Bier og Lone Scherfig pakkede deres fremmelige melodramaer i kufferten og smuttede til udlandet, har dansk film været fattig på film i stil med ’Mens vi lever’.

Både dette års ’Den bedste mand’ og ’Gud taler ud’ bejlede bredt, men begge hensatte handlingen til tidligere årtier, hvis gulnede nostalgiske tidsbilleder og rødder i virkelige begivenheder spillede en central rolle for filmenes dramaturgiske punch og dermed formentlig ikke appellerede til yngre voksne i lige så høj grad som deres forældre og bedsteforældre.

Og ’Du forsvinder’ – Danmarks Oscar-kandidat – var et ikke entydigt vellykket forsøg på at imødekomme de store forhåbninger til en særligt intellektuelt ostentativ mainstreamfilm baseret på en allerede kringlet bestsellerroman (selvom intentionerne var beundringsværdige).

Marie Boda og Nikolaj Groth i ‘Mens vi lever’. (Foto: SF Studios)

’Mens vi lever’ læner sig ikke op ad hverken kuriøse gensyn med fortiden eller publikums kendskab til forlægget, men leverer en original samtidsfortælling fra det moderne Danmark, som både farfar og teenager kan genkende. Uden på nogen måde at bombardere seeren med tunge samfundspolitiske budskaber – det skulle da lige være, at vi skal huske at elske hinanden lidt mere.

Det er en på alle måder inkluderende film, der ikke er bange for at rime hjerte på smerte i blinkende neonlys. For det virker jo for faen! Lidt som en catchy ballade, man ikke kan lade være med at nynne med på i badet. Det skal der ikke kimses af.

Mainstreamfilmenes store og i nyere tid kunstnerisk undervurderede kvalitet er netop, at de gerne siger noget om, hvad det vil sige at være menneske og bøvle med hverdagslivet i et filmsprog og en dramaturgisk kontekst, der ikke nødvendigvis tyer til svært fordøjelige visuelle greb eller eksistentialistisk navlepilleri, men i stedet smider svesken på disken uden den mindste skam over sine bombastiske følelsesudbrud.

Stramme kammerspil og hudløse socialrealistiske beretninger fra samfundets kontroversielle skyggesider kan være uafrysteligt effektive for tålmodige, grænsesøgende publikummer – og essentielle for filmens relevans som udfordrende kunstform. Men nogle gange trænger man til at blive mødt i øjenhøjde af miljøskildringer og karakterer, alle i biografmørket kan favne sammen. Watercooler-snak er nu engang gerne sjovere og mere samhørighedsskabende, hvis alle omkring cisternen kan være med.

Nicolas Bro i ‘Mens vi lever’. (Foto: SF Studios)

2017 har indtil videre været et interessant år for unge, danske indiefilm, med nybrud som Annika Bergs hudløse teenagefilm ’Team Hurricane’, Kasper Rune Larsens slacker-åbenbaring ’Danmark’ og Hlynur Pálmasons mesterlige ’Vinterbrødre’ (premiere 7. december).

Men ligesom sidste års glimrende debutfilm ’Forældre’ af Christian Tafdrup og Ali Abbasis gyser ’Shelley’ – som vi udnævnte til 2016’s bedste danske film, intet mindre – har de små, anmelderroste titler snarere fungeret som branchespringbræt for instruktørerne bag, end de har talt til den almene befolknings interesser. Det er naturligvis ganske i sin orden, men i modsætning hertil har ’Mens vi lever’ alle muligheder for at nå ud til et betragteligt biografpublikum med sin storladne kærlighedshistorie og familietragedier, der fænger øst som vest for Storebæltsbroen.

Og det overvældende tidlige billetsalg – 25 udsolgte sale landet over allerede to uger før premieren – indikerer, at danskerne er mere end klar på at tage imod et skud Hollywood-dramatik a la Gribskov. All you need is love.

Sponsoreret indhold
»Lady Gaga spiller fænomenalt«
Lady Gaga og Bradley Cooper kæmper med stjernedrømme og forelskelse i Coopers intense instruktørdebut: ‘A Star Is Born’. Find billetter og spilletider her.
Warner/SF Film

Den positive fællesoplevelse

Lige så fedt det er med en ’Team Hurricane’, der med fandenivoldsk energi rusker gevaldigt op i filmsproget, lige så vigtigt for filmkulturen er det, at vi får nutidige mainstreamfilm med aspirationer over ’Klassefesten’ og ’Alle for en-to-tre’s fordummende sandkasseniveau, der kan samle dansken om positive fællesoplevelser og afspejle den virkelighed, vi lever i.

De senere års mistro til, at film, der taler til store publikummer, skulle kunne være lige så artistisk ambitiøse og nyskabende som smalle excentriciteter er ubegrundet. 90’ernes dogmefilm trak som bekendt mange mennesker i biffen, samtidig med at de revolutionerede dansk film over et årti, som branchen til dato besynger med længselsfuld røst.

Julie Christiansen i ‘Mens vi lever’. (Foto: SF Studios)

Selvfølgelig er der langt fra ’Mens vi lever’s Hollywood-scenografi og handlingsmættede, flersporede plot til ’Festen’s håndholdte kamera og afgrænsende set. Men fælles for begge er dedikationen til at formidle gribende, nutidige familiedramaer over tidløse hverdagstematikker, der knytter bånd til beskuerne igennem basal miljø- og følelsesidentifikation.

Der er al mulig grund til fortsat at kippe med flaget for den sprudlende danske undergrundsfilmscene. Men nu skal vi også have lidt ost på, så vi kan snøfte i kor. Det bliver skide hyggeligt.

Læs også: Interview med Avaz-brødrene – »Vi kan gøre det bedre end de seneste danske Oscar-film«

Læs også: ’Mens vi lever’ er en sjældent selvsikker dansk debut – vi anmelder

 
 
Advertisement