Netflix stiler efter et svimlende antal originale film i 2018

Netflix stiler efter et svimlende antal originale film i 2018
Will Smith og Joel Edgerton i Netflix' 'Bright'.

Netflix’ plan for egenproduktioner i det kommende år vil efterlade alle streamingkonkurrenter i støvet. Streamingtjenesten vil udgive 80 (!) originale film i 2018, hvilket svarer til cirka to film om ugen, og det er længder mere end nogen anden VoD-platform.

Til sammenligning har Netflix i dette års tredje kvartal udgivet otte film, blandt andet Cannes-filmene ‘Okja‘ og ‘The Meyerowitz Stories‘. Planen blev offentliggjort i en videosamtale mellem selskabets chefer og en analytiker, som desuden berettede om en stigning på 49 procent i abonnenter verden over i årets tredje kvartal.

De kommende Netflix-produktioner vil angiveligt spænde fra mindre festivaltitler og dyre blockbusterprojekter som David Ayers ‘Bright’ med Will Smith i hovedrollen og Martin Scorseses ‘The Irishman’ med Robert De Niro og Al Pacino, der begge har et budget på over 90 millioner dollars.

Planen for det originale indhold skal ses i lyset af Netflix’ aggressive udvidelsestrategier, som blandt andet har ført til en gæld på 20 milliarder dollars.

Netflix’ indholdschef Ted Sarandos udtalte i forbindelse med offentliggørelsen, at efter ‘The Irishman’s premiere »vil folk begynde at se potentialet i dette storfilm-initiativ«.

Læs også: Netflix og HBO Nordic vil lave de danske serier, som DR ikke tør

 
 
Advertisement