Netflix pønser på ‘House of Cards’-spinoff

Netflix pønser på ‘House of Cards’-spinoff
Michael Kelly i 'House of Cards'.

Kevin Spacey er kommet i strid modvind, efter han i sit forsvar for et angiveligt seksuelt overgreb i 1986 benyttede lejligheden til at springe ud som homoseksuel.

Netflix trak det sikre kort og tog afstand fra skuespillerens udtalelse, mens de i samme ombæring gav deres flagskibsserie ‘House of Cards’ kniven. Men nu meddeler kilder tæt på streaminggianten, at Netflix overvejer at søsætte en spinoff, der muligvis kan komme til at fokusere på Frank Underwoods højre hånd Doug Stamper. Det skriver Deadline.

Beslutningen om at lukke moderskibet har sandsynligvis været undervejs, siden Beau Willimon trak sig som showrunner forud for sæson 5, der blev præsidentseriens hidtil svageste sæson.

Der er endnu ingen melding om, hvorvidt Kevin Spacey vil fortsætte i sin kapacitet af executive producer på den potentielle spinoff. Men det kan meget vel være, at Netflix vil være ivrige efter at kappe båndene til stjernen.

Læs også: Kevin Spacey møder hård kritik for at kaste skygge over sexovergreb

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af