‘Skam’ bliver til webserie på Facebook

‘Skam’ bliver til webserie på Facebook

For nylig skrev vi her på siden om, hvordan både Facebook og Apple har meldt sig ind i streamingkampen med planer for ambitiøs egenproduktion af webserier og underholdningsprogrammer.

Og allerede nu leverer Facebook sin første lige højre til konkurrenterne.

Således kan Variety afsløre, at den engelsksprogede version af ’Skam’ går seriens sociale medieplanke helt ud, og bliver lanceret på platformen Facebook Watch, der tidligere i år blev introduceret i USA.

Det er ’American Idol’-skaberen Simon Fuller og hans selskab XIX Entertainment, der har erhvervet sig de amerikanske rettigheder til ’Skam’ – eller ’Shame’, som serien kommer til at hedde over there – og ifølge ham kunne samarbejdet med Facebook ikke være mere oplagt.

»Takket være sine umiskendeligt sociale strukturer og passionerede fan-community, er Facebook Watch den absolut perfekte partner for ’Skam’«, udtalte Fuller på et pressemøde i Cannes i dag.

Facebooks globale indholdschef Rick van Veen kunne ved samme lejlighed heller ikke få armene ned:

»Da jeg først stiftede bekendtskab med ’Skam’, havde jeg det som om, jeg så fremtiden for, hvordan vi fortæller historier. Vi er enormt begejstrede for, at kunne præsentere et globalt publikum for ’Skam’ på Facebook Watch.«

Facebook Watch forventes at nå vores breddegrader inden længe, men man kan også se platformens programmer uden. Deriblandt Facebook’s første webserie, ’Strangers’, som vores anmelder kastede fem stjerner efter i sidste måned.

Læs også: Netflix bør kigge sig nervøst over skulderen – Apple og Facebook ånder dem i nakken