Googler man ‘Stranger Things’ og ‘influenced’ eller sågar ‘rip-off’ kommer der bibellange lister op over hver en lille reference til de film fra 80’erne – fra ’E.T.’ til ’Firestarter’ – som den unægtelig er inspireret af.
Et mere overset perspektiv er, at serien siden premieren forrige sommer også selv er blevet en massiv inspirationskilde. Netflix-serien blev et fænomen – og den slags går ikke ubemærket hen i filmbranchen, hvor diverse aktører hurtigt begynder at spekulere i, hvordan de kan lave »den næste Stranger Things’«.
Vi kigger nærmere påvirkningen fra The Duffer Brothers slow burner på vidt forskellige niveauer.
1. En bid af ’Stranger Things’-kagen
Nogle har beskyldt det guldrandede reboot af Stephen Kings ’It’ for at drive rovdrift på ’Stranger Things’-koncept med et børnefælleskab i 80’erne. Til klovnefilmens forsvar skal det siges, at optagelserne allerede var i gang og Finn Wolfhard (Mike i serien) allerede castet, da ’Stranger Things’ blev allemandseje.
Til gengæld er Andrés Muschiettis film kongeeksemplet på, hvordan film og serier af den mere fantastiske slags nyder godt af ’Stranger Things’ genoptagelse af modellen fra Steven Spielbergs familievenlige Amblin-produktioner i 80’erne.
Netflix’ fulgte relativt hurtigt op med den om nogen endnu mere spacy ’The OA’, der arbejdede med samme gådefulde tilbageholdelse af information. Gennemstrømningen af gådefuldhed og tungsind prægede karaktererne og universet i ’13 Reasons Why’, og til december kommer ’The Dark’, der i trailer og præmis brandes som et ’Stranger Things’-mysterium flyttet til de dunkle tyske skove. Duffer-brødrenes serie sætter med andre ord upåagtede titler ind i en ny, spændende sammenhæng.
Det kan hurtigt lyde som tomme beskyldninger om copy/paste mod før-eksisterende brands og franchises. For eksempel er Anders Walters kommende ’I Kill Giants’ baseret på en tegneserie fra 2008. Men med en outsiderpige på monsterjagt i en tågefyldt skov og en åbningsscene, der spiller kraftigt på ’Dungeons and Dragons’, kan ’Stranger Things’-successen både være en velsignelse og forbandelse: Det giver et klart hook til markedsføringen, samtidig med at der bliver meget at leve op til…
2. Børnecentrerede blockbusters
Successen med ’Stranger Things’ har helt sikkert været et øjenåbner for studiecheferne i Hollywood, som mere eller mindre var gået bort for den gode fortælling for hele familien. Bare se sidste sommers deprimerende biograftilbud, hvor man traskede fra lort til lort, fra ’Independence Day: Resurgence’ og ’The Legend of Tarzan’ til ’Suicide Squad’.
Det var i denne nedslående situation, at ’Stranger Things’ kom ud af ingenting og mindede folk om dengang, Steven Spielberg satte dagsordenen inden for adventure med sine egne film og Amblin-produktionerne ’The Goonies’, ’Tilbage til fremtiden’ og ’Gremlins’.
‘Stranger Things’ har været med til at anspore en børnerevolution, men vi skal lige vente et år eller to for at se den fulde effekt. I 2019 er Millie Bobby Brown, der brød igennem som Eleven, omdrejningspunktet i ’Godzilla: King of Monsters’, og et ’Fluernes herre’-remake med piger er under udarbejdelse. Sidste måned kom et billede af syv tweens linet op ved Disneylands nye forlystelse Pandora. »Hvad sælger bedst for tiden: Børn eller blå na’vier?«, må James Camerons have spekuleret, da han skulle promovere de kommende ’Avatar’-fortsættelser, som børnene er en del af.
3. De alternative toner fra 80’erne
Amerikanske indiefilm har alle dage søgt coolness ved at fyre op for en The Smiths-sang eller to, og ’Guardians of the Galaxy’ havde allerede spottet det smågeniale i at genopfriske det fysiske mixtapes som dinosaurudgaven af en playliste på Spotify. Vigtigheden af ’Stranger Things’ lydside kan dog ikke undervurderes.
Mens alle andre områder af kulturen er blevet 90’er-inficeret, har The Duffer Brothers været med til at fastholde folks øregange i årtiet før. Ikke siden midten af 00’erne har serier og film været så fyldt med indie og postpunk af 80’er-bands som New Order, Echo and the Bunnymen og New Order. Dengang var tidens revival-scene og ikke mindst kultdyrkelsen af ’Donnie Darko’ afgørende faktorer. Nu er det synthen og de ringlede guitarer fra ’Stranger Things’, der omringer de depressive toner med fornyet optimisme.
I ‘13 Reasons Why’ er den analoge fetich total, og hverken nostalgi og weltschmerz rammer hårdere end med Joy Divisions ‘Love Will Tear Us Apart’, som ’Donnie Darko’ var med til at udødeliggøre. ’It’ gik efter indie-cred med The Replacements, The Jam og The Cure, men brugte også rigeligt fra guilty pleasure-kontoen såsom New Kids On the Block og Bananarama.
Det slappeste eksempel på ’Stranger Things’-effekten må uden tvivl være ’Spiderman: Homecoming’. Stilbevidste og opfindsomme valg af powerpop som The Beats ’Save It For Later’ og A Flock of Seagulls’ ’Space Age Love Song’ blev her overdynget af et McDonald’s-lignende forsøg på at klemme noget original rebelskhed ud af The Ramones fortærskede ’Blitzkrieg Bop’.
4. Overraskelsesangrebet som lanceringskampagne
Netflix holdt tilbage med markedsføringen af ‘Stranger Things’ i usædvanlig grad. Strategien var word of mouth – at seerne selv skulle sprede budskabet.
Denne underspillede lancering står i skærende kontrast til bullerbassen ’Batman v Superman: Dawn of Justice’, der spenderede henved samme beløb på marketing som på sin 250 millioner kroner dyre produktion. Heroverfor ’Stranger Things’ den stille elev i klassen, som sidder inde med det rigtige svar, men ikke skilter med det.
Det kunne blandt andet lade sig gøre, fordi serien er konstitueret efter modellen, som for alvor vandt indpas i Hollywood i 80’erne, high concept: En præmis så soleklar, at den kan forklares på en sætning: I ‘Stranger Things’ tilfælde måske noget i stil med »’E.T.’ og ’The Goonies’ møder ‘Firestarter’« eller »’Stand By Me’ og ’The Thing’ i et ’Twin Peaks’-lillebyssamfund«.
Blandt andre ’The OA’ har skelet til den underspillede ubådsstrategi med at dukke op ud af ingenting, så folk ikke har kunnet danne en forudindtaget holdning, men har været nødt til at få syn for sagn. ‘Stranger Things’ har simpelthen dannet skole.
Læs også: Anmeldelse af ‘Stranger Things’ sæson 2