Slutningen på ‘Blade Runner 2049’ kunne have været mere chokerende

Slutningen på ‘Blade Runner 2049’ kunne have været mere chokerende
Harrison Ford i 'Blade Runner 2049'.

(Spoiler alert: Læs naturligvis kun videre, hvis du har set ‘Blade Runner 2049’).

‘Blade Runner 2049′ har allerede henrykket mange biografgængere herhjemme med dens storslåede scenografiske verdensfremstilling, de episke dybder i Roger Deakins’ overdådige billeder og dens for en blockbuster overrumplende filosofiske fabuleringer. Den sidste del har meget at gøre med Ryan Goslings karakter K, senere kaldet Joe, som ideen til den nye film udsprang af.

»Det handlede kun om karakteren K. Jeg havde skrevet en ‘Blade Runner’-novelle om en ny type blade runner kaldet Kard med et ‘k’. Så der var en ny karakter, som kunne undersøge noget, og det kunne måske føre videre til en sequel. Der var også et kærlighedsforhold til en digital kvinde. Der var en del ingredienser og nogle smage«, forklarer manuskriptforfatteren Hampton Fancher til Los Angeles Times.

En af Fanchers smagsvarianter ville have været meget bittersød: Han havde nemlig kraftigt overvejet, om Harrison Fords Rick Deckard skulle dø. Har man set filmen, vil man vide, at Deckard til slut ser sin datter Ana Stelline for første gang, mens K omvendt må lade livet.

Hampton Fancher bygger som manuskriptforfatter bro mellem den første film og Denis Villeneuves sequel. Var opfølgeren kommet tidligere med Ridley Scott i instruktørstolen, kunne den meget vel have set helt anderledes ud.

»Første gang Ridley og jeg overvejede at lave en opfølger til ‘Blade Runner’ i 1986, eller hvornår det nu var, kom jeg på ideen om Deckard og hans næste job. Og det er ret skrækindjagende, hvad der sker i min lille fantasi«, siger manuskriptforfatteren Hampton Fancher til Los Angeles Times.

Billetsalget af ‘Blade Runner 2049’ har ikke været prangende i USA, men de kommende ugers globale billetsalg vil være med til at afgøre, om en tredje film får grønt lys. Men i så fald har Fancher planer om at føre sin vilde idé ud i livet.

»Nu, hvor Deckard lever, er ideen kommet tilbage i mit hoved, men jeg vil ikke fortælle, hvad det er«, afslutter Fancher drilsk.

Læs også: De største spørgsmål efter ’Blade Runner 2049’ – fra Deckard til K og off-world

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af