’Stranger Things 2’ er mørkere, vildere og helt igennem binge-værdig
Vi ankommer til lillebyen Hawkins omkring et år efter begivenhederne i Netflix’ højst overraskende kæmpesucces ’Stranger Things’. Året er nu 1984, og der er blevet indgået en aftale imellem de beboere, der ved, hvad der foregår, og de skumle typer fra Hawkins Lab, der vil holde på hemmelighederne. Hvis alle holder kæft, kan de være i fred.
Men hvad med Barb? Hendes forældre klamrer sig til håbet om at finde hende igen, og det nager Nancy at skulle fortie sandheden. Og hvordan kunne Will vende tilbage, efter byen havde holdt begravelse for ham? Og hvem var den mystiske, skaldede pige med magiske kræfter? Var hun russisk spion?
Rygterne går, og det bliver sværere og sværere at holde tæt. Især da der igen sker ildevarslende ting, som har forbindelse til den hemmelighedsfulde bygning Hawkins Lab.
Sæson 1 føltes som at se en god, lang film mere end at se en serie, og ’Stranger Things 2’, som Duffer-brødrene bare kalder den, er da også en sequel mere end en ny seriesæson. Den er længere, større og mere ambitiøs – som sequels gerne skal være – men det betyder også, at den lider under den svære toers lod. Nogle scener føles som gentagelser af noget, vi har set før.
Heldigvis bevarer serien samtidig det intime drama, selvom de ydre farer forstærkes. Et af seriens bedste greb er, at alle karaktererne – både børnene, teenagerne og de voksne – higer efter normalitet. Det er en stærk drivkraft for dem, og vi kan genkende den. Ønsket om at være normal. Det fungerer som både tematisk modvægt og dramatisk modstand til alle de stranger things, som foregår omkring dem.
Serien handler nemlig stadig om paralleluniverser, overnaturlige monstre og skumle konspirationer begået af hemmelige regeringsorganisationer. Alt sammen fine temaer, men vi vender tilbage til serien for at følge det meget menneskelige drama imellem beboerne i Hawkins. I særdeleshed for at følge de fire venner Dustin, Mike, Lucas og Will, der i sæson 1 indlemmede pigen Eleven i deres drengegruppe.
Persongalleriet er uændret på de centrale poster. Eleven er forsvundet, men hun er tættere på, end nogle af dem aner.
Af nye personer har vi Paul Reiser som en lægetype, der har taget over fra Matthew Modines skurkagtige leder af regeringens foretagender på Hawkins Lab, og Sean Astin spiller en godmodig edb-nørd, som dater Wills mor og er god til at håndtere den traumatiserede familie. Danske Linnea Berthelsen spiller den unge pige Roman, som vi møder i startscenen i første afsnit, et helt andet sted end Hawkins. Vi fornemmer, at hun har en del tilfælles med Eleven.
Og så er der et nyt søskendepar i byen. Storebror Billy er en klassisk 80’er-douchebag med langt nakkehår, stonewashed denimjakke og en muscle car, som han kører for stærkt i. På trods af stor underholdningsværdi balancerer karakteren på kanten af klichéen, og i en serie med så mange 80’er-arketyper og -referencer er der risiko for at ende i selvbevidst parodi. Skiderikkens lillesøster Maxine, kaldet Mad Max, er den seje, rødhårede skaterpige, som slår drengenes arkadespilsrekorder og derfor straks vinder deres gunst.
De dramatiske greb er her lovlig skematisk vendt rundt i forhold til sæson 1. Hvor det før var Lucas, der ikke ville have den fremmede pige Eleven med i gruppen, er det nu Lucas, der falder for pigen og skændes med Mike, som savner Eleven og ikke vil have fremmedelementer i gruppen.
På en måde er Will også en ny karakter i serien. Han brugte det meste af sæson 1 på at være stiv af skræk, fanget i The Upside Down. Her leverer Noah Schnapp en kraftpræstation med både sarte følelser, body horror og ’Eksorcisten’-agtige scener. Will lider af en slags PTSD, hvor han ikke rigtigt kan ryste oplevelsen af sig, og det er i forvejen ikke let at vende tilbage til en normal tilværelse, når mor pludselig er blevet overbeskyttende, og alle folk stirrer, fordi de nu kender ham som »drengen, der vendte tilbage fra de døde«, eller »Zombie Boy«, som skolens bøller kalder ham.
Men alt det er til at overkomme med gode venners hjælp. Hvad der er sværere for Will at håndtere, er synerne af et gigantisk skyggemonster, som ser ud til at ville bryde igennem til vores verden.
Det er et næsten Lovecraft-agtigt monster, meget mindre konkret end the Demogorgon. Men selvom det er større og farligere – og selvom det også får et navn fra Dungeons and Dragons’ monsterbog – så er det ikke uhyggeligt på samme måde. Og snart er der i øvrigt ikke kun ét monster…
Det er logisk for en sequel at gå i den retning. På samme måde vidste James Cameron, at han ikke kunne gentage mystikken og den snigende uhygge med Ridley Scotts monster i en efterfølger. Så han fokuserede på action og lavede mere en krigsfilm end en gyser, og det blev til 80’er-klassikeren ’Aliens’.
Det betyder heldigvis ikke, at der ikke er mystik og en spændende optrevling af, hvad der forårsager de nye hændelser i ’Stranger Things 2’.
Der er ikke brugt snydeløsninger, som ellers ofte ses i billige serier, hvor plottet trækkes ud, fordi personer ikke kommer ud med simple fakta, eller de ignorerer vigtige ting. Både børnene, teenagerne og de voksne bringer noget til bordet og leverer brikker til puslespillet, og de deler information på en realistisk måde, hvor de har lært fra hændelserne i sæson 1 og derfor også er bedre til at bilægge stridigheder og arbejde sammen for at bekæmpe den nye trussel.
Derfor er serien også undskyldt, når der enkelte gange går Mister Exposition i den, og en person er nødt til at spørge »hvad vil det sige?« og »forklar det lige igen«, når vigtige spilleregler inden kampen skal forklares for publikum.
Et enkelt afsnit afviger kraftigt fra de andre. Det foregår et andet sted og har kun en af hovedkaraktererne med. Det giver mening for karakterens fortællemæssige bue, og det bliver bundet sammen til sidst og giver potentielt materiale til sæson 3, men det føles ikke som en fuldt integreret del af serien.
På trods af enkelte svipsere havde jeg et stort smil på igennem hele serien, og den tager virkelig fart i de sidste afsnit. ’Stranger Things 2’ formår at give mere af det, der var godt ved sæson 1. Og man har i den grad lyst til at følge karaktererne hele vejen igennem denne binge-værdige sæson.
Kort sagt:
Seriens sæson 2 udvider mysteriet, personernes baggrund og den lurende fare uden at komme til at pumpe ballonen for hårdt op. Mørkere og vildere, men med samme kraft i følelserne og med fine fornemmelser for, hvad tab og sorg betyder for mennesker. En ny serieklassiker.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.
Læs også: Vores største spørgsmål forud for ‘Stranger Things 2’