’Mindhunter’: Højde- og lavpunkter i David Finchers Netflix-serie

’Mindhunter’: Højde- og lavpunkter i David Finchers Netflix-serie
Holden Ford (Jonathan Groff) i 'Mindhunter'.
Første sæson af Joe Penhall og David Finchers imødesete Netflix-serie bød på underspillet humor, et korrektiv til Finchers tidligere seriemorderfilm og uforglemmelige biroller. Der var dog også moderate lavpunkter i første sæson, der generelt holdt utroligt højt niveau.

(Spoiler alert: Læs først med, når du har råædt alle ti afsnit ’Mindhunter’).

Det bedste

Fra den modsatte synsvinkel end ’Seven’
Allerede efter første afsnit stod det soleklart, at ’Mindhunter’ ikke er den nye ’Seven’ eller ’Zodiac’. Faktisk er Joe Penhall og David Finchers Netflix-serie nærmere en antitese til det idoliserende seriemorderportræt i ’Silence of the Lambs’, som Fincher også selv slog igennem med i filmen om morderen, der dræber ud fra de syv dødssynder.

I ’Mindhunter’ kommer seriemordere i alle afskygninger og ikke kun som morderiske genier á la Hannibal Lecter eller John Doe. Nogle er kloge, nogle er dumme, alle er patetiske i én eller anden forstand. Derfor forfalder serien aldrig til en omgang katten efter musen, men giver et nuanceret indblik i psykopaternes sind. Hver mordsag og hvert interview fører til nye erkendelser, der aldrig føles som en gentagelse.

Det er Holden Ford (Jonathan Groff) og Bill Tenchs (Holt McCallany) erkendelse af, at hver en seriemorder er unik, der allerede i første afsnit tvinger makkerparret til blankt at erkende, at den fornødne viden om psykopaters psykologi er ikkeeksisterende.

Det er både friskt og spændende, når den dynamiske duo bliver klogere for hvert psykopatmøde og erfarer, at mordernes sammensatte psykologi også rummer en menneskelighed, som man ikke har set i Finchers tidligere film om emnet.

Bill Tench i ‘Mindhunter’.

Tålmodigt fokus på metoden
Ford og Tenchs sideprojekt i The Behavioral Science Unit starter som et nysgerrigt learning by doing-projekt, der giver et øjenåbnende indblik i, hvordan de forhørsteknikker og det begrebsapparat, vi i dag kender fra alverdens film og tv-serier, så dagens lys. Makkerparret famler i blinde mere end en gang, men langsomt forfines deres forhør- og interviewstrategier, mens deres psykologiske opdagelser hurtigt danner skole på slut-1970’ernes Quantico.

Hovedfokus er særligt i første halvdel af sæsonen på de interne kulturkonflikter i FBI og det psykologiske spil, som skal til for at få psykopaternes tunger på gled. Det er metoden i forhørslokalet, og Fords udvikling fra nervøst FBI-suit til mesterintervieweren, der spiser seriemordere til frokost, som tager stikket hjem. De listige planer opstår ofte i momentet, hvor enkelte replikker pludselig vender forhørsscenarierne på hovedet, som når Holden slukker båndoptageren og pludselig får sig en rigtig beskidt mund for at manipulere seriemorderen Richard Speck.

Skildringen af Ford og Tenchs privatliv og psyke står også stærkest, når det spejler arbejdslivet og løfter seriens enkelte komponenter til en højere enhed. Som når Tench bryder sammen over for sin kone og åbner op omkring det nedbrydende arbejde hos FBI, hvorefter han – som et rigtigt menneske – tager en pause fra de opslidende interviews, selvom Ford voksenmobber sin machokollega. Og når Fords dygtiggørelse inden for sit fag afspejler seriemordernes udvikling: Først usikker og prøvende, siden hybrisflirtende cocky før det endelige sammenbrud i sæsonfinalens intense besøg hos en faretruende Ed Kemper på hospitalet.

Wendy Carr (Anna Torv) i ‘Mindhunter’.

Akademisk teori – mere spændende end nogensinde
Hvis du som humaniorastudent af det nye årtusinde sidder og spekulerer på, hvad pokker du egentlig skal bruge din kandidatuddannelse til, så tilbyder ’Mindhunter’ et muligt lys for enden af tunnelen. Wendy Carr (Anna Torv) viser nemlig, at kriminalefterforskning ikke kun er for politimænd, men også for akademikere, når hun tilføjer et velkomment skud østrogen til det mandsdominerede FBI-miljø. Ford og Tenchs metode skal nemlig sættes i system, og det indbefatter lange reflekterende dialoger om metodologien, der er i spil, når Ford og Tench udfritter psykopaterne om deres dybeste hemmeligheder.

Det bliver aldrig søgt eller kedeligt for den sags skyld. Og det er sågar med til at uddybe Carrs personlighed, når hun forlader en intellektuel samtale om Goffmans front- og backstage-begreber efter en diskussion med sin kvindelige kæreste om, hvorfor hun er nødt til at holde sin sande seksualitet skjult for den mandsdominerede omverden.

I det hele taget udforsker serien let og elegant samspillet mellem teori og praksis inden for et hvilket som helst felt. Universitetsprofessorer, watch and learn.

Den underspillede humor
’Mindhunter’ jonglerer med mange bolde, og det er i særdeleshed imponerende, hvordan serien både formår at holde en ulmende uro i kog, mens den også dyrker den underspillede humor. Et af de mest åbenlyse, men stadigvæk geniale elementer er, hvordan det fremragende 70’er-soundtrack kommenterer på handlingen. Som når Talking Heads’ ’Psycho Killer’ spiller for fuld hammer, mens makkerparret rykker ned i deres afdelings tildelte kælderrum på Quantico.

Men det er pingpongen mellem Ford og Tench, der for alvor skaber småklukken i sofapuderne og tilføjer et ekstra lag til deres partnerskab – et element som serien ellers ikke dvæler synderligt meget ved sammenlignet med ’Seven’ eller ’Hannibal’. Timingen er for eksempel perfekt, når Tench afbryder Fords moodkiller af en lommefilosofisk tale for de lokale politimænd efter opklaringen af deres første mordsag i afsnit tre.

Holden Ford og Jerry Brudos (Happy Anderson) i ‘Mindhunter’.

Mindeværdige biroller
Fra Ed Kemper til Richard Speck. ’Mindhunter’s seriemordere er hårrejsende creepy, og de bliver hængende i luften, lang tid efter deres skærmtid er ovre. Hver især er de udstyret med mindeværdige karaktertræk, som Kempers enorme briller, der sidder langt ned over næseryggen og forhindrer os i at se mandens iris. Og så naturligvis deres dybt perverse lyster, som Jerry Brudos’ damesko-fetisch og de grusomme forbrydelser, de alle har begået.

Alle sammen spilles de af forholdsvis ukendte skuespillere, men alligevel sætter de deres personlige præg på serien, når de er med til at forme Holden Ford og Bill Tenchs opfattelse af seriemorderne. Ed Kemper stjæler naturligvis billedet – det er også ham, der får mest skærmtid – og Cameron Britton formår virkelig at inkarnere en vaskeægte psykopat, der leger med Ford og i sidste ende hiver ham ned fra hans høje piedestal. Britton spiller Kemper, så man en overgang nærmest får sympati med ham – akkurat som Ford – indtil man til sidst mindes om, hvor farlig han er. Der må være Emmy-nomineringer i vente.

Perfektionistens øje for detaljer
Som i alt andet, Fincher tidligere har lavet, er ’Mindhunter’ et studie i opbygning og detaljerigdom. Der er intet overflødigt fedt på kroppen i serien, hvor stort set hver eneste detalje føres til dørs. Man kan diskutere, om seriens udvikling i sidste ende er en anelse for stringent, når enkelte detalje i visse tilfælde bygger op til en let forudsigelig karakterudvikling, men alligevel kan man ikke andet end beundre Finchers håndværk.

Et glimrende eksempel er de mange dialogscener mellem Ford og Tench i FBI-bilen under deres lange køreture tværs over staterne. Tench viser ikke altid asfalten den fornødne opmærksomhed, når han skiftevis kigger direkte ind i kameralinsen (og Fords ansigt) eller tænker på sit skrantende familieliv. Selvfølgelig indtræffer bilulykken et par afsnit efter, hans manglende opmærksomhed er blevet etableret. Det er omhyggelig opbygning af bedste skuffe.

Bill Tench og Wendy Carr i ‘Mindhunter’.

Annonce

Det værste (okay, det mindre gode)

Hjemmefronten klinger falskt
Det er ikke ofte, man får lyst til at tjekke mobilen, når man sidder fast i ’Mindhunter’s jerngreb, men sværest har vi ved at holde koncentrationen, når Fords forhold til Debbie er i fokus. Holden Ford er småkedelig, når han ikke bærer sit FBI-skilt, og kærlighedsforholdet til Debbie klinger falskt. De er hinandens diametrale modsætninger, og det taler ikke til seriens fordel, at karaktererne er nødt til at udpensle, hvorfor de egentlig kan lide hinanden.

Forholdet kommer mest af alt til at blive et ekspositionsværktøj, hvor Ford kan lette sit hjerte. Parret taler jo bogstaveligtalt ikke om andet end hans arbejde, og så snart Debbie nævner en anden fyr ved navn, ender hun med at have en affære med ham. Det er en anelse for stringent.

På samme måde er det en skam, at Wendy Carrs dobbeltliv som lesbisk kortvarigt tages op og derefter ligger brak gennem resten af sæsonen. Det kunne ellers have gjort hendes karakter endnu mere interessant, men det er nemt at forestille sig, at hendes seksualitet vil spille en større rolle i næste sæson, nu hvor Ford også er blevet single.

Antiklimatisk Kansas-morder
Et sted, hvor ’Mindhunter’s glimrende opbygning kommer til kort, er Kansas-morderen, som optræder i ultrakorte sekvenser i starten af de fleste af sæsonens ti afsnit. Vi regnede med, at hans ugerninger ville blive kulminationen på første sæson, men det er på sin vis fint nok at lade ham hænge som en cliffhanger forud for næste sæson.

Men derfor kunne de små introglimt godt have udformet sig til en sammenhængende historie, der kunne pege fremad. Flere af klippene virkede umiddelbart intetsigende. Havde vi virkelig brug for at se ham putte et brev i postkassen? Og hvorfor afvige fra den konsekvente åbning i et par af afsnittene? Det virkede lidt tilfældigt.

Det sidste, vi så til ham, var, da han brændte tegninger af bestialske mord, som han – måske, måske ikke – har begået/skal til at begå. Creepy, men også lidt antiklimatisk.

DE KOLOENORME TITELKORT
’Mindhunter’ er enormt stilsikker, men de kæmpestore og malplacerede titelkort, der minder os om, hvor i USA vi befinder os, stikker ud fra den overordnede æstetik. De er bombastiske, hvilket står i skærende kontrast til resten af serien, og så er fonten ærlig talt ikke den mest charmerende. Jep, vi flueknepper, hvilket siger noget om det overordnede niveau.

Ed Kemper (Cameron Britton) og Holden Ford i ‘Mindhunter’.

Et lidt forhastet sammenbrud
På den ene side var det særdeles vellykket, da Ed Kemper rev Holden Ford i stykker i de sidste minutter af sæsonfinalen og beviste, at FBI-agenten stadig er helt grøn, når det kommer til personlig kontakt med psykopater.

Men det var også en lovlig dramatisk kulmination på Fords karakterudvikling i en serie, der ellers prioriterer den gradvise opbygning. Chokanfaldet i de afsluttende minutter var mere grebet ud af luften.

Selvfølgelig har vi set, hvordan Ford er begyndt at se psykopater overalt, når han sætter efter en rektor, som kilder de frække børn under fødderne. Men dette plotspor grænsede til det utroværdige, for det var åbenlyst ikke en sag for FBI, uanset hvad man så må mene om kildemetoden.

Ikke desto mindre var det den sag og Kempers indbildske venskab, der sendte Ford i torvene og satte en stor fed streg under, at han er kommet for tæt på morderne, han undersøger. Det kunne godt have været tegnet skarpere op i de foregående afsnit.

Læs også: ’Mindhunter’: David Finchers seriemorderserie på Netflix holder tårnhøjt niveau