»Sjældent stærk musikdokumentar« – se den rørende ’Amy’ på C More

Paul Thomas Anderson og Daniel Day-Lewis varsler Oscar-klasse i trailer til ‘Phantom Thread’

Paul Thomas Anderson (‘Magnolia’, ‘There Will Be Blood’) har de seneste 20 år formfuldendt taget arven op fra de store instruktører i 70’ernes Hollywood. Men det er snarere ord som ‘klassisk’ eller ‘stilfuld’, der kommer ud af ens mund efter at have set den første trailer til hans meget imødesete ‘Phantom Thread’.

Daniel Day-Lewis er den dybt dedikerede britiske 50’er-designer Reynolds Woodcock og hans møde med den selvstændige Alma, spillet af den relativt upåagtede luxembourgske skuespillerinde Vicky Krieps.

Skuespillerlegenden har for lang tid siden annonceret, at dette vil blive hans sidste rolle nogensinde, idet han inspireret af rollen har tænkt sig at gøre karriere inden for tøjdesign.

Meget tyder på, at han slutter af med et brag, og genforeningen med ‘There Will Be Blood’-instruktøren kan meget vel blive et nyt højdepunkt i begge herres karrierer, der i forvejen ikke skorter på mesterværker. Måske Day-Lewis kan indhente sin fjerde Oscar for præstationen?

Det er endnu uvist, hvornår ‘Phantom Thread’ får dansk biografpremiere.

Læs også: Et tidligt kig i krystalkuglen: Her er sæsonens Oscar-favoritter lige nu

Advertisement